Pollensæsonen for elm er begyndt
Elmepollensæsonen er over os, og Astma-Allergi Danmark udsender fra i dag Dagens Pollental og Pollenvarsling for elm. I år kan landets 1 million pollenallergikere få hjælp af ny app til en bedre hverdag og behandling igennem sæsonen.
Publiceret 23/03 2026
Ca. 4 min. læsning

Elmetræ i blomst. Foto: Astma-Allergi Danmark
Efter den koldeste vinter i 13 år, er foråret endelig kommet. Det betyder dog også, at pollensæsonen er godt i gang, og det er skidt nyt for de 1 million danskere med pollenallergi. Overalt springer træer og blomster ud – deriblandt elm, som Astma-Allergi Danmarks pollenfælder har målt en vedvarende stigning af de sidste par dage.
Sæsonen for elmepollen varierer som alle andre pollentyper fra år til år. Den strækker sig dog typisk fra slutningen af februar til starten af maj og topper oftest i slutningen af marts eller starten af april.
I år begynder elmesæsonen cirka midt i det spænd, der tidligere er set efter en kold vinter. Hvis man er allergisk overfor elmepollen, vil man nok kunne mærke, at et lunt forår med sol og let vind giver mere elmepollen i luften end en regnfuld sæson, hvor pollen bliver skyllet ud af luften
– Uanset vejret er pollenallergi en indgribende kronisk sygdom, som rammer hver sjette dansker. I pollensæsonen lider de af høfeber og astma med symptomer som løbende næse, kløende øjne, vejrtrækningsbesvær, hoste, og udtalt træthed, fortæller Anne Holm Hansen, direktør for Astma-Allergi Danmark.
30 procent af alle med høfeber har også astma, og 70 procent af alle med astma har også høfeber - men ikke alle er klar over det.
– Derfor bør man tale med sin læge, hvis man oplever hoste, åndenød og trykken for brystet i eller op til pollensæsonen, tilføjer Anne Holm Hansen.
Elmen vender tilbage
Siden elmesygen i 1990'erne har mængden af elmepollen i Danmark været lav, da mange elmetræer enten døde eller blev fældet. Det har danskere med allergi for elmepollen kunne nyde godt af, men hvis man de i senere år har mærket mere til sin allergi igen, er det ikke tilfældigt.
– Niveauet er stadig lavere end før elmesygen, men vores målinger de sidste år tyder på, at pollenmængden for elm er stigende. Vi så blandt andet et stort udsving tilbage i 2021, som generelt var præget af rekorder for flere pollentyper, forklarer Mathilde Kloster, biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark.

Det er ikke kun elm, som er i fremmarch. For flere andre pollentyper er sæsonerne også blevet længere og mere intense.
– I år har vi allerede set en rekord for el, der på sit højeste var mere end fordoblet i forhold til seneste rekord i 2021. Blandt andet på grund af klimaforandringerne kan vi forvente at se flere af den slags år, siger Mathilde Kloster.
I Astma-Allergi Danmarks interaktive pollengrafer kan du sammenligne historiske pollendata med aktuelle pollendata fra Øst- eller Vestdanmark.
Bliv medlem i dag
Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.
Bliv medlemHjælp til din hverdag og behandling
Du kan som altid få Dagens Pollental samt en femdøgns-pollenprognose i Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental. I 2026 har Astma-Allergi Danmark lanceret en helt ny version af appen, hvor du nu også kan tracke dine symptomer, medicinindtag og din trivsel i løbet af pollensæsonen. Du kan bruge den til at lære din egen sygdom bedre at kende og som grundlag for at optimere din behandling for pollenallergi sammen med din læge.
Pollenportalen hjælper dig gennem pollensæsonen
Pollenportalen er en guide til dig, der har pollenallergi. Her finder du gode råd til behandling, samt tips og tricks til at bevare et aktivt ude- og arbejdsliv i pollensæsonen.
Brug for råd til at komme gennem pollensæsonen?
Du kan altid kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning for at få gode råd til din hverdag med allergi og astma. Ring 43 43 42 99 alle hverdage.
Se Rådgivningens åbningstider her
Medlemskab for dig med pollenallergi
I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med pollenallergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at dele viden og finde løsninger i fællesskab.
Dagens Pollental app
Hent vores app Dagens Pollental og kom godt gennem pollensæsonen.
Som medlem får du adgang til alle appens funktioner.