Halvdelen af pollenallergikere begrænser ophold udendørs i pollensæsonen

I en ny spørgeundersøgelse, lavet af Astma-Allergi Danmark, fremgår det, at 52 procent af danskere med pollenallergi begrænser livet udenfor i pollensæsonen. For mange af de adspurgte betyder det et stort afsavn i forhold til sociale udendørs arrangementer og sportsaktiviteter i forårs- og sommerhalvåret.

Publiceret 21/05 2025

Ca. 4 min. læsning

pollen

Foto: Shutterstock
PÅ VEGNE AF Astma-Allergi Danmark har analyseorganisationen YouGov gennemført en spørgeundersøgelse blandt danskere med pollenallergi. Undersøgelsen afslører, at 52 procent oplever, at de i større eller mindre grad undgår at opholde sig udendørs i pollensæsonen.

”Kløende øjne, løbenæse, nyseanfald, pollenastma og vejrtrækningsproblemer som hoste og åndenød er udbredte symptomer hos danskere med pollenallergi i forårs- sommerhalvåret,” siger Christine Højer Eriksen fra Rådgivningen i Astma-Allergi Danmark.

1 million danskere lider af pollenallergi, og halvdelen af dem har ifølge undersøgelsen så store gener i pollensæsonen, at de undgår at opholde sig udendørs. Det betyder fx, at mange må undvære at sidde i haven og grille med familien, spille fodbold med vennerne, løbe en tur eller cykle til arbejde.

Der er således tale om en radikal ændring af livsstil og nedprioritering af sociale sammenhænge i en periode, hvor de fleste andre mennesker nyder forårets og sommerens lune vejr, og de aktiviteter, der normalt følger med.

Svært at holde humøret oppe

“Når man bliver nødt til at afstå fra nogle af de aktiviteter, der plejer at give glæde og positivt livsindhold, er det naturligt, at humøret påvirkes negativt. Hvis man ovenikøbet kan have en vane med at være lidt selvkritisk, slå sig selv i hovedet med, at man ikke magter det, man plejer, vil humøret tage endnu et dyk,” fortæller psykolog Lisbeth Stampe Frølich, der er tilknyttet Astma-Allergi Danmarks Rådgivning.

Shasja Gregersen, som er 43 år og social- og sundhedshjælper i Assens, har haft allergi siden hun var 21 år. Da hun er allergisk overfor flere pollentyper, er hun stærkt plaget af pollenallergi fra januar til oktober. Særligt birk og græs er slemt, og symptomer som røde, hævede og kløende øjne, stakåndethed, allergisk astma, træthed og koncentrationsbesvær hører til hendes hverdag.

“Jeg har tidligere mødt på arbejde, uanset hvad - også selvom mine øjne var så hævede, at jeg måtte sidde med is på, før jeg kunne køre på arbejde. Kollegerne fik et chok, når de så mig. De mente, jeg skulle tage hjem, men det kunne jeg jo ikke blive ved med,” fortæller Shasja.

Shasja undgår så vidt muligt fysisk aktivitet i pollensæsonen, da det forværrer hendes tilstand.

“Jeg bliver stakåndet ved aktivitet og er derfor meget inaktiv i pollensæsonen. Jeg sover heller aldrig i naturen, og skal jeg en tur ud i det blå, tager jeg altid min allergimedicin og tager hjem, hvis det bliver slemt,” fortæller Shasja.

Selv når hun er hjemme, må hun tage sine forholdsregler. Det betyder, at hun sjældent lufter ud om sommeren, hvilket er skidt for indeklimaet. Det udprægede indeliv betyder, at Shasja føler sig lukket inde i en osteklokke, let bliver irritabel og i dårligt humør.

“Familie, venner og kollegaer er heldigvis meget forstående og indretter sig gerne efter, hvordan jeg har det," siger Shasja.

Sådan forbereder du dig mentalt på pollensæsonen

  • Spørg dig selv, hvilke aktiviteter, der tager meget energi og symptomer, og om du kan skrue ned for dem i perioder med meget pollen.
  • Tænk over, hvilke aktiviteter, der giver meget livskvalitet, så du kan prioritere dem og du bruge din sparsomme energi på noget rigtig godt.
  • Når energien og humøret er lavt, så spørg dog selv om, hvad du jeg brug for lige nu. På den måde taler du til dig selv i en mere omsorgsfuld frem for en selvkritisk tone.
  • Overvej, hvordan du får kommunikeret med sine nære relationer og måske kollegaer, at den kommende tid er krævende, og at du derfor ikke har så meget socialt overskud.
  • Tal med dine omgivelser om, hvordan I kan være sammen på en måde, der passer bedre til dine kræfter.
  • Anerkend, at det er en svær periode, og tænk i praktiske løsninger, der kan hjælpe dig igennem perioden bedst muligt.
  • Tænke over, hvad der tidligere har hjulpet dig i perioden.

Det kan du selv gøre:

Tag den rigtige allergimedicin

Snak med din læge, og få ordineret den allergimedicin, som passer til dig..

Tal også med lægen, hvis den medicin du tager nu, ikke har tilstrækkelig effekt, eller du mærker bivirkninger.

Undgå frisk luft midt på dagen

Midt på dagen er mængden af pollen i luften størst. Her kan du med fordel blive inden døre. Luft ud om morgenen og om aftenen.

Vask håret før sovetid

Har du været ude, er det en god idé at tage et brusebad inden sengetid for at skylle pollen ud af håret.

Brug solbriller

Tag solbriller eller en kasket med skygge på, når du færdes udenfor. Det mindsker pollen i øjnene, ligesom det skarpe lys ikke generer dine øjne yderligere.

Hjælp og rådgivning i pollensæsonen

Få Dagens Pollental og -varsling samt en femdøgns-pollenprognose i Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental.

Hent appen Dagens Pollental

Pollenportalen hjælper dig gennem pollensæsonen

Pollenportalen er en guide til dig, der har pollenallergi. Her finder du gode råd til behandling, samt tips og tricks til at bevare et aktivt ude- og arbejdsliv i pollensæsonen.

Besøg Pollenportalen her

Oplever du symptomer?

Du kan altid kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning for at få gode råd til din hverdag med allergi. Ring 43 43 42 99 alle hverdage.

Medlemskab for dig med pollenallergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med pollenallergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem i dag

Spørgeundersøgelsen er foretaget blandt 453 registrerede pollenallergikere omkring deres gener i pollensæsonen. Undersøgelsen, der er repræsentativ, er foretaget i juni 2024.