Nu går sæsonen for bynkepollen i gang

For sidste gang i år skyder Astma-Allergi Danmark en pollensæson i gang. Denne gang gælder det bynken, som typisk topper i slutningen af juli eller begyndelsen af august.

Publiceret 10/06 2026

Ca. 3 min. læsning

Blomstrende bynke

Sæsonen for bynkepollen er nu i gang. I år kan de mange danskere med pollenallergi finde hjælp i den nye udgave af appen Dagens Pollental. Foto: Shutterstock

Landets 1 million mennesker med pollenallergi kan efterhånden skimte en enden på årets pollensæson i horisonten. Astma-Allergi Danmarks pollenfælder har de seneste dage fanget en stigende mængde bynkepollen, og det betyder, at bynkepollensæsonen nu går i gang.

– Selvom det er den sidste af de store allergifremkaldende pollentyper, kan sæsonen godt føles lang endnu, hvis man går med høfeber og astma. Derfor er det vigtigt at være velbehandlet og tage sine forholdsregler, siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark. 

Vejr og vind afgør sæsonen

I Danmark er det især gråbynke, som giver mennesker med pollenallergi symptomer. Gråbynken er en etårig plante, og derfor er det vejret det aktuelle år, som er afgørende for, hvordan pollensæsonen bliver.

– Gennemsnitligt topper mængden af bynkepollen i luften den 28. juli. En typisk dansk sommer med skiftevis sol og nedbør samt let vind giver favorable blomstrings- og spredningsvilkår for bynke. Det betyder en længere pollensæson og højere pollental, forklarer Mathilde Kloster, som er chef for Astma-Allergi Danmarks pollentælling.

Får vi derimod bagende sol med tørke, vil bynkeplanterne til sidst visne, og det giver lavere pollental. Sidst, men ikke mindst, kan man også håbe på en regnfuld sommer, hvis man er allergisk over for bynke. Regnen hjælper nemlig med at skylle pollen ud af luften.

Har man allergi for bynke kan man med fordel vente med udendørsaktiviteter til eftermiddag og aften. Mængden af bynkepollen er nemlig særlig stor om morgenen.

Bliv medlem i dag

Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.

Bliv medlem

Få styr på allergien med digital hjælp

Man kan følge de aktuelle pollental og en 5-døgnsprognose for pollen i Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental.

Hvis man har pollenallergi eller allergi for udendørs skimmelsvampesporer anbefaler Anne Holm Hansen, at man ikke blot benytter appen til at tjekke pollentallene, men også til at tracke sine symptomer.

– Pollenallergi er en indgribende kronisk sygdom, som rammer hver sjette dansker. I pollensæsonen lider de af høfeber og astma med symptomer som vejrtrækningsbesvær, hoste, løbende næse, kløende øjne og udtalt træthed, fortæller hun.

Oplever man symptomer som åndenød, hoste og trykken for brystet, er der sandsynlighed for, at man også er blandt de 30 procent af alle med høfeber, som lider af astma.

– Hvis man har symptomer på enten høfeber eller astma, skal man tale med sin læge om at blive behandlet – og velbehandlet. Ved at registrere sine symptomer, kan man få et bedre overblik, se mønstre i sin allergi og tale med sin læge på et oplyst grundlag, fortæller Anne Holm Hansen. 

Dagens Pollental kan downloades gratis i App Store og Google Play. Nogle funktioner kræver medlemskab af Astma-Allergi Danmark.

Brug for råd til at komme gennem pollensæsonen?

Du kan altid kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning for at få gode råd til din hverdag med allergi og astma. Ring 43 43 42 99 alle hverdage. 

Se Rådgivningens åbningstider her

 

Dagens Pollental app

Hent vores app Dagens Pollental og kom godt gennem pollensæsonen.
Som medlem får du adgang til alle appens funktioner.

Hent appen her