Gummikemikalier
Gummikemikalierne tilsættes under produktionen af gummi for bl.a. at tilføje elasticitet og holdbarhed og findes derfor i en lang række forbrugerprodukter.
Allergi over for gummikemikalier opstår hyppigst som følge af langvarig brug af fx gummihandsker eller gummisko.
Gummikemikalierne kaldes også thiuramer, karbamater og mercapto.
Thiuramer er den gruppe gummikemikalier, der oftest er årsag til allergi. Thiuram-allergi påvises hos cirka to procent af danske eksempatienter, der testes for allergi.
Du kan også have allergi over for naturgummi (latex). Læs mere om latexallergi her.
Allergi
Symptomer på allergi over for gummikemikalier er eksem med kløe, rødme, skældannelse, knopper og blærer. Reaktionen kommer ofte først efter udsættelsen har varet nogle dage eller længere tid.
Allergi overfor gummikemikalier viser sig på det hudområde, som er i kontakt med gummi, for eksempel hænderne ved brug af gummihandsker eller fødder ved brug af gummisko.
Gummihandsker
Hvis du har brug for at anvende gummihandsker, enten i arbejdsmæssig eller privat sammenhæng, har du mulighed for at få oplysninger om allergifremkaldende stoffer hos leverandøren, såfremt handskerne er CE-mærkede (EN 455-3).
Det er også muligt at købe gummihandsker uden gummikemikalier. Disse sælges som ”acceleratorfri nitrilhandsker” eller PVC/PE handsker.
Hvor findes gummikemikalier?
Gummikemikalier er til stede i produkter udarbejdet af naturgummi (latex), samt i mindre mængde i visse syntetiske gummimaterialer, men ikke i vinyl, polyetylene eller nylon.
Gummikemikalier finder du blandt andet i:
- gummihandsker og -støvler
- fodtøj
- håndtag
- kabler
- dæk
- tætningsmateriale
- elastikker (fx mundbind)
- kondomer
- katetre
- våddragter
- bandager
- støttestrømper
Thiuram- og carbamatforbindelser bruges også som svampedræbende middel i maling, skæreolier, klæbemidler, sprøjtemidler og dyrlægemedicin.
Der kan forekomme udbredte udslæt under Antabus®-behandling, fordi antabustabletterne indeholder tetraethylthiuram disulfid som virksomt stof.
Diagnose
Man kan undersøge for allergi overfor gummikemikalier ved hjælp af en lappetest hos en hudlæge. Når hudlægen har konstateret allergien, skal du finde ud af, om det kan få betydning for dig i din hverdag.
Det er også vigtigt at afdække om dine hudreaktioner kan skyldes latexallergi. Denne allergi kan testes ved en blodprøve eller med en hudpriktest.