Psykolog fortæller: Det fylder hos mennesker med astma og allergi

Nogle gange kan sygdomme som astma, allergi og eksem fylde på en måde, at man har behov for at tale med en psykolog. Men hvad bliver der talt om til konsultationerne?

Publiceret 18/04 2024

Ca. 4 min. læsning

Del artikel

^{Lisbeth Frølich har været privatpraktiserende psykolog i 15 år. Foto: Hanne Fuglbjerg}

Af Katrina Gillies Rasmussen

I en nyrenoveret lejlighed i centrum af København sidder psykolog Lisbeth Frølich. Lisbeth har været privatpraktiserende psykolog i 15 år, og de sidste fire år har hun talt med brugere af Astma-Allergi Danmarks rådgivning om de psykiske udfordringer, deres kroniske sygdomme har ført med sig. De psykiske belastninger, de oplever, er forskellige, men der er alligevel nogle temaer, som går igen, fortæller Lisbeth.

– En del af det, jeg taler med folk om, er regulære bekymringer. Bekymringer for at få et alvorligt astmaanfald. Ikke at kunne få luft. At skulle på hospitalet akut. Opleve, at man er ved at blive kvalt. De er bekymret for, hvornår det vil ske igen, og nogle gange kan de bekymringer vokse og sprede sig til hele det levede liv, så man bliver meget begrænset i sin livsudfoldelse, fortæller Lisbeth og fortsætter:

– Jeg taler også med mennesker med allergi, som har været i livsfare, og med forældre, der har et barn med alvorlig allergi. Måden, vi mennesker bearbejder traumatiske hændelser på, er at få lov til at snakke hændelsen igennem flere gange. Vi skal have mulighed for at tale alle detaljer og hele hændelsesforløbet igennem. Det kan være umådeligt hjælpsomt.

Tillid og en Kleenexpakke

Lisbeth sidder i den klassiske Y-stol, mens hun fortæller. Hun sidder tilbagelænet i stolen og bruger sine arme til at understøtte sine ord.

– Det, som jeg taler meget med folk om, er: Hvad er en rimelig bekymring? De fleste har en god fornemmelse af, at deres bekymringer har vokset sig for store. Det kan for eksempel være, at de ikke tør gå en tur i skoven, selvom de egentlig godt kan. Det, som vi arbejder på, er at genvinde tilliden til egne handlemuligheder, så de godt kan gå en tur i skoven og vide, at det ikke er livstruende, hvis de nu fik et astmaanfald. Man skal have tillid til egne handlemuligheder, og her betyder det meget, at man er velbehandlet og føler sig set og hørt i sundhedsvæsnet, forklarer Lisbeth, mens hun slår ud med armene og forklarer videre:

– Forældre til børn, der har allergi, er meget vagtsomme og opmærksomme. Og med god grund. Men her taler vi også om: Er der andre omkring barnet, som du kan have tillid til, så du ikke altid behøver at være på vagt? Det handler om at få øje på de andre pålidelige voksne, der er omkring barnet. Men det handler også om at give sig selv mulighed for at lade op, fordi det er hårdt. Det er det.

På det lille bord foran Lisbeth står en stor pakke Kleenex. Kleenexboksen vidner om, at de mennesker, der normalt sidder i stolen over for hende, har behov for et lommetørklæde for at tørre øjnene. Der er nemlig allerede blevet brugt en del af pakken.

Sygdomme, der ikke kan ses, er vanskeligere at huske og forstå

Lisbeths kontor er udelukkende holdt i varme, rolige farver. Måske de rolige farver er et slags psykologkneb, der bidrager til at få mennesker til at slappe bedre af. Der står et skrivebord langs væggen, og på hylderne står bøger og planter. Lisbeth fortæller, at et af de emner, der også fylder meget i konsultationerne, er kommunikation.

– Jeg snakker nogle gange med folk om, at de foruden deres lidelse har fået en kommunikationsopgave, og den er træls. Men den er der. Når man har allergi eller astma, kan man have en fornemmelse af at skulle forklare sig igen og igen. Man er desværre nødt til at sige og forklare sig flere gange, end man selv synes, det bør være nødvendigt, fortæller Lisbeth og tager en tår vand.

– Det, der gør det besværligt, er, at vi husker det, som vi ser, og i mindre grad det, som vi hører. Man kan ikke se på folk, at de har astma eller allergi. Det er en usynlig lidelse. Hvis vi havde gips på benet, ville vi ikke have samme behov for at forklare os igen og igen, uddyber Lisbeth.

Men hvordan får man så fortalt på en god måde, at man har astma eller allergi? Jo, det har Lisbeth også et konkret bud på.

– Noget, der kan være hensigtsmæssigt, er at kommunikere om sin sygdom som en faktuel ting, der egentlig ikke har noget med en selv at gøre. Det kan for eksempel være, at man siger, når man kommer ind i et rum: Jeg tager lige plads henne ved vinduet. Det kan min astma bedst lide. En anden ting, som man kan gøre, er at tale om sin sygdom som et ekstra medlem af familien, som man er nødt til at tage hensyn til. Det er vigtigt at tale om, at det ikke er mig, der har allergien, der er en belastning; det er sygdommen, der tilfældigvis bor i min krop, som er en belastning, forklarer Lisbeth.