Kemikalier
Indeklimaet i boligen kan være forurenet med mange forskellige kemikalier, som stammer fra afgasning fra for eksempel byggematerialer, maling og rengøringsprodukter. Disse irritanter kan genere følsomme slimhinder i øjne, næse og luftveje.
Maling kan indeholde konserveringsmidlet MI, der kan give allergiske reaktioner både ved direkte hudkontakt, men også ved kontakt med huden gennem luften. Nymalede vægge afgasser og den luftbårne MI kan komme i kontakt med hud som ikke er tildækket.
Nye tæpper og møbler, elektronisk udstyr kan også afgasse og være med til at forringe indeklimaet.
Kraftige parfumedufte og rengøringsmidler kan genere følsomme slimhinder og luftveje, og nogle kemikalier kan deponeres i støv.
Hvad kan du selv gøre
Det er vigtigt med grundig udluftning med gennemtræk, når du for eksempel har købt nye møbler, renoveret køkkenet eller malet stuen. Astma-Allergi Danmark anbefaler, at du lader de nymalede vægge afgasse, før du flytter ind/opholder dig i rummet, og at du bruger handsker for at beskytte huden mod maling og kemikalier.
Husk, at du kan få en lang række produkter, blandt andet maling og hudpleje- og rengøringsprodukter, som er med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning Asthma Allergy Nordic. Vores allergimærkede produkter er uden ingredienser, som er kendt for at være allergifremkaldende. Med mærkningen er der derfor minimal risiko for hudallergi for dig og din familie.
Læs mere om allergimærkningen her