Aktiviteter Kurser

Familiekursus 2024

Kunne I bruge et par gode råd til at håndtere hverdagen med astma, høfeber eller eksem? Så tilmeld jer Astma-Allergi Danmarks Familiekursus i Lalandia Billund d. 08-10. november 2024 og få hygge, spændende oplæg og rig mulighed for at udveksle erfaringer med andre familier.

Familiekursus

Det er ikke længere muligt at ansøge familiekurset

Astma-Allergi Danmarks populære Familiekursus for medlemmer er rettet mod børn mellem 0-18 år, der har astma, høfeber og/eller børneeksem, samt deres forældre og raske søskende (i alderen 0-18).

På Familiekurset kan I både få undervisning om børneeksem og astma, og samtidig kan I være sammen med andre, der lever med overfølsomhedssygdomme tæt inde på livet. Målet med weekenden er, at I tager hjem med ny viden, nye bekendtskaber og gode råd, der giver jer et boost i hverdagen.

Program

Fredag d. 8. november

Familiekurset starter med en fælles velkomst fredag aften, hvor familierne med en sjov og uformel aktivitet kan møde hinanden. StompShop står for aktiviteten, og der er rig mulighed for at hilse på hinanden – og måske etablere legeaftaler?

Måske der også opstår også en legeaftale eller to?

Lørdag d. 9. november

Lørdag formiddag underviser Astma-Allergi Danmarks rådgivere i hverdagen med astma og børneeksem. Her kan I blive klogere på:

  • Hvad er børneeksem og astma?
  • Hvordan behandler man børneeksem og astma?
  • Hvordan får man den bedste hverdag med overfølsomhedssygdomme?

Derudover taler vi sammen om de oplevelser, vi har med sygdommene og udveksler erfaringer.

Marie Laursen

Lørdag eftermiddag holder Marie Laursen foredraget ’Sæt turbo på din livsglæde’.

”RulleMarie”, som hun også kalder sig, kender du måske fra TV2-programmet ”Pigen med knogler af glas” eller fra hendes prisvindende virke som foredragsholder.

Marie Laursen sidder i elstol og lever med en svær form for medfødt knogleskørhed. Det har betydet, at hun gennem sit liv har haft ca. 500 brækkede knogler og i 2013 var tæt på at miste livet. Men det har ikke stoppet hende fra at sprede budskabet om, hvordan vi får mest muligt livsglæde i det liv, vi har nu og her.

Læs mere om Marie her

Lørdag eftermiddag vil der desuden være rig mulighed for at mødes og udveksle erfaringer ved vores ”drop-in cafe”. Samtidig er der også indlagt god tid og plads til sjov, hygge og leg.

Søndag d. 10. november

Der skal tjekkes ud af feriehusene senest klokken 10.00. Der er fri adgang til Aquadome og Monky Tonky Land hele dagen i centerets åbningstid. Der ikke er planlagt fælles afslutning på Familiekurset.


Vigtig information

Det er ikke længere muligt at ansøge.

Feriehytterne er bestilt "dyrefri", og dyr er ikke velkomne på kurset. Udgifter til transport og forplejning afholdes af den deltagende husstand.

Deltagergebyret på 1.475 pr. familie skal betales umiddelbart efter, I modtager bekræftelse på deltagelse. Hvis det ikke sker, går pladsen videre til en anden familie på ventelisten. Betalingsinformation fremgår af bekræftelsen.

Har du spørgsmål til familiekurset så kontakt os på kursus@astma-allergi.dk eller tlf. 43 43 59 11.

Familiekurset er muliggjort af Socialstyrelsen (Handicappuljen).

OBS! Du skal være medlem af Astma-Allergi Danmark for at kunne deltage. 
Der er reserveret et fast antal feriehytter, og Astma-Allergi Danmark kan derfor ikke garantere alle interesserede en plads på kurset. Husene vil blive fordelt efter tilmeldingsfristen mellem de indsendte tilmeldinger, hvorefter der gives svar til alle ansøgere. Familierne indkvarteres i egne feriehytter, og antallet af personer skal overholdes.

Bemærk, at Astma-Allergi Danmark IKKE har indgået aftale med Lalandia om at servere allergi-relateret mad i deres restauranter. Derimod er der mulighed for selv at lave mad i egen feriehytte.

Melder du dig ind i Astma-Allergi Danmark for at ansøge om deltagelse på Familiekurset, garanterer dette ikke en plads, ligesom medlemskontingentet ikke refunderes ved afslag på kurset.

For at deltage på familiekurset skal du være medlem af foreningen.

Meld dig ind i dag, og deltag på alle vores kurser. Du får også adgang til alle øvrige medlemsfordele. Det koster kun kr. 300,- om året.

Er du allerede medlem?
Log ind her

Bliv medlem og deltag i kurser

Som medlem af Astma-Allergi Danmark kan du deltage i vores mange kurser.