Nyheder

Efterårets vaccinationer til dig med astma

Influenza og COVID-19 er virusinfektioner, som forekommer hyppigst i vintersæsonen – for personer med kronisk lungesygdom, herunder astma, vil det være en god ide at blive vaccineret. Du kan med fordel blive vaccineret mod COVID-19, influenza og pneumokokker på samme tid.

Publiceret 22/09 2022

Ca. 2 min. læsning

Del artikel

ny hjemmeside screenshot
Foto: Shutterstock

Efteråret har meldt sin ankomst, og Sundhedsstyrelsen forventer en opblussen i smitte med både influenza og COVID-19 i den kommende vintersæson.

Fra den 1. oktober tilbyder Sundhedsstyrelsen derfor gratis vaccination mod både influenza, COVID-19 og pneumokokker. Blandt andet til personer med kronisk lungesygdom, som astma.

Se, hvor du kan blive vaccineret her

Influenza

Influenza er en virusinfektion, som er mest udbredt i vintersæsonen og som kan ramme alle. Hvis du har en kronisk lungesygdom (herunder astma), kan en influenzainfektion udvikle sig særligt alvorligt. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret mod influenza.

Det årlige tilbud er gratis og løber fra 1. oktober til 15. januar.

Læs mere om vaccination mod influenza her

COVID-19

Sundhedsstyrelsen forventer også, at der, som i de foregående år, vil ske en opblussen i epidemien med COVID-19. Alle over 50 år vil derfor blive tilbudt vaccination mod COVID-19 fra 1. oktober 2022.

Er du under 50 år, men i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 på grund af en kronisk lungesygdom, tilbydes du også vaccination mod COVID-19. Se, om du er i særlig risiko for et alvorligt forløb her.

Læs mere om vaccination mod COVID-19 her

Pnemokokker

Alle, som er fyldt 65 år inden den 15. januar 2023 og andre voksne med blandt andet kronisk lungesygdom bliver fra den 1. oktober tilbudt gratis vaccination mod pneumokokker.

Pneumokokker er en gruppe bakterier, som kan give alvorlig sygdom, for eksempel lungebetændelse. Personer med kronisk lungesygdom er i højere risiko for et alvorligt forløb, og de bliver derfor også tilbudt vaccination.

Læs mere om vaccination mod pneumokokker her

Kan du blive vaccineret mod alle tre sygdomme på en gang?

Du kan trygt blive vaccineret med flere vacciner på en gang. Hvis du bliver tilbudt vaccination mod COVID-19, influenza og/eller pneumokokker, er det muligt at blive vaccineret mod alle sygdomme på en gang.

Hvis du bliver vaccineret mod COVID-19 og influenza på samme tid, kan du forvente at der vil være de samme slags og grad af bivirkninger, som ved en enkelt vaccine. Der er ikke nogen øget risiko for alvorlige bivirkninger forbundet med at modtage flere vacciner samtidig, hvilket også er normal praksis i fx børnevaccinationsprogrammet. 

Tal med din læge

Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til grupperne for efterårets vaccinationsforløb, kan du kontakte lægen, som kan hjælpe med at vurdere, om vaccinationen er relevant.

Læs mere om astma og infektioner her

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark