Parabener
Parabener er en fælles betegnelse for en gruppe af beslægtede konserveringsmidler. De anvendes typisk i cremer, shampoo og makeup.
Parabener anvendes som konservering for at forhindre bakterie- og svampevækst, som kan medvirke til at et produkt rådner. Tidligere så man, at især personer som anvendte medicinske cremer til sårbehandling, blev allergiske overfor parabener. Men med den nuværende lovgivning, ses allergi overfor parabener meget sjældent.
Allergi over for parabener
Har du kontaktallergi over for parabener, kan din hud reagere med udslæt, rødme og kløe. Det kan fx være sæbe eller creme, der er konserveret med en eller flere parabener, som din hud ikke tåler.
Hvor findes parabener?
Parabener anvendes i mange forskellige forbrugerprodukter, fx:
- Kosmetiske- og plejeprodukter, fx shampoo, cremer, makeup
- Fødevarer
- Medicinske sæber, salver og cremer
Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning
Produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærker Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic kan indeholde parabener, da det vurderes at risikoen for at få allergi af disse er meget lav.
Læs mere om Allergimærkningen
Det siger loven
Kosmetiske produkter
I kosmetiske produkter skal parabener deklareres med deres INCI-navn. INCI-navnet slutter på paraben, mens den første del af navnet viser, hvilken paraben der er tale om. Det kan fx være methylparaben eller ethylparaben.
16 parabener er godkendt til anvendelse i kosmetik og plejeprodukter. Ti af parabenerne må anvendes i alle produkter, mens seks af parabenerne kun må anvendes i produkter, der vaskes af huden (fx håndsæbe), og de må ikke anvendes i bleområdet hos børn under 3 år.
Lær at gennemskue indholdsdeklarationen her
Medicinske produkter til hud
Nogle parabener anvendes i medicinske cremer, salver og sæber. Her kan de deklareres med deres INCI-navn eller med deres kemiske navne.
Eksempler på kemiske navne kan være:
- propyl-p-hydroxybenzoat
- methyl-p-hydroxybenzoat