Medicinen må ikke blive en kamp
Hvis små børn stritter imod, kan medicingivning føles som en daglig kamp. Men bag uroen gemmer sig en vigtig gevinst: Rigtig behandling betyder færre symptomer og en tryggere og nemmere hverdag for både barn og familie.
Publiceret 12/02 2026
Ca. 4 min. læsning

DET KAN VÆRE en voldsom oplevelse for både barn og forældre, når et lille barn med astma nægter at tage imod sin medicin. For nogle ender det i en fysisk kamp, hvor barnet må holdes fast, mens medicinen gives. Gråd, utryghed og nogle gange besvær med vejrtrækningen gør situationen til en følelsesmæssig belastning for hele familien.
Mange børn reagerer i starten på masken, der sidder på spaceren/åndingsbeholderen. Det kan også være, at de fornemmer forældrenes usikkerhed, som kan bunde i, at medicingivningen føles som et overgreb på barnet.
Forældrenes frygt for bivirkninger kan også betyde, at barnet ikke får den nødvendige dosis. Men uden medicin har barnet symptomer og kan have svært ved at følge med jævnaldrende – både fysisk og socialt – på grund af manglende trivsel. Tegn på utilstrækkelig behandling er ofte pibende vejrtrækning, åndenød, hoste, irritabilitet, dårlig søvn, træthed og tilbagetrækning fra leg.
– Ubehandlet astma kan føles som at trække vejret gennem et sugerør med næsen lukket til. Derfor er det afgørende at huske, at medicinen er nødvendig omsorg. Når barnet får sin medicin, får det en bedre hverdag med god trivsel, forklarer Christine Højer Eriksen fra Astma-Allergi Danmarks rådgivning.
Prøv disse 4 trin
1. Lad barnet falde til ro
Gør medicinen klar, og tag barnet på skødet. Tryk på sprayen, når barnet er roligt, og lad barnet trække vejret stille og roligt gennem masken. Hvor mange vejrtrækninger barnet skal tage per sug, står i brugsanvisningen.
2. Hold øje med ventilen
Kontroller undervejs, om klappen på ventilen bevæger sig frem og tilbage. Hvis barnet skal have mere end én dosis ad gangen, ryst da sprayen igen, og gentag punkt 1.
3. Hold barnet ind mod dig
Vender barnet hovedet væk, stritter imod eller siger nej, kan du bruge det såkaldte ”blide brydergreb”. Barnet kan med fordel placeres, så det sidder med siden ind mod dig. Barnets ene arm fikseres bag din ryg, og den anden arm holdes ind til barnets krop. Du har på den måde godt fat i barnet og stadig en arm fri til at give medicinen.
4. Afledning og hygge
Når barnet sidder trygt på dit skød, men har svært ved at holde sig i ro, kan det være en god idé med lidt adspredelse. Lad eksempelvis barnet holde en bamse eller sit favoritlegetøj. Du kan eventuelt synge en sang eller spille musik, der beroliger. På den måde kan barnet blive afledt og glemme sin uvilje.
Hjælpemidler gør det nemmere
Børn under seks år har ofte svært ved at kontrollere deres inhalationsteknik, så de skal have deres astmamedicin fra inhalatoren via særlige åndingsbeholdere, også kaldet spacere.
Når spaceren er samlet rigtigt, skal man tjekke, om medicinen skal rystes, inden den sættes i inhalatoren for enden af spaceren. Derefter sættes masken omkring barnets mund og næse. Tryk én gang på inhalatoren, hvorefter barnet så trækker vejret stille og roligt det antal gange, der står i instruktionen. Gentag proceduren, hvis lægen har ordineret mere end et sug.
Når barnet er fire til seks år, kan det begynde at bruge spaceren med mundstykket og uden maske. Når barnet når skolealderen, kan det være, at lægen ordinerer en pulverinhalator, hvor det ikke er nødvendigt at anvende en spacer. De fleste børn har på det tidspunkt styr på deres inhalationsteknik og er blevet så fortrolige med deres medicin, at de selv kan suge den nødvendige medicin ned i lungerne.
Hold dog øje med, om barnet gør det rigtigt, når det inhalerer medicinen. Først skal barnet aktivere medicinbeholderen, typisk ved at trykke eller dreje. Barnet skal nu puste ud og dernæst placere mundstykket mellem læberne og lukke læberne tæt sammen om det. Barnet inhalerer nu efter medicinens anvisning, hvorefter barnet holder vejret i cirka fem sekunder og derefter puster langsomt ud, når inhalatoren er fjernet. Få altid lægen eller sygeplejersken til at demonstrere inhalationsteknikken, og læs altid indlægssedlen, før behandlingen påbegyndes. Sørg også for at få tjekket teknikken, når I er til kontrol.
Bliv medlem i dag
Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.
Bliv medlemSkab en afslappet situation
Der findes flere strategier til at gøre situationen lettere: Måske hjælper det jer at dele ansvaret mellem jer, så det ikke kun er én forælder, der står med opgaven. Lad også spaceren ligge fremme, så barnet kan vænne sig til den – måske ved at bruge den på en dukke eller bamse uden medicin. Der findes også forskellige produkter på markedet, som har karakter af legetøj, og som man kan montere på spaceren. Nogle børn kan godt lide at se film imens – andre finder ro, hvis forældrene synger eller tæller vejrtrækningerne højt. På den måde bliver medicinen en naturlig del af hverdagen og ikke en kamp.
Husk tandbørsten!
Når man tager astmamedicin, er det vigtigt at sikre god mundhygiejne for at undgå bivirkninger som svamp i munden.
Vask barnet om munden og næsen efter inhalation med brug af maske for at fjerne eventuelle medicinrester på huden.
Lad dit barn skylle munden med vand efter hvert indtag af medicin – og spytte vandet ud.
Hjælp barnet med at børste tænder morgen og aften.
Kontakt lægen, hvis barnet får hvide belægninger på tungen, hæshed, irritation i munden eller andre bivirkninger.
Er det stadig svært at give dit barn medicin, så tal med sundhedsplejersken, lægen eller sygeplejersken. De vil kunne hjælpe dig, så du kan give dit barn den medicin, det har brug for.
Du har lige læst en artikel fra vores medlemsblad Astma+Allergi
Astma+Allergi giver dig personlige fortællinger, den nyeste forskning og hjælper dig til et bedre liv med astma og allergi. Som medlem får du medlemsbladet direkte i din postkasse fire gange om året, eller du kan vælge at modtage bladet digitalt.Bliv medlem og læs det nyeste medlemsblad