Nikkel
Nikkelallergi er en af de hyppigste kontaktallergier i Danmark. Nikkel er et sølvfarvet metal, som findes i mange af de produkter, vi omgiver os med i hverdagen.
Allergi over for nikkel viser sig som eksem med rødme, kløe og eventuelt blæredannelse og sår. Symptomerne viser sig der, hvor huden har været i kontakt med nikkel, men eksemet kan brede sig, hvis årsagen ikke fjernes. Eksemsymptomerne kan vare fra dage til uger, og i værste fald kan eksemet blive kronisk.
Cirka ti procent af alle kvinder og en procent af alle mænd er allergiske over for nikkel.
Nikkelallergi kan påvises ved en lappetest hos hudlægen.
Behandling af nikkelallergi er at undgå kontakt med nikkel. Når det i særlige tilfælde ikke er muligt at undgå nikkel, kan du dække metallet med klar lak, kraftig tape eller plastik.
Hvor findes nikkel?
Nikkel findes i og frigives fra en række forskellige forbrugerprodukter, fx:
- Smykker
- Knapper, lynlåse og spænder
- Briller
- Mønter og nøgler
- Mobiltelefoner og computere
- Værktøj
- Makeup – nikkel må ikke tilsættes kosmetik, men det kan være til stede som forurening i de naturlige mineraler, der udgør farvepigmentet i makeup
Smykker, briller og spænder er den hyppigste årsag til nikkelallergi. I dag sætter EU-lovgivningen grænser for, hvor meget nikkel, produkterne må frigive, hvilket har ført til et stort fald i forekomsten af nikkelallergi, men der er desværre stadig mange som udvikler nikkelallergi.
Test produkter for nikkel
Det er ikke til at se på et stykke blankt metal, om det frigiver for meget nikkel. Men du kan undersøge det ved at bruge en nikkeltest (dimethylglyoximtest eller nikkelspottest). Det er en test, der er nem at udføre hjemme og som hurtigt kan vise, om et produkt afgiver mere, end den tilladte mængde nikkel.
Det siger loven
I Danmark har der siden 1990 været lovgivning om, hvor meget nikkel, der må frigives fra visse produkter. Siden 2001 har denne lovgivning omfattet alle EU-lande. Lovgivningen sætter grænser for nikkelfrigivelsen i produkter, som er beregnet til langvarig kontakt med huden.
Lovgivningen dækker blandt andet:
- Piercinger og ørestikker, der ikke må frigive mere end 0,2 µg/cm²/uge
- Andre nikkelholdige produkter som fx smykker, bukseknapper, mobiltelefoner og håndværktøj der ikke må frigive mere end 0,5 µg/cm²/uge
Enhver, som producerer, importerer eller sælger produkter i EU er forpligtet til at overholde lovgivningen.
Hvad er ’længerevarende kontakt med huden’?
Begrebet længerevarende kontakt med huden tolkes af EU-kommissionen som
- Ti minutter, tre eller flere gange inden for en to-ugers periode
eller
- 30 minutter, en eller flere gange inden for en to-ugers periode
Undersøgelser udført af Videncenter for Allergi viser, at udsættelse for nikkel tre gange 10 minutter kan give eksem hos personer, som i forvejen lider af nikkelallergi.
Nikkelholdige produkter kan være belagt med en nikkelfri belægning, som fx lak, for at hindre frigivelse af nikkel. Den nikkelfri belægning skal i så fald være så holdbar, at nikkelfrigivelsen fra produktet ikke overstiger den fastsatte grænse i mindst to år efter produktet er taget i anvendelse. For øreringe/stikkere er der ikke nogen tidsbegrænsning for, hvor længe en nikkelfri belægning skal kunne holde.
Du kan eventuelt teste løbende med en nikkeltest for at sikre dig, at belægningen på produktet fortsat er holdbar.
Her skal du holde ekstra øje
- Produkter købt i lande uden for EU (fx på rejser uden for EU eller via netbutikker). De kan frigive mere nikkel, end tilladt i lande inden for EU.
- Produkter, hvis belægning er slidt af efter to år, hvorved der frigives nikkel
- Produkter købt før direktivet trådte i kraft (fx arvestykker)
Nikkelallergi og fødevarer
Nikkel i fødevarer er ikke årsag til nikkelallergi. Kun hvis din nikkelallergi har udviklet sig til kronisk eksem, som ikke forsvinder, selv om du undgår hudkontakt med nikkel, kan der være grund til at prøve en kost med et lavt nikkelindhold.
Det er særligt mennesker med kronisk nikkeleksem på hænderne, som kan have glæde af kost med et lavt nikkelindhold. Du bør kun gå på diæt efter anbefaling fra lægen.