Falafel med syltede rødløg og baba ganoush
Som medlem af Astma-Allergi Danmark får du adgang til vores allergivenlige opskriftsunivers. Mange af disse opskrifter er udviklet sammen med en professionel kok, og i mange af opskrifterne vil der derfor være allergivenlige alternativer til elementer, der optræder i retten.
Du kan finde opskrifter på alt fra svampetoast med kantareller, majs og timian til friterede bananer med kokos, lime og karamelsauce!
På med forklædet og velbekomme!
Syltede rødløg
1 rødløg
250 g hvidvinseddike
250 g sukker
1 håndfuld sorte peberkorn
Sådan gør du
Snit rødløget fint i ringe – men ikke for tyndt. De må gerne have lidt bid i sig, så man kan mærke konsistensen. Imens du snitter løget, koges hvidvinseddike, sukker og peberkorn op med 250 g vand.
Kom rødløgene i en steril beholder, og hæld den kogende syltelage over. Lad løgene stå, enten på køl eller ved stuetemperatur, i minimum 1 uge inden brug.
Baba Ganoush
2 auberginer
3 fed hvidløg
1 stor spsk. tahini
(indeholder sesam,
kan undlades)
Spidskommen
Stødt koriander
1 citron
Olivenolie
1 bdt. bredbladet persille
Sådan gør du
Skyl auberginerne. Prik dem hele vejen rundt med en gaffel. Bag dem ved 200 grader i cirka 30 minutter – eller indtil de er godt rynkede og bløde indeni. Lad auberginerne køle af, og halver dem efterfølgende. Skrab kødet ud, og blend det sammen med hvidløg, tahini, olivenolie, citronsaft og krydderier. Der er ikke angivet mængder på krydderierne og olien, fordi du skal smage retten til, så du synes, den smager godt. Smag den også til med salt og peber. Drys lidt hakket persille henover, når du serverer.
Falafel
250 g tørrede kikærter (kikærter er en bælgfrugt)
4 fed hvidløg
1 skalotteløg
1 bdt. bredbladet persille
Saft og skal af 1 citron
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
1-2 l smagsneutral olie
Sådan gør du
Udblød kikærterne i rigeligt vand i minimum 12 timer. Skyl kikærterne, og sigt væsken fra. Snit hvidløg og skalotteløg fint. Kom begge dele i en blender sammen med bredbladet persille og citronsaft. Blend massen til en grov fars. Tilsæt undervejs krydderier og bagepulver. Lad farsen stå på køl i 30 minutter. Varm en tykbundet gryde op med neutral olie i. Varm olien til 180 grader. Imens olien varmer, kan du med fordel fylde en lille skål med varmt vand. Dyp en ske i det varme vand, hver gang du former en falafel. Det gør det nemmere at arbejde med. Friter falaflerne gyldne, og krydr med salt, når de kommer op fra frituregryden.
FREMGANGSMÅDE OG ANRETNING
Start med at sylte en masse rødløg. De må gerne stå og sylte i et par uger forinden. Lav din falafelfars færdig først på dagen, så farsen kan trække på køl. Imens kan du lave din baba ganoush klar og hakke dine friske urter. Til sidst skal du fritere dine falafler, og så er retten klar til at blive serveret.
Alternativ til tahini
Opskriften indeholder tahini, som er lavet af sesamfrø – en ingrediens, som nogle kan være allergiske over for. Hvis du ikke kan bruge tahini, kan du tilføje flere af de andre krydderier til retten. Det vil fremhæve smagen. Der er ikke behov for at tilføje ekstra olie til retten.