Viden om Allergi Fødevareallergi Hvad skal du undgå?

Frugt, grønt og krydderier

Hvis du har pollenallergi eller latexallergi, kan du oplever at få symptomer når du spiser visse frugter, grøntsager, krydderier og nødder. Det kaldes krydsreaktioner.

Publiceret 30/08 2021

Ca. 4 min. læsning

Del artikel

Symptomer ved krydsreaktioner

Når man reagerer på fødevarer, som krydsreagerer med pollen eller latex, er de almindeligste symptomer kløe og lettere hævelse på læberne, i munden og i svælget. Det kalder man også Oralt Allergi Syndrom. Nogle oplever også, at det klør helt ud i ørerne.

Mere sjældne er symptomer som nældefeber (udslæt og kløe), astma og mave-tarmbesvær. Nogle ganske få mennesker får eksem på hænderne, når de rører ved nogle af de fødevarer, som krydsreagerer med pollen eller latex.

Kan allergien være farlig?

I langt de fleste tilfælde er reaktionerne på fødevarer, som krydsreagerer med pollen eller latex, lette og harmløse. I sjældne tilfælde kan der opstå hævelser i svælget og halsen, så vejrtrækningen bliver besværet.

Hvis du før har oplevet at få kraftige reaktioner på grund af fødevarer, som krydsreagerer med pollen eller latex, er det vigtigt at tale med lægen om, hvilke forholdsregler du skal tage, hvis du ved et uheld kommer til at spise noget, du ikke kan tåle.

Ved pludselig, kraftig hævelse af svælg og hals, skal du omgående søge læge eller skadestue.

Allergitest

Man kan bruge priktest og blodprøver til at be- eller afkræfte en formodning om pollenallergi eller latexallergi.

Sammenhængen mellem pollenallergi og mad er for det meste let at påvise uden en test. Derfor bruges allergitest for forskellige madvarer normalt ikke i forbindelse med pollenallergi.

I de tilfælde, hvor der opstår svære reaktioner som fx hævelse i svælg og hals, og årsagen ikke kendes, vil lægen i nogle tilfælde udføre allergitest og provokationsforsøg med de mistænkte madvarer.

Vælger lægen at lave en allergitest over for de krydsreagerende fødevarer, skal man være opmærksom på falsk positive resultater. Fx har mange med græspollenallergi en positiv reaktion på hvede og andre kornprodukter, når man undersøger blodprøven, men de har ingen symptomer, når de spiser hvede. De skal derfor ikke undgå hvede.

Pollenallergi og mad

Krydsallergi fødevarer pollenVed pollenallergi kan man få allergiske symptomer, hvis man spiser visse frugter, grøntsager, nødder eller krydderier. Kroppen reagerer, fordi den ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer i pollen og lignende stoffer i fødevarer. Denne allergiske reaktion kaldes krydsreaktioner.

Hver 2. med allergi over for både birke-, græs- og bynkepollen får symptomer, når de spiser visse nødder, frugter og grøntsager. Blandt dem, der kun har birkepollenallergi, oplever hver tredje krydsreaktioner.

Det er derimod ikke helt så almindeligt på vore breddegrader, at personer, som kun er allergiske over for pollen fra græs eller bynke, får symptomer, når de spiser krydsreagerende fødevarer.

Nogle med pollenallergi får symptomer året rundt, hvis de spiser fødevarer, som krydsreagerer med pollen. Andre oplever kun krydsreaktioner i pollensæsonen.

Har du birkepollenallergi, kan du også få symptomer fra krydsreagerende fødevarer, når det er sæson for pollen fra el, elm eller hassel. Tilsvarende kan mennesker med allergi over for el, elm og hassel reagere på de samme fødevarer som ved birkepollenallergi.

Det hjælper ikke på symptomerne fra selve pollenallergien, at du undgår de fødevarer, som krydsreagerer med pollen.

Fødevarer som kan give allergiske reaktioner ved pollenallergi

Herunder finder du lister over fødevarer, som kan krydsreagere med pollen eller latex. Listerne er ikke forbudslister, men kan bruges som en vejledning i, hvilke fødevarer du skal være opmærksom på. Det er sjældent, at man får symptomer fra alle de fødevarer der står opført.

Du kan derfor godt spise de frugter og grøntsager, der ikke giver dig symptomer, også selvom de står på listen. Derudover kan du komme ud for at reagere på fødevarer, som ikke står på listen.

Fødevarer, som kan give allergiske reaktioner ved birkepollenallergi:

  • Abrikos
  • Blomme
  • Fersken
  • Kirsebær
  • Kiwi
  • Nektarin
  • Pære
  • Æble
  • Gulerod
  • Kartoffel
  • Tomat
  • Peberfrugt
  • Selleri
  • Jordnød/peanut
  • Hasselnød
  • Mandel
  • Paranød
  • Valnød

Læs mere om allergi over for birkepollen.

Fødevarer, som kan give allergiske reaktioner ved græspollenallergi:

  • Appelsin
  • Melon
  • Tomat
  • Ært
  • Jordnød/peanut

Læs mere om allergi over for græspollen.

