Nu kommer der flere allergispecialister!
Så skete det. Den første region - Region Hovedstaden - har afsat midler, der sikrer flere allergispecialister i fremtiden. Det har Astma-Allergi Danmark arbejdet intensivt for i flere år. Nu skal regionens gode eksempel brede sig til resten af landets regioner.
Publiceret 26/06 2025
Ca. 2 min. læsning
Foto: Astma-Allergi Danmark
I går besluttede sundhedsudvalget i Region Hovedstaden at afsætte midler, der sikrer, at speciallæger nu kan tage den hårdt tiltrængte fagområdeuddannelse i Allergologi.
– Det er et helt afgørende skridt i den rigtige retning. Det er vi meget glade for på vores medlemmers vegne. Vi har arbejdet med næb og klør i mange år for at sikre bedre vilkår til denne store patientgruppe. Det er en god dag i dag, siger direktør Anne Holm Hansen, Astma-Allergi Danmark.
Helt konkret betyder det, at allergicentret i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der snart bliver Region Østdanmark, kommer til at uddanne 10 allergispecialister hen over de næste 11 år. Det kommer til at få en mærkbar betydning for mange patienter.
Der er stor og akut mangel på læger med specialistviden inden for allergologi. Det har i årevis skabt lange ventetider og nedsat livskvalitet for landets flere end 1 mio. borgere med allergi i hele landet. Det har været særligt stort problem i Region Nordjylland og Region Sjælland, hvor der stort set ikke er privatpraktiserende allergispecialister.
– Nu skal de andre regioner lade sig inspirere af det gode eksempel og sikre, at vi følger Sundhedsstyrelsens anbefaling om at uddanne minimum 26 fagområdespecialister i hele landet i løbet af de næste år. Vi kommer til at knokle for, at det sker, siger Anne Holm Hansen.
Læs mere om manglen på allerspecialister her: Astma-Allergi Danmark: Patienter i store dele af landet er på Herrens mark og kan ikke få hjælp - Altinget