De forenede luftveje – fra næsetip til lunger
Hvad kan nys og åndenød have med hinanden at gøre? Luftvejene er ét komplekst, forbundet system, og symptomer i næsen kan sagtens have indflydelse på dine luftveje.
Grafik: Kls PurePrint/Astma-Allergi Danmark
Af Mia Laura Andersen Funder
Går du til lægen med høfebersymptomer, vil du med stor sandsynlighed også blive spurgt ind til, om du har astmasymptomer, for de to sygdomme er tæt forbundet. Faktisk har cirka 30 procent af alle med høfeber astma, og hele 70 procent af alle med astma har også høfeber.
Videnskaben har ikke noget klart svar på, hvorfor astma og allergi er så tæt forbundet, men der er mange mulige forklaringer i spil:
- Slimhinderne i vores næse og lunger ligner hinanden.
- Ved en allergisk reaktion frigives der histamin i kroppen, som kan medføre inflammation i lungerne.
- Er næsen stoppet, trækker man ofte vejret gennem munden, hvilket betyder, at allergener lettere kommer ned i lungerne.
Velbehandlet høfeber kan være med til at mindske symptomerne fra din astma. Husk altid at behandle de områder, hvor symptomerne er, og planlæg behandlingen i samråd med din læge. Hjælper medicinen ikke, bør du igen tage fat i din læge.
Symptomer fra næsen:
Symptomer i næse (og svælg) defineres som høfebersymptomer. Høfebersymptomer kan også vise sig på andre måder, for eksempel som røde, kløende og rindende øjne.
- Løbende næse
- Stoppet næse
- Kløende næse og nys
Luften, der passerer gennem din næse, kommer i kontakt med alle dele af luftvejene på vej til dine lunger. Selvom astma udspiller sig i lungerne, og høfeber primært kommer til udtryk med symptomer i næse og øjne, er det vigtigt at huske på, at næse og luftveje er forbundet.
Symptomer i luftvejene:
Symptomer i luftvejene (lungerne) kan kaldes for astmasymptomer, og de påvirker først og fremmest din vejrtrækning.
- Hoste
- Vejrtrækningsbesvær
- Pibende og hvæsende vejrtrækning
- Trykken for brystet
- Følelsen af dårlig form