Fødevarer, som kan give allergiske reaktioner ved bynkepollenallergi:

  • Melon
  • Solsikkekerner
  • Peberfrugt
  • Gulerod
  • Pastinak
  • Persillerod
  • Selleri
  • Kamille
  • Persille

Læs mere om allergi over for bynkepollen.

Krydderier og krydderurter:

Krydderier og krydderurter kan give symptomer, hvis man er allergisk over for selleri og samtidig er allergisk over for bynkepollen eller birkepollen. Reaktioner over for krydderier og krydderurter forekommer sjældent.

  • Anis
  • Karry
  • Merian
  • Basilikum
  • Koriander
  • Oregano
  • Dild
  • Kommen
  • Paprika
  • Estragon
  • Løvstikke
  • Sort peber
  • Fennikel
  • Malurt
  • Timian

Eksotiske frugter og grøntsager:

Nogle mennesker med pollenallergi får uventede symptomer, når de spiser rå eksotiske frugter og grøntsager fx på rejser. Hvis du normalt har kraftige reaktioner på mad, er det en god idé at nøjes med små bidder af frugter og grøntsager, indtil du ved, om du kan tåle dem.

Latexallergi og mad

Hvis du har latexallergi og oplever symptomer når du spiser visse fødevarer, så kan det skyldes, at de planteproteiner der findes i latex, krydsreagerer med fødevarerne.

30-80 procent af alle med latexallergi får symptomer, når de spiser en eller flere af nedenstående fødevarer:

  • Banan, avocado og kiwi (Giver hyppigt symptomer)
  • Papaya, figen, kartoffel, tomat og kastanje (Kan også give symptomer)

Læs mere om latexallergi

Mærkning

Det er som regel nemt at undgå de rå frugter og grøntsager, som giver symptomer. Men der kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at læse varedeklarationen – især hvis du reagerer på nødder eller selleri.

På færdigpakkede fødevarer skal det i langt de fleste tilfælde fremgå, hvilke ingredienser der indgår i varen. Det skal altid være tydeligt, hvis ingrediensen kommer fra en af de 14 hyppigst allergifremkaldende ingredienser.

Læs mere om varedeklarationer.

Selleri
Selleri er omfattet af reglerne om allergimærkning af fødevarer. Det er fx ikke nok at skrive ”krydderier”, hvis der indgår selleri i en krydderiblanding.

Olie af selleriblade eller sellerifrø og oleoresin af sellerifrø, der anvendes som aromastoffer, behøver dog kun at blive deklareret som ”aroma”. Selleriolie udgør sandsynligvis ikke en risiko ved selleriallergi. Om oleoresin kan være et problem, ved man ikke. Selleriolie og oleoresin bruges dog i meget små mængder, da de smager meget kraftigt.

Nødder og jordnødder
Nødder og jordnødder er omfattet af reglerne om allergimærkning af fødevarer.

Krydderier og krydderurter
Krydderier og krydderurter i færdigpakkede fødevarer skal deklareres med deres navn, hvis de udgør mere end 2 procent af varens vægt. Ellers kan man nøjes med at deklarere dem under samlebetegnelser, fx ”krydderier” eller ”krydderurter”.

Du skal være opmærksom på, at et krydderi som karry, som er et blandingskrydderi, kan indeholde nogle af de krydderier, der i sjældne tilfælde krydsreagerer med pollen.

Honning, kamillete og helsekost

Har du pollenallergi, skal du være opmærksom på, at du i sjældne tilfælde kan få symptomer af at spise eller drikke noget, der indeholder pollen. Honning, kamillete og nogle helsekostprodukter og naturlægemidler som fx propolis kan indeholde pollen.

Gode råd om pollenallergi og mad

6 om dagen

Fødevaredirektoratet, Sundhedsstyrelsen og en række andre organisationer anbefaler, at alle voksne spiser ”6 om dagen”, det vil sige 600 gram frugt og grønt. Du behøver ikke at spise seks forskellige slags hver dag, men du bør spise varieret i løbet af ugen og i forhold til årstiderne.

De fleste med pollenallergi tåler så mange frugter og grøntsager, at det er muligt at spise mere frugt og grønt i hverdagen.

Fx tåler personer med allergi over for birkepollen de fleste grøntsager, og de reagerer sjældent allergisk over for banan, citrusfrugter, ananas, melon eller vindruer. De fleste tåler også ribs, solbær, jordbær og hindbær.

Råt og kogt

De fleste med pollenallergi kan bedre tåle fødevarerne, når de er blevet kogt, bagt eller stegt. Får du symptomer af rå selleri og nødder, kan du dog opleve også at have problemer med de to fødevarer, når de er varmebehandlede. Du må prøve dig frem, medmindre du har oplevet meget kraftige reaktioner. Da bør du tale med lægen.

Med eller uden skræl

Nogle med birkepollenallergi kan opleve, at de får symptomer fra næse og øjne, når de rører ved kartofler og gulerødder. Hvis du får nyseture og kløe i næsen, når du skraber kartofler, er det en god idé at koge kartoflerne og derefter pille dem. Måske kan du bedre tåle gamle kartofler end nye.

Erfaringen viser, at visse æblesorter tåles bedre end andre. Nogle tåler også revne æbler bedre end hele æbler. Hvis du skræller frugterne, kan du muligvis bedre tåle dem.

Medlemskab for dig med allergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med allergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu