Nyheder

Kæmpepollen maler din bil gul og kan give høfebersymptomer

Pollen fra fyr og gran fyger gennem luften for tiden – og lægger sig som et gult tæppe på udendørs overflader. Sammen med egepollen kan disse træpollen give høfebersymptomer, selvom pollentallene er lave.

Publiceret 26/05 2023

Ca. 1 min. læsning

Del artikel

ny hjemmeside screenshot
Foto: Shutterstock
Du har måske bemærket en masse gult støv på din cykelsadel eller i bilens forrude her til morgen. Hvad kan det dog være?

Svaret er pollen. Kæmpepollen, forklarer Mathilde Kloster, biolog og leder af pollentællingerne hos Astma-Allergi Danmark:

– Den seneste uges tid har vores pollenfælder været fyldt med pollen fra fyr og gran, siger hun og uddyber:

– Da disse typer pollen er større end andre typer pollen, blandt andet fordi de er udstyret med to luftsække, som forbedrer deres svæveevne, kan man tydeligt se dem på biler, cykler, havemøbler, i vandpytter og på havoverfladen.

Følg alle 23 pollentyper, som Astma-Allergi Danmark tæller og registrerer, via ugeskemaer og interaktive grafer.

Kan forværre høfebersymptomer

Synes du ikke, at pollentallene stemmer overens med dine høfebersymptomer, kan den store mængde pollen fra fyr og gran også have en finger med i spillet, forklarer Mathilde Kloster:

– De er ikke allergene, hvilket betyder, at de ikke er kendt for at give allergiske reaktioner, som birkepollen for eksempel gør. Men fordi de kommer i så store koncentrationer, kan de være til gene for allerede irriterede slimhinder.

En anden del af forklaringen, hvis du nyser, har tilstoppet næse eller rindende øjne, kan være den store mængde egepollen, som Mathilde Kloster og kollegerne i Astma-Allergi Danmarks pollentælling registrerer for tiden:

– Egepollen krydsreagerer med birkepollen, og derfor kan folk med allergi over for birkepollen være generet af symptomer, til trods for at birken er på retur, og tallene er lave, siger hun.

Læs mere om, hvordan forskellige pollentyper krydsreagerer med hinanden.

Få de bedste tips til at klare dig gennem pollensæsonen

Symptomer på pollenallergi eller høfeber, som det også kaldes, viser sig som kløende øjne, rindende eller stoppet næse, hyppige nys, ligesom mange også får problemer med vejrtrækningen, hvilket kan skyldes astma.

De fleste kan heldigvis blive fri for symptomer, hvis de tager deres forholdsregler og følger den rette behandling.

Har du brug for rådgivning? Kontakt Rådgivningen under Astma-Allergi Danmark på tlf. 43 43 42 99 alle hverdage.

Har du pollenallergi, kan du:

• Hente Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play

• Modtage en daglig pollenmail med pollental og nyheder: https://hoefeber.astma-allergi.dk/pollenmail 

Astma-Allergi Danmark har også lanceret det digitale hjælpemiddel ’Pollenportalen’. Hvor du kan finde gode råd til at klare dig gennem arbejdsdagen, lave havearbejde, være fysisk aktiv, tage på festival og meget andet, selvom du er plaget af allergi. 

Find hjælp på Pollenportalen: https://www.astma-allergi.dk/pollenportalen

Er du nysgerrig på at se, hvordan vi finder Dagens Pollental? Blev klogere her: https://vimeo.com/552421623

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark