Viden om Astma Hverdagen med astma

Irritanter og astma

Når du har astma, har du følsomme luftveje. Du kan derfor reagere på stoffer, som irriterer luftvejene, eksempelvis tobaksrøg, kulde og lugte. Disse stoffer kaldes irritanter.

De fleste kan forebygge astmasymptomer og anfald ved at undgå de irritanter, der generer dem. Mange med astma og allergi oplever, at deres symptomer bliver værre i bestemte situationer, hvor de udsættes for allergener og irritanter.

Det er meget individuelt, hvad der kan forårsage symptomer.

Irritanterne findes mange steder omkring dig, og du skal derfor selv mærke efter, hvad der generer dig, så du kan forsøge at undgå det.

Irritanter kan være:

Hvis du ofte bliver generet af irritanter, skal du snakke med din læge om det. Måske skal der justeres på din behandling.

Parfume, dufte og andre kemiske stoffer

Hvis du har allergi over for parfume, får du udslæt af at være i kontakt med stofferne.

Læs mere om allergi over for parfume.

Men du kan også blive generet af parfume eller andre kraftige lugte fra eksempelvis blomster, stegeos og afgasninger fra nye møbler, hvis du har astma, allergi eller følsomme luftveje. Her kan du opleve, at dine øjne, næse og luftveje bliver irriterede.

Forsøg så vidt muligt at undgå produkter med parfume. Når du for eksempel vælger rengøringsmidler og hudplejeprodukter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic, kan du være sikker på, at produktet blandt andet ikke indeholder parfume.

Find produkter uden parfume med Kemilex.

Meget følsomme luftveje og slimhinder

Nogle personer oplever, at de i meget høj grad reagerer på dufte og andre kemiske stoffer. Luftveje og slimhinder i øjne, næse og svælg bliver genereret, og derudover beskrives symptomer såsom hovedpine, svimmelhed, udmattelse og koncentrationsbesvær. Symptomerne er ofte ledsaget af gener fra mave-tarm-kanalen eller muskel-skelet-symptomer.

Efter udredning og udelukkelse af andre sygdomme hos lægen får nogle diagnosen MCS, som er en forkortelse for Multiple Chemical Sensitivity eller, på dansk, duft- og kemikalieoverfølsomhed.

Årsagerne til MCS er endnu ukendte, og forløbet varierer meget fra person til person. Der findes ikke målemetoder såsom blodprøver og scanning til diagnosticering af MCS.

De fleste med MCS oplever, at symptomerne mindskes, når de ikke eksponeres for dufte og kemiske stoffer. Men desværre påvirker symptomerne i høj grad både deres arbejdsliv og det sociale liv.

Læs mere i denne artikel fra Ugeskrift for Læger (2014).

Læs mere om MCS hos MCS Foreningen.

Levende lys

Levende lys kan være hyggelige, men ikke for personer med astma, følsomme luftveje og slimhinder.

Stearin, voks, olie og paraffin danner os, når det brænder, og osen kan genere mennesker med følsomme luftveje og slimhinder.

Begræns os fra levende lys

Du kan begrænse osen fra levende lys med en række forholdsregler:

  • Brug allerhelst elektriske lys.
  • Skær ned på antallet af levende lys.
  • Brug eventuelt fyrfadslys, da de oser mindre end almindelige lys. Dyre fyrfadslys oser ikke mindre end de billige.
  • Undgå lys med duftstoffer og lys af gelé.
  • Sluk lyset med en lyseslukker, der kniber sammen om vægen.
  • Luft ud, når du har slukket lysene.
  • Sørg for, at vægen er kort. Lange væger får lyset til at ose mere.
  • Stil ikke lysene i træk.

Lyt til vores podcast om indeklima:

Kold luft

Personer med astma kan opleve at få astmasymptomer af den kolde luft i vintermånederne. Derfor er det vigtigt, at din astma er velbehandlet året rundt.

Hvis du mærker, at kulden trigger din astma, er det måske tid til et lægetjek? Hvis du jævnligt får symptomer i koldt vejr, skal du tale med lægen om, hvorvidt du vil have gavn af at få justeret din forebyggende astmabehandling.

Sker det kun en gang imellem, kan det for nogle være gavnligt at tage anfaldsmedicin 10-15 minutter, inden turen går udenfor.

Måske kan det være en løsning for dig at trække halstørklædet op over munden, hvis kulden giver dig vejrtrækningssymptomer. Det opvarmer luften en smule, så den ikke irriterer luftvejene i samme grad. Du kan også vælge at benytte en særlig varmemaske.

Husk altid din anfaldsmedicin, ude som inde.

Lyt altid til de signaler, din krop sender dig, og være klar over, hvordan du skal reagere på eventuelle symptomer.

Gulvtæpper

Som hovedregel anbefaler Astma-Allergi Danmark, at du vælger et glat gulv og dermed undgår at bruge tæpper indendørs, da de samler store mængder af støv og eventuelle allergener og kan forværre symptomer for personer med astma, allergi eller følsomme luftveje og slimhinder i øjne og næse.

Støvet i gulvtæpper hvirvles nemt op i luften, når du gør rent eller går på tæppet.

Glatte gulve i din bolig samler ikke støv på samme måde, støvet er nemt at spotte, og det er langt nemmere at gøre ordentligt rent.

Medlemskab for dig med astma

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med astma har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu