Sæsonen for udendørs skimmelsvampesporer er i gang

Astma-Allergi Danmark har målt en stigning i udendørs skimmelsvampesporer. Skimmelsvampesporerne findes i luften hele året, men i større mængder i sommermånederne, hvor varmt fugtigt vejr giver svampene de bedste vækstbetingelser.

Publiceret 13/05 2026

Ca. 2 min. læsning

Skovbund med skimmelsvampesporer

Sæsonen for udendørs skimmelsvampesporer er nu i gang. I år kan de mange danskere med pollen- og svampesporeallergi finde hjælp i den nye udgave af appen Dagens Pollental. Foto: Shutterstock

De seneste dage har Astma-Allergi Danmarks pollenfælder indfanget en stigende mængde af de udendørs skimmelsvampesporer Alternaria og Cladosporium. Det betyder, at du fra nu af dagligt kan følge med i Dagens Svampesporeniveau i appen Dagens Pollental og under Pollenservices på astma-allergi.dk.

– Udendørs skimmelsvampesporer er ikke pollen, men de spreder sig via luften, og derfor kan vi fange dem med vores pollenfælder. Alternaria og Cladosporium anses for at være de mest allergifremkaldende udendørs skimmelsvampe i Europa og kan give høfeber og astma ligesom pollen, forklarer Mathilde Kloster, chef for Astma-Allergi Danmarks pollentælling. 

Findes i luften året rundt

Ligesom med pollenallergi kan allergi over for udendørs skimmelsvampesporer give symptomer som vejrtrækningsproblemer, hoste, løbende næse, kløende øjne og træthed. Tilmed har personer med svampesporeallergi den tvivlsomme fornøjelse af en meget lang sæson. Den er som regel mest intensiv fra juni til september, men i modsætning til pollenkornene er de udendørs skimmelsvampesporer i luften næsten året rundt, blot i små koncentrationer.

– Udendørs skimmelsvampesporer kan sprede sig i ret store mængder. Men selvom koncentrationen af sporerne i luften faktisk ofte er højere end af pollen, udløser skimmelsvampesporerne dog ikke lige så hyppigt inhalationsallergi, som pollen gør, fortæller Mathilde Kloster. 

Udendørs skimmelsvampe som Alternaria og Cladosporium vokser i fugtige organiske miljøer som på planter, nedfaldne blade og i kompostbunker. De formerer sig ved at danne svampesporer, som spreder sig gennem luften – især når det er tørt og blæsende.

Bliv medlem i dag

Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.

Bliv medlem

Gode råd til dig med svampesporeallergi

  • Vær velbehandlet, og tag din allergi- og astmamedicin efter din læges anvisninger
  • Bevæg dig ud ikke i skoven, lige efter det har regnet
  • Tjek Dagens Svampesporeniveau i appen Dagens Pollental, under Pollental på astma-allergi.dk eller ved at tilmelde dig Astma-Allergi Danmarks pollenmail
  • Undgå marker med kartoffel, byg eller hvede, når landmændene høster i august og september. Vær også opmærksom på din allergi overfor de udendørs skimmelsvampesporer, når du graver i kartoffelbedet eller kompostbunken
  • Kontakt Astma-Allergi Danmarks rådgivning på 43 43 42 99 på alle hverdage, hvis du har spørgsmål om din allergi over for udendørssvampesporer. Se åbningstider her

Dagens Pollental app

Hent vores app Dagens Pollental og kom godt gennem pollensæsonen.
Som medlem får du adgang til alle appens funktioner.

Hent appen her