Pollenservices

Sådan måler vi pollen

Det er Astma-Allergi Danmark, der står for at måle pollen og skimmelsvampesporer i Danmark. Det er et omstændeligt arbejde, der kræver tid og tålmodighed.

Astma-Allergi Danmarks pollenteam består af en leder og fem til seks pollentællere. At finde frem til dagens pollental kræver hver dag tid og omhyggelighed, da alle pollen tælles manuelt. 

Sådan fanger vi pollen

Pollen bliver fanget i luften af en særlig fælde – nemlig en pollenfælde. Pollenfælden er placeret 15 meter over jorden og suger konstant luft til sig.

Det er nødvendigt, at pollenfælden er placeret højt, så den ikke bliver påvirket af pollen fra meget lokale kilder – for eksempel et stort birketræ umiddelbart i nærheden. Når pollenfælden står i 15 meters højde, indsamler den pollen fra en radius af cirka 30 kilometer.

Pollenfælden gemmer pollen enten på en strimmel monteret på en tromle eller direkte på en lille glasplade. Begge dele styres af et lille urværk i pollenfælden, som sikrer at tromle eller glasplade bevæger sig 2 millimeter i timen.

Glaspladen bruges til at samle pollen over et døgn, mens strimlen bruges til at samle pollen i længere perioder – op til en uge. Både strimlen og glaspladen smøres med en klæbrig silikoneopløsning, så partikler, der suges ind i pollenfælden, kan sætte sig fast.

Pollenfælden tømmes præcist på samme tid hver gang – både til de daglige og ugentlige målinger. Strimlen eller glaspladen bliver taget ud af tromlen, smurt med et farvestof og indlejret i glas.

Udover de seks mest allergirelevante pollen bliver 17 andre typer af pollen også registreret samt de to udendørs skimmelsvampesporetyper Alternaria og Cladosporium.

Alle pollen tælles manuelt

Når pollenfælden er tømt, går vores pollentællere i gang med at identificere og tælle antallet af de forskellige pollen. Det foregår på et mikroskop efter internationale standarder.

Hver enkelt glasplade eller strimmel kontrolleres, og antallet af pollen tælles manuelt.

Astma-Allergi Danmarks pollentællere uddannes i aerobiologi. Aerobiologi er en videnskabelig gren af faget biologi, som handler om, hvordan luftbårne organismer (fx pollen og skimmelsvampesporer) eller biologisk materiale (fx insektdele og partikler fra hud) bliver spredt med vinden.

Femdøgnsprognose

Blandt de første i Europa kunne Astma-Allergi Danmark i april 2020 præsentere en femdøgnsprognose for pollen.

Femdøgnsprognosen er skabt i samarbejde med it-firmaet Miracle, som har udviklet en helt ny og banebrydende teknologi baseret på machine learning, hvilket er en teknik inden for kunstig intelligens. Teknikken kombinerer historiske pollen- og vejrdata med aktuelle prognoser, der via avancerede algoritmer kan forudsige mængden af pollen fem døgn ud i fremtiden.

Vi måler pollen to steder i Danmark

På nuværende tidspunkt har Astma-Allergi Danmark opsat to pollenfælder i Danmark. Den ene står i København på taget af Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Den anden står på taget af Regionshospitalet i Viborg.

Vi vil meget gerne måle pollen flere steder i landet. Desværre er det endnu ikke lykkedes at skaffe midler til projektet. Vi arbejder for på sigt minimum at have en målestation i hver region.

Pollenportalen

Stor guide til dig, der har pollenallergi. Her finder du gode råd til behandling, samt tips og tricks til at bevare et aktivt ude- og arbejdsliv i pollensæsonen.

Besøg Pollenportalen

Medlemskab for dig med pollenallergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med pollenallergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu