Gluten

Har du cøliaki (glutenintolerance), skal du undgå gluten og derfor holde en diæt uden hvede, rug og byg.

Publiceret 20/04 2022

Ca. 7 min. læsning

Del artikel

Cøliaki er en fødevareoverfølsomhed, som udløses på en anden måde end ved immunforsvarets antistof, IgE, og bliver derfor normalt ikke opfattet som en allergisk sygdom. Har du cøliaki og derfor ikke tåler gluten, skal du holde en diæt uden hvede, rug og byg.

Ved mistanke om cøliaki er det vigtigt, at du kontakter lægen og bliver undersøgt, før du ændrer din kost.

Årsagen til cøliaki ligger i tyndtarmen. Når du har cøliaki og spiser mad med gluten, skader du tyndtarmens frynsede slimhinde. Tarmens overflade til optagelse af næringsstoffer nedsættes, og du fordøjer maden dårligere, så vitaminer og andre næringsstoffer ikke bliver optaget, som de skal.

Cøliaki er en kronisk og dermed livslang sygdom. Men hvis du overholder diæten og ikke spiser gluten, heler tyndtarmens overflade, og din evne til at optage næringsstoffer bliver efter nogen tid atter normal. Når du har cøliaki, er det derfor vigtigt, at du spiser glutenfrit resten af livet.

Alle kan få cøliaki, og man kan få cøliaki i alle aldre. Men årsagen til, at nogle udvikler cøliaki, er endnu ukendt. Dog er cøliaki delvis arvelig, og man ved, at sygdommen pludselig kan bryde ud, hvis modstandskraften er påvirket, eksempelvis ved en infektion.

Symptomer

Ofte kommer symptomerne allerede i barndommen, men en del mennesker får først symptomer omkring 30-40-årsalderen.

Symptomerne på cøliaki er mangeartede, og de kan være svage hos nogle og kraftige hos andre.

Typiske symptomer er:

  • Rigelig tarmluft
  • Diarré
  • Mavesmerter
  • Oppustethed
  • Vægttab
  • Træthed
  • Dårlig trivsel
  • Der kan også være symptomer som forstoppelse og overvægt.
  • Hos børn kan manglende vægtøgning og vækst også være symptomer.
  • Men du kan også have symptomer uden for mave-tarm-kanalen: træthed, blodmangel (anæmi), knogleskørhed eller muskel- og ledsmerter.

Hos personer med lette symptomer kan der gå år, fra de første symptomer viser sig, til det kan fastslås, at personen har cøliaki.

Behandling og opfølgning

Cøliaki behandles livslangt med en diæt uden gluten. Under diætbehandlingen bliver tarmslimhinden normal og i stand til at optage de nødvendige næringsstoffer fra maden.

Der er meget stor forskel på, hvilken mængde af gluten der udløser symptomer hos den enkelte, der er på glutenfri diæt, og som ved et uheld indtager gluten. Nogle kan få diarré i flere dage, hvis der ved en fejltagelse var kommet lidt hvedemel i sovsen, mens andre skal spise gluten i flere dage, før symptomerne viser sig. Desværre kan man ikke bruge symptomer som rettesnor for, om man overholder sin glutenfri diæt, fordi der kommer ændringer i tarmslimhinden, før der kommer symptomer

Du skal derfor altid overholde din glutenfri diæt, også selvom små mængder gluten ikke giver dig symptomer.

Overholder du din glutenfri diæt og undgår uheld, er der meget lille sandsynlighed for, at du får symptomer eller skader på tarmen.

Personer med cøliaki, som spiser gluten, har øget risiko for knogleskørhed, mangel på vitaminer og mineraler samt kræft i mave-tarm-kanalen. Holder man diæten, har man ikke større risiko end andre for at få disse sygdomme.

At undgå gluten i kosten betyder, at du skal holde en diæt uden hvede, rug og byg. Almindelige danske havreprodukter indeholder små mængder af andre kornsorter. Denne sammenblanding sker både på marken og på møllen. Derfor skal du også undgå almindelig havre, men du må til gengæld gerne spise specialfremstillet havre og produkter fremstillet af specialfremstillet havre.

Vær opmærksom på, at mange almindelige produkter med havre ikke er fremstillet af glutenfri havre, og derfor kan være forurenet med gluten.

Cøliaki bliver af og til forvekslet med allergi over for korn.

Læs mere

Kontakt Dansk Cøliaki Forening for mere information.

Læs også om deres "Få en mentor"-ordning.

Mærkning

Glutenholdige fødevarer er omfattet af reglerne om allergimærkning af fødevarer.

Glutenholdige fødevarer kan være brugt som ingrediens i andre produkter. Derfor er det afgørende, at du læser varedeklarationer, hvis du skal undgå gluten. Du er nødt til at læse varedeklarationen hver gang, da producenterne kan ændre i sammensætningen af varen fra gang til gang.

Valg af mad ved cøliaki

Du kan købe glutenfri varer i supermarkeder, helsekostforretninger, enkelte bagerforretninger og på internettet.

Fødevarer uden gluten kan enten være naturligt fri for gluten eller gjort glutenfri, det vil sige behandlet, så gluten er fjernet.

Naturligt fri for gluten

Nogle fødevarer er fra naturens side fri for gluten. Disse fødevarer kaldes naturligt fri for gluten.

Fødevarer naturligt fri for gluten, hvoraf der kan laves mel:

  • Amarant
  • Boghvede
  • Durra (sorghum)
  • Havre (glutenfri)
  • Hirse
  • Kartoffel
  • Kikærter
  • Linser
  • Majs
  • Quinoa
  • Ris
  • Sago
  • Soja
  • Tapioka
  • Teff

Derudover er følgende fri for gluten:

  • Birkes
  • Chiafrø
  • Græskarkerner
  • Hørfrø
  • Kassava
  • Kokosmel
  • Loppefrøskaller (Husk, FiberHusk)
  • Maniok
  • Sesamfrø
  • Solsikkekerner
  • Ærtefibre
  • Mandler og nødder

Glutenfri eller glutenreducerede specialvarer

I handelen findes desuden en række glutenfri specialvarer. Disse varer er udviklet specielt til personer, der ikke kan tåle gluten.

Glutenfri varer kan være produceret ud fra råvarer, der indeholder gluten. De kan derfor indeholde spor af gluten, men i så små mængder, at langt de fleste med cøliaki tåler dem.

Der findes fx glutenfri bageblandinger, brød, kiks, knækbrød og pasta. Disse produkter er enten naturligt fri for gluten eller lavet af glutenfri hvedestivelse, det vil sige hvedemel renset for protein.

For at kunne kaldes ”glutenfri” skal disse produkter indeholde mindre end 20 mg gluten/kg.

Specialfremstillede varer baseret på ingredienser fremstillet af hvede, rug, byg eller havre, hvor glutenindhold er reduceret i mindre grad, kan betegnes ”meget lavt indhold af gluten”, hvis indholdet af gluten er under 100 mg gluten/kg.

Langt de fleste mennesker med cøliaki kan spise disse produkter.

Fødevarer uden gluten

Fødevarerne på denne liste indeholder sjældent gluten, men du bør altid læse varedeklarationen.

Kødprodukter:
Kød (fersk, frossent, røget og saltet), fisk, fjerkræ, indmad og æg

Kartofler og grøntsager:
Friske og konserverede

Frugt og nødder:
Frisk, tørret, frosset eller konserveret. Kokos, nødder og mandler

Mælkeprodukter:
Margarine, minarine, mælk, ost, smør og syrnede mælkeprodukter (uden mysli)

Drikkevarer:
Cider (kan være tilsat bygmalt og er så ikke glutenfri), juice, saft, sodavand, spiritus og vin

Andre produkter

De fleste med cøliaki kan spise produkter, hvor der kan være spor af gluten.

Produkterne på listen herunder er vurderet ud fra denne betragtning. Ønsker du yderligere oplysninger om et produkts mængde af gluten, kan du kontakte producenterne.

Cornflakes

Fremstillet af majs, der ikke indeholder gluten. Cornflakes er ofte behandlet med maltekstrakt, som indeholder gluten.

Dextrose

Sukkerstof fremstillet af stivelse, eventuelt på basis af hvede eller byg. Kan indeholde spor af gluten.

E-numre

Følgende tilsætningsstoffer kan være fremstillet af stivelse fra glutenholdige kornsorter, typisk hvedestivelse. På varedeklarationen skal det fremgå, hvis stivelsen kommer fra en glutenholdig kornsort. Undgå disse tilsætningsstoffer hvis de er fremstillet af hvedestivelse.

Hvis disse E-numre er fremstillet af hvedestivelse, indeholder de gluten. De ser da således ud i ingredienslisten:

  • E 1404: Oxideret hvedestivelse
  • E 1410: Mono-hvedestivelse-phosphat
  • E 1412: Di-hvedestivelse-phosphat
  • E 1413: Phosphateret di-hvedestivelse-phosphat
  • E 1414: Acetyleret di-hvedestivelse-phosphat
  • E 1420: Acetyleret hvedestivelse
  • E 1422: Acetyleret di-hvedestivelse-adipat
  • E 1440: Hydroxy-propyl-hvedestivelse
  • E 1442: Hydroxy-propyl-di-hvedestivelse-phosphat
  • E 1450: Hvedestivelse-natrium-octenyl-succinat
  • E 1451: Accetyleret oxideret hvedestivelse

Hvis disse E-numre ikke er fremstillet af hvedestivelse, indeholder de ikke gluten. De ser da således ud i ingredienslisten:

  • E 1404: Oxideret stivelse
  • E 1410: Mono-stivelse-phosphat
  • E 1412: Di-stivelse-phosphat
  • E 1413: Phosphateret di-stivelse-phosphat
  • E 1414: Acetyleret di-stivelse-phosphat
  • E 1420: Acetyleret stivelse
  • E 1422: Acetyleret di-stivelse-adipat
  • E 1440: Hydroxy-propyl-stivelse
  • E 1442: Hydroxy-propyl-di-stivelse-phosphat
  • E 1450: Stivelse-natrium-octenyl-succinat
  • E 1451: Accetyleret oxideret stivelse.

Hvor findes gluten?

Hvede

  • Bulgur
  • Couscous
  • Durumhvede
  • Emmer
  • Enkorn
  • Fuldkornshvedemel
  • Grahamsmel
  • Hvedekerner
  • Hvedekim
  • Hvedeklid
  • Hvedemel
  • Hvedeprotein
  • Hvedestivelse (kan være glutenfri)
  • Kamut
  • Mannagryn
  • Semulje
  • Sigtemel
  • Spelt
  • Triticale
  • Urhvede

Rug

  • Ruggryn
  • Rugkerner
  • Rugmel

Byg

  • Byggryn
  • Bygmalt
  • Bygmaltekstrakt
  • Perlebyg

Havre

  • Havregryn
  • Havremel
  • Havremiks
  • Mysli
  • Havreklid
  • Havrefibre
  • Havrekager

Almindelige danske havreprodukter indeholder små mængder af andre kornsorter. Denne sammenblanding sker både på marken og på møllen. Derfor skal du også undgå almindelig havre, men du må til gengæld gerne spise specialfremstillet havre og produkter fremstillet af specialfremstillet havre.

Fødevarer med gluten

Nedenfor har vi samlet en række fødevarer, som altid eller ofte indeholder gluten.

Det er derfor en god forholdsregel altid at læse varedeklarationen.

Kornprodukter

  • Bageblandinger
  • Brød
  • Kager
  • Kiks
  • Madlavningsfløde
  • Morgenmadsprodukter
  • Panering (rasp)
  • Pasta
  • Vafler

Kødprodukter

  • Bouillon
  • Farsvarer
  • Færdige middagsretter
  • Paté
  • Pølse
  • Pålægsvarer
  • Sovs og stuvning

Tilbehør

  • Ketchup
  • Mayonnaise
  • Sennep
  • Remoulade
  • Karry og andre krydderiblandinger

Slik

  • Fyldt chokolade
  • Karameller
  • Lakrids
  • Lakridskonfekt
  • Vingummi

Diverse

  • Chips
  • Frosne kartoffelprodukter
  • Madlavningsfløde
  • Revet ost
  • Ristede løg
  • Sojasauce

Drikkevarer

  • Milkshake og øl. Der findes dog glutenfri øl.

Medlemskab for dig med allergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med allergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu