Nu begynder pollensæsonen 2026

I dag starter pollensæsonen. Det er en uønsket forårsbebuder for landets 1 million danskere med pollenallergi. Astma-Allergi Danmark lancerer derfor en ny tjeneste, der kan hjælpe dig gennem sæsonen.

Publiceret 27/02 2025

Ca. 3 min. læsning

Hasselrakler

Årets pollensæson har været gennemsnitlig, men dog med én rekord. Foto: Shutterstock

Forårets første pollen fra el og hassel er målt i Astma-Allergi Danmarks pollenfælder i København og Viborg. Det betyder, at pollensæsonen for 2026 nu er i gang.

– Vinteren i år har været præget af en lang og landsdækkende kuldeperiode med mange døgn med frost og is. Det har sat blomstringen af el og hassel i dvale, men nu hvor plusgraderne er vendt tilbage, kan vi se relativt store mængder af pollen, som er kommet hurtigt, fortæller Mathilde Kloster, biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark.

Hvordan årets pollensæson udvikler sig, afhænger af vind og vejr. Mildt vejr med sol og lune temperaturer giver almindeligvis flest pollen, mens regn kan være med til at vaske pollen ud af luften.

En indgribende kronisk sygdom

Pollenallergi er en indgribende kronisk sygdom, som rammer hver sjette dansker. I pollensæsonen lider de af høfeber og astma med symptomer som vejrtrækningsbesvær, hoste, løbende næse og udtalt træthed. Oplever man symptomer som åndenød og trykken for brystet, er der sandsynlighed for, at man også er blandt de 30 procent af alle med høfeber, som lider af astma.

Læs mere om forskellen på høfeber og astma her 

– Rigtig mange danskere lider af symptomer flere måneder om året, mens pollensæsonen står på. Det påvirker både deres helbred, sociale liv og arbejdsevne. 8 ud af 10 oplever udpræget træthed, hvilket gør det svært for dem at koncentrere sig og fungere normalt, siger Christine Højer Eriksen, der er sygeplejerske og sundhedsfaglig rådgiver hos Astma-Allergi Danmark.

Tallene stammer fra en undersøgelse, som YouGov har lavet for Astma-Allergi Danmark.

Bliv medlem i dag

Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.

Bliv medlem

Ny digital hjælp i hverdagen og behandlingsforløb

450.000 danskere benytter sig allerede af Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental for at komme bedre gennem pollensæsonen. De aktuelle pollental og en 5-døgnsprogonse gør det nemlig muligt at planlægge medicinindtag og udendørsaktiviteter i den del af året, hvor der er pollen i luften. Halvdelen af pollenallergikerne udlader nemlig at opholde sig udenfor i pollensæsonen for at mindske deres symptomer.

Nu byder en helt ny version af appen på flere funktioner, der kan gøre en forskel for både hverdagen med pollenallergi og den enkeltes behandling. I den opdaterede Dagens Pollental-app kan man føre dagbog og tracke medicinindtag, symptomer, trivsel og sammenholde med aktuelle pollental. Appen samler data i et overblik, man kan tage med til sin læge.

– Vi tror og håber, at det vil gøre det lettere for både vores medlemmer og sundhedspersonalet at finde frem til den rette og mest effektive behandling, når de sammen kan gennemgå mønstre i sygdommen ud fra data i appen, siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.

Dagens Pollental kan downloades gratis i App Store og Google Play. Nogle funktioner kræver medlemskab af Astma-Allergi Danmark. Hvis du allerede har Dagens Pollental på din telefon, bliver den automatisk opdateret til den nye version.

Kom godt gennem pollensæsonen

  • Hent appen Dagens Pollental
  • Få rådgivning eksempelvis pollenallergi og astma på telefon 43 43 42 99 mandag til fredag 9-12, tirsdag og torsdag 13- 15 samt onsdag 16-18
  • Modtag en daglig pollenmail med Dagens Pollental, pollenvarsling og nyheder her
  • Kontakt din egen læge for at drøfte din behandlingsplan
  • Læs mere om hverdagen med pollenallergi

El og hassel i tal

  • Højeste pollental for el er 952 ellepollen pr. kubikmeter luft kl.13-13 (i år 2021, København)
  • Højeste pollental for hassel 218 hasselpollen pr. kubikmeter luft kl.13-13 (i år 2019, København
  • El peaker gennemsnitligt omring midten af marts
  • Hassel peaker gennemsnitligt omkring slutningen af februar

Dagens Pollental app

Hent vores app Dagens Pollental og kom godt gennem pollensæsonen.
Som medlem får du adgang til alle appens funktioner.

Hent appen her