Fisk

Allergi over for fisk og histaminforgiftning er to måder, hvorpå du kan opleve at få symptomer, når du spiser fisk.

Publiceret 30/08 2021

Ca. 4 min. læsning

Del artikel

Allergi over for fisk

Allergi over for fisk skyldes oftest, at man reagerer på et protein i fiskekødet. Dette protein findes hos mange fisk, og de fleste mennesker med fiskeallergi har derfor allergi over for næsten alle slags fisk. Har du allergi over for tunfisk, er det dog muligt, at du kun reagerer på denne ene fiskeart.

Allergenerne i fisk er meget varmestabile. Det betyder, at du ikke kan koge eller stege allergenerne væk. Desuden får meget følsomme personer allergiske reaktioner, hvis de indånder dampen fra fiskekogning.

Fiskeallergi varer ofte hele livet.

Allergi over for fisk er også et problem i fiskeindustrien, hvor den er årsag til kontakteksem og astmasymptomer.

Fisk er omfattet af reglerne om allergimærkning af fødevarer.

Histamin

Histamin tilhører gruppen af biogene aminer, som kan findes naturligt i blandt andet fisk. Hvis fisken har været opbevaret for varmt, kan bakterier, som findes på fisken, danne så store mængder histamin at man får symptomer som ved allergi.

Symptomerne kan være en brændende fornemmelse på tungen og læberne og i svælget samt rødmen i ansigtet, på halsen og brystet. Hvis man oplever det, skal man spytte maden ud og lade være med at spise resten.

Andre symptomer er hovedpine, kvalme, opkastning, mavesmerter, opsvulmede læber og nældefeber. I visse tilfælde ses også kløe og svimmelhed på grund af blodtryksfald, og ved svære forgiftninger kan der forekomme shock, smerter i lungerne og åndedrætsforstyrrelser.

I Danmark er der kun få tilfælde af histaminforgiftning om året.

Du kan læse mere om biogene aminer og histaminforgiftning hos Fødevarestyrelsen. 

Valg af mad ved allergi over for fisk

Her får du nogle gode råd om, hvilke fødevarer du skal passe på, hvis du ikke kan tåle fisk. Det er dog altid vigtigt at læse varedeklarationen på fødevaren.

Når fisk sælges i butikker, skal fiskeartens handelsnavn fremgå. Det gælder dog ikke for forarbejdet fisk.

  • Pålæg
    Nogle pålægstyper indeholder fisk, fx sardelpølse og leverpostej med ansjoser. Krabbesalat kan indeholde surimi og dermed fisk. Surimi er fiskekød fra torsk, som anvendes i fiskeprodukter med krabbesmag, fx crabsticks.
  • Middagsretter
    Det varierer, hvilken type fisk der anvendes i fiskeboller.
  • Sovs og dressing
    Oyster sauce eller fish sauce fremstilles blandt andet af fisk og skaldyr, og bruges som krydderi i mange asiatiske retter.