Nyheder

I har ønsket, at vi kigger på tekstil, og vi har lyttet

Vi spurgte vores medlemmer i en medlemsundersøgelse, om der var nogle produkttyper, som I ville ønske der var allergimærket af Astma-Allergi Danmark. Der var rigtig mange af jer, der svarede at tekstiler var noget af det, som I gerne ville have, at vi kiggede på. Og når I taler, så lytter vi. Derfor er vi nu begyndt at undersøge, om vi kan mærke tekstil.

Publiceret 12/10 2023

Ca. 3 min. læsning

Del artikel

Trådruller
Foto: Canva

Af Katrina Gillies Rasmussen

I svarede meget klart i medlemsundersøgelsen, at I godt kunne tænke jer, at Astma-Allergi Danmark mærker tekstil. Det har foreningen naturligvis taget til sig. Nu er vi begyndt at undersøge, om det rent faktisk kan lade sig gøre.

– Vi ser, at vores medlemmer har et særligt behov for at få hjælp, når det kommer til tekstil. Når de giver udtryk for, at de ønsker, at vi mærker tekstiler, så tolker vi det sådan, at de har svært ved at gennemskue, om det tøj og andet tekstil, de køber, er noget, de kan tåle. Og at de gerne vil have, at allergimærket hjælper dem i hverdagen, fortæller Rikke Bille, der er chef for Astma-Allergi Danmarks allergimærkning, Asthma Allergy Nordic og Den Blå Krans.

Rikke BilleVi ved, at der er udfordringer, når det kommer til tekstil

Det arbejde, som vi i Astma-Allergi Danmark nu er gået i gang med, er at undersøge, om det problem, der rent faktisk er med allergifremkaldende stoffer i tekstil, vil kunne håndteres i vores mærkningsordning. Vil man kunne stille nogle krav til produkterne, så medlemmerne får et valg, der er bedre i forhold til allergi?

– Vi ved, at der er nogle udfordringer, når det kommer til tekstil. Vi ved, at der er nogle farver, der kan give allergiproblemer. Det kan sagtens være, at man ikke får allergi af at gå med tøjet, men hvis man har fået allergien et andet sted, så kan der opstå problemer, når man går med tøjet, fortæller Rikke Bille og fortsætter:

– Men der bliver også brugt en hel masse andre kemiske stoffer i tekstil. Konserveringsmidler, som vi har udfordringer med alle steder, bliver også brugt. Det kan både bruges i de forskellige kemikalier, der bruges i processen, men de anvendes også til for eksempel efterbehandling af tekstilerne. Vores udgangspunkt er at de produkter, der kommer tæt på huden, er dem, som er relevante at undersøge. Og det må man jo sige, at tekstil gør, forklarer Rikke Bille.

Kort fortalt er det altså især tre grunde til, at Astma-Allergi Danmark er ved at undersøge, om foreningen kan mærke tekstil:

1. Det er et ønske fra medlemmerne.

2. Tekstil kommer tæt på huden, så der er en høj grad af eksponering.

3. Vi ved, at der bliver brugt nogle kemiske stoffer i tekstil, som kan give allergi.

Foreningen vil gerne give en tryghed med mærket

Vi ved, at hvis man er allergisk over for nogle af de stoffer, der er i tøj, så kan man få nogle ret voldsomme eksemer. Astma-Allergi Danmark vil gerne give dem, der har hudallergi, en tryghed, når de for eksempel går ud og køber nye bukser.

– Lige nu er det sådan, at man ikke kan se, hvilke stoffer der er i tøjet, og det er jo et problem. Samtidig kan vi heller ikke fjerne tøjet. Vi er jo nødt til at bruge tøj. Med mærket kan vi forhåbentlig være med til at lette hverdagen for dem, der har allergi, forklarer Rikke Bille.

– Jeg håber da, at vi på sigt kan få mange brands med, for jeg vil gerne have et stort sortiment. Jeg synes, at vores fineste opgave er at sørge for, at hvis man har en hudallergi, så skal man ikke begrænses. Man skal ikke begrænses til at gå i ufarvet bomuldstøj. Man skal også have lov til at få en fin festkjole på eller gule bukser. På samme måde som man skal have lov til at have en shampoo, der giver fylde til håret, hvis det er det, man har behov for, uddyber Rikke Bille.

Vi håber at kunne lave nogle kriterier, der gavner dem, det hele drejer sig om: nemlig jer medlemmer.

Besøg allergimærkets hjemmeside her

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark