Hvad er høfeber?
Høfeber er allergisymptomer, som især rammer øjne og næse. Hvis du har høfebersymptomer, kan det være, fordi du har allergi over for pollen, husstøvmider eller dyr.
Cirka en million danskere har høfeber. En stor del af dem er påvirkede og begrænsede i deres sociale liv, skole- eller arbejdsliv. Men langt de fleste mennesker med høfeber har mulighed for at leve et normalt liv uden store gener ved hjælp af den rette behandling og viden om sygdommen.
Andre ord for høfeber
I daglig tale bruger vi mest udtrykket høfeber, men du kan også støde på ord som allergisk høfeber, allergisk snue, rhinokonjunktivitis, luftbåren allergi, allergisk konjunktivitis og allergisk rhinitis.
Høfebersymptomer
Høfebersymptomer er:
- Snue/løbenæse med klart, vandigt næseflåd
- Nyseture
- Tilstoppet næse
- Kløe i næsen
- Røde og kløende øjne
- Øjne, der løber i vand. Nogle oplever også lysfølsomhed samt hævelse af øjenlåg og øjenslimhinden. Begge øjne vil typisk være angrebet samtidig.
Du kan ligeledes blive rigtig træt og uoplagt. Nogle beskriver det, som om de har influenza, når høfeberen raser. Og det kan være svært at kende forskel på høfebersymptomer og en forkølelse eller anden virus.
Nogle mennesker med pollenallergi får også kløe i svælget, når der er mange pollen i luften. Andre kan få kløe i mund og svælg, når de spiser bestemte madvarer på grund af krydsreaktioner.
Det er vigtigt, at du er velbehandlet for din høfeber. En underbehandlet høfeber kan påvirke din indlærings- og arbejdsevne, give problemer med bihulebetændelse, mellemørebetændelse og træthed.
Årsager til høfeber
Din høfeber kan være forårsaget af allergi, eller den kan være irritativt betinget. Den hyppigste årsag til høfeber er allergi over for pollen.
Symptomer om foråret skyldes ofte allergi over for pollen fra hassel, el og birk, mens symptomer om sommeren normalt skyldes græspollen. Sidst på sommeren er det bynkepollen og udendørs skimmelsvampesporer, der kan give symptomer.
Har du symptomer hele året, skyldes det måske allergi over for:
- Dyr
- Husstøvmider
- Indendørs skimmelsvampesporer
Nogle mennesker oplever symptomer fra øjne og næse det meste af året, uden at lægen kan påvise en allergi. Det bliver ofte kaldt ikkeallergisk rhinitis eller ikkeallergisk helårssnue.
Er dine slimhinder ekstra følsomme, får du nemmere symptomer fra næse og øjne, for eksempel når du kommer i kontakt med irritanter som røg, os eller dufte. Det er ikke allergi, hvis du alene får symptomer på grund af irritanter. . Det er derimod et tegn på, at du har følsomme slimhinder.
Uanset om dine symptomer skyldes allergi eller ej, er det vigtigt, at du taler med lægen om en eventuel behandling.
Høfeber og astma
30 procent af alle med høfeber har også astma, og 70 procent af alle med astma har også høfeber. Der er mange lighedspunkter mellem høfeber og astma, og nogle læger mener, at ligheden er så stor, at de to tilstande er udtryk for samme sygdom.
En forklaring kan være, at slimhinderne i næse og lunger ligner hinanden. En anden forklaring kan være, at mennesker med høfeber på grund af tæthed i næsen ofte trækker vejret gennem munden. Det resulterer i, at allergener og andre partikler kommer helt ned til bronkierne, hvor de generer luftvejene og giver anledning til astma.
Du bør tale med din læge, hvis du fx:
- Mærker åndenød.
- Har en pibende eller hvæsende lyd, når du trækker vejret.
- Hoster og føler trykken for brystet.
- Bliver hurtigt stakåndet, når du bevæger dig.
Lægen kan hjælpe ved at udrede dig for dine symptomer.
Hvis du har astma, vil lægen vejlede dig om sygdommen og udskrive inhalationsmedicin, der kan forebygge og behandle symptomerne på astma, så du kan bevare en god lungefunktion og ikke mærker begrænsninger i hverdagen.
Symptomer på høfeber
- Røde og kløende øjne
- Øjne der løber i vand
- Næse der klør og løber i vand
- Nyseture med mange nys i træk
- Stoppet næse
- Træthed og varmefølelse i kroppen
- Hoste, trykken for brystet og åndenød, som kan skylde astma
.