Bynke-ambrosie

Bynke-ambrosie kommer oprindeligt fra Nordamerika. Det anslås, at planten kan forårsage over 100.000 nye allergitilfælde samt forlænge pollensæsonen i Danmark.

Publiceret 31/08 2021

Ca. 3 min. læsning

Del artikel

bynkeambrosie bynkeambrosia bynke ambrosia pollen allergi
Foto: Shutterstock

Bynke-ambrosie er en nær slægtning til bynke. Mange af de bynke-ambrosiepollen vi ser i Danmark, kommer sandsynligvis hertil med vinden fra Øst- og Centraleuropa. Afhængig af vejr- og vindforhold kommer de helt fra Ungarn, Rumænien, Serbien eller Kroatien, hvor det er sæson for bynke-ambrosie i august og september.

Bynke-ambrosie gror, ligesom bynken, langs veje og togbaner, på byggetomter og brakmarker.

Skyld i astmaanfald og flere pollenallergikere

For pollenallergikere er pollen fra bynke-ambrosie værre end pollen fra bynke. Bynke-ambrosiepollen er lige så allergent som birkepollen. En enkelt plante kan producere millioner af pollen og mange tusind frø. De mest sensitive personer vil opleve symptomer ved koncentrationer på blot fem til 10 pollen per kubikmeter luft.

Forskere mener, at pollen fra bynke-ambrosie er skyld i omkring halvdelen af de astmaanfald, som folk oplever, der hvor planten gror og spreder pollen.

I områder, hvor planten indvandrer, har man registreret, at op mod 12 procent af befolkningen udvikler allergi over for pollen fra bynke-ambrosie.

Op mod en million danskere har i dag allergi over for pollen. Med bynke‐ambrosie vil det tal givetvis stige. Det anslås, at planten kan forårsage over 100.000 nye allergitilfælde samt forlænge pollensæsonen med flere måneder.

Bynke-ambrosie i Danmark

I Danmark har vi en lille bestand af bynke-ambrosie forskellige steder i landet. Planten er på Naturstyrelsens liste over invasive arter. Bynke‐ambrosie er kommet til Danmark gennem transport af jord og i fuglefrø.

Hvis du finder planten, anbefaler vi, at du rykker den op og kommer den i en sæk til forbrænding – uanset hvor du finder den. Du skal ikke smide den på kompostbunken, da det let kan sprede frøene. Husk at bruge handsker, for saft fra planten kan give allergiske reaktioner.

Bynke‐ambrosie er en enårig plante og overlever derfor fra år til år som frø. Ved at fjerne planten kan man sikre, at den ikke frøspreder sig til nye områder næste år.


Spot den, riv den op, og indberet den

Ser du en bynke-ambrosie, er det bare med at rive den op med rode – helst før den blomstrer, så den ikke når at sprede sine pollen. På den måde er det måske muligt at holde planten fra at etablere sig i Danmark.

Er du i tvivl, om det er en bynke-ambrosie, du har fået øje på, skal du kigge på dens stængel, dens blade og dens blomst og se, om du kan svare ja til følgende spørgsmål.

Stængel: Er tværsnittet rundt? Er den håret? Er den massiv, ikke hul?

Blad: Er farven på over- og underside grøn og nogenlunde ens? Er den centrale bladstreng bleg? Er bladet stilket og fint fliget? Ender bladet i en spids?

Blomst: Er der mange små og grønne blomsterkurve samlet i aks i skudspidserne? Er der små blomsterlignende udvækster i bladhjørnerne af de øverste blade? Er der gult pollenstøv på blomsterne?

Kan du svare ja til alle spørgsmålene om stænglen og bladet og til mindst to af spørgsmålene om blomsten, er der sandsynligvis tale om en bynke-ambrosie.

Sådan rykker du planten op på forsvarlig vis:

  • Først og fremmest bør du IKKE rykke planten op, hvis du har pollenallergi
  • Det er en god idé at bruge havehandsker og dækkende tøj, da saft fra planten kan give hudirritationer
  • Oprykningen skal helst ske om eftermiddagen, hvor planten producerer mindst pollen
  • Efter oprykning skal planten smides i affaldssækken. Du skal ikke smide den på kompostbunken, da det kan være med til at sprede frøene.

Spotter du en bynke-ambrosie i din have eller et andet sted, opfordrer vi til, at du indberetter den på hjemmesiden www.arter.dk. ’Arter’ er en side til overvågning og kortlægning af Danmarks artsrigdom – deriblandt invasive arter som bynke-ambrosien.

Medlemskab for dig med allergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med allergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu