Minister reagerer på Astma-Allergi Danmarks foretræde

Astmapakker er nu rykket op på den politiske dagsorden. Efter vores foretræde før sommeren har sundhedsministeren forholdt sig til behovet for bedre forløb for de 409.000 danskere med astma.

Publiceret 09/09 2025

Ca. 3 min. læsning

Foto: Shutterstock

Kort før sommeren stod Astma-Allergi Danmark sammen med professor Bo Chawes fra Herlev og Gentofte Hospital foran Folketingets sundhedsudvalg. Vores budskab var klart: 409.000 danskere med astma fortjener et mere sammenhængende og tilrettelagt udrednings- og behandlingsforløb – en kronikerpakke for astma.

Efter et godt foretræde med skarpe spørgsmål fra ordførerne valgte sundhedsudvalget at sende vores sag videre til sundhedsminister, Sophie Løhde. Det er et vigtigt skridt, som viser, at astma nu er kommet højere op på den politiske dagsorden.

Sundhedsministeren kan endnu ikke love en særskilt kronikerpakke til astma. Men hun anerkender behovet og peger på, at astmapatienter kan blive tilgodeset i arbejdet med de kommende kronikerpakker – herunder pakken for kompleks multisygdom, der indføres i 2031.

Vi ser det som et klart signal om, at vores stemme bliver hørt. Nu fortsætter vi arbejdet for, at astma får en selvstændig og tydelig prioritet i sundhedspolitikken. Det skylder Christiansborg de hundredtusinder af danskere, hvis hverdag og arbejdsliv i dag er præget af astma.

Svar fra sundhedsminister Sophie Løhde:

”Jeg er enig i Astma-Allergi Danmarks ønske om at styrke indsatsen for personer med kronisk sygdom såsom astma. Det skal bl.a. understøtte, at man kan leve et godt og langt liv med sin kroniske sygdom og have en aktiv hverdag samt et godt arbejds- og fritidsliv.

I dag lever mere end en million danskere med en eller flere kroniske sygdomme. Med sundhedsreformen 2024 vil regeringen derfor løfte indsatsen bredt set til gavn for det voksende antal mennesker med kroniske sygdomme.

Reformen skal bl.a. sikre et mere nært og lige sundhedsvæsen, hvor borgere med kronisk sygdom uanset bopæl har adgang til gode og sammenhængende sundhedstilbud af høj kvalitet. Der skal bl.a. udvikles en række kronikerpakker, og det er aftalt, at der fra 2031 indføres en kronikerpakke for kompleks multisygdom. Sundhedsstyrelsen er for nuværende i gang med at udvikle den nærmere faglige ramme for kronikerpakker med bred inddragelse af relevante aktører.

Et centralt element i reformen er, at der skal ske en generel udbygning af kapaciteten og opgaverne i de almenmedicinske tilbud, så egen læge kan spille en langt større rolle som tovholder og bidrage med mere sammenhæng og kvalitet for den enkelte.

Det indgår også i reformen, at fordelingen af praktiserende speciallæger også skal være mere lige på tværs af landet, ligesom der vil blive lovfastsat en ny patientrettighed til hurtig udredning og behandling ved praktiserende speciallæge. Det betyder, at borgere, der har modtaget en henvisning til en praktiserende speciallæge, får egentlige rettigheder til udredning og behandling. Den konkrete model for rettigheden skal afklares frem mod fremsættelse af lovforslag i 2026.

Det er dog aftalt, at regionerne allerede i 2026 kan anvende 50 mio. kr. til at nedbringe ventetider til speciallægehjælp.

Det er eksempler på initiativer, som bredt set vil gavne mange mennesker med kronisk sygdom. Det gælder også mennesker med astma.

Med venlig hilsen 
Sophie Løhde

Bliv medlem i dag

Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.

Bliv medlem