Parfume

Parfume er en af de hyppigste årsager til allergisk kontakteksem. Man regner med, at mindst 5 procent af befolkningen har parfumeallergi.

Publiceret 06/09 2021

Ca. 3 min. læsning

Del artikel

Parfumeallergi viser sig som eksem dér, hvor huden har været i kontakt med parfumen. For eksempel kan eksem opstå i armhulerne, hvis du bruger en parfumeret deodorant. Senere kan huden reagere med eksem dér, hvor den udsættes for det pågældende parfumestof.

Parfumestoffer kan findes i en lang række produkter, fx håndsprit, rengøringsmidler, hudpleje, kosmetik, vaskemidler og legetøj.

Gener på grund af lugten af parfume kan være meget generende, men betegnes ikke som parfumeallergi. Generne skyldes oftest følsomme slimhinder og luftveje. Mange som lider af astma eller høfeber i forvejen, kan føle sig generet af parfumelugte, netop fordi de har mere følsomme slimhinder og luftveje.
Nogle personer oplever, at de i meget høj grad reagerer på dufte og andre kemiske stoffer. Det kaldes duft og kemikalieoverfølsomhed eller Multiple Chemical Sensitivity (MCS).

Allergi

Diagnosen ’parfumeallergi’ stilles ved en lappetest, hvori der indgår en blanding af parfumestoffer. Testen foretages af en hudlæge. Du kan blive henvist til hudlæge af din læge, hvis du mistænker allergi.

Det er oftest kvinder, der rammes af parfumeallergi. Men det har været stigende hos både mænd og børn og unge de seneste år.

I første omgang skal du undlade at bruge det produkt, du har reageret på. Hvis det viser sig, at dit eksem skyldes parfumeallergi, så undgå fremover kontakt med parfumerede produkter.

Pas især på parfumerede produkter, der bliver på huden, fx deodorant og cremer. Hvis du ønsker at dufte af parfume, kan du evt. spraye lidt på tøjet eller i håret. 

Naturlige duftstoffer kan også give allergi 

Nogle duftstoffer er naturlige, mens andre er fremstillet syntetisk. Flere producenter reklamerer med, at alt i deres produkt er helt naturligt. Derfor kan man fejlagtigt tro, at produktet er sikkert at bruge – også når man har allergi over for parfume. Men desværre er der masser af naturlige duftstoffer, som kan give allergi. Nogle af de mest allergifremkaldende duftstoffer, kommer fra naturen.

Derfor er det vigtigt, at du så vidt muligt finder ud af, hvad det er, du ikke kan tåle og undgår disse stoffer i de produkter du køber.

Skru ned for duften - og forebyg allergi

Heldigvis kan man nemt ændre på, hvor meget man udsættes for parfume, uden at man behøver omlægge hele sin livsstil. Og skruer du ned for duften, kan du selv være med til at forebygge parfumeallergi.

Læs mere her

Det siger loven

Kosmetiske produkter og vask og rengøringsprodukter

Ifølge kosmetikforordningen skal det fremgå af emballagen, hvis produktet er tilsat ingredienser, for at få produktet til at dufte. Dette skal være angivet med ordet:

  • Parfume
  • Aroma
  • Fragrance

Hvis produktet indeholder ét eller flere af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer i en vis mængde, skal de fremgå ved deres navn.

Læs også: Makeup og kontakteksem

Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning

Du kan vælge at købe produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning Den Blå Krans eller AsthmaAllergy Nordic. Indholdet er nøje gennemgået af vores faglige medarbejdere og der tillades ikke parfume i produkterne.

Læs mere om Allergimærkningen

Parfumerede ingredienser kan også tilsættes kosmetiske produkter med en anden funktion end det at give produktet duft og så skal det ikke deklareres som parfume.

Hvis du derfor vil være sikker på at købe et produkt uden parfume, skal du gå efter produkter, hvor der står ”parfumefri”, ”uden parfume” eller lignende. Alternativt kan du gå efter produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning, Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic. De er altid uden parfume.

Tag et oplyst valg. Lær at gennemskue indholdsdeklarationen

Legetøj

Ifølge Legetøjsbekendtgørelsen er der regler for parfume i legetøj.

Læs mere i Legetøjsbekendtgørelsen her

Medlemskab for dig med kontakteksem

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med kontakteksem har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu