Mange birkepollen i Danmark

Nu blomstrer de danske birketræer og de mange pollen udfordrer landets 500.000 danskere med birkepollenallergi. Nyt digitalt værktøj skal hjælpe dem gennem sæsonen.

Publiceret 24/04 2026

Ca. 3 min. læsning

De danske forårsfornemmelser med sol og varme har givet gode betingelser for danske birketræerne, der nu udleder store mængder pollen. Foto: Canva

Nu blomstrer birketræerne i hele landet, og udledningen af pollen er meget høj. Når pollentallet er over 100 er det højt og i det seneste døgn har det været 562 i Østdanmark og 126 i Vestdanmark. Det skaber store problemer for flere hundredetusinde danskere, der lider af den indgribende kroniske sygdom, høfeber.

– Pollenniveauet er lige nu meget højt, og vi får rigtig mange henvendelser i vores telefoniske rådgivning fra danskere med høfeber og astma, der oplever symptomer som rindende øjne, løbende næse, træthed, vejrtrækningsbesvær og hoste. Og de høje pollental ser ud til at fortsætte, siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.

Stor udledning i hele landet

For tre uger siden startede Astma-Allergi Danmark birkepollensæsonen. Det skyldtes, at foreningen havde fanget pollen, der var blæst til Danmark med vinden fra syd, formentlig fra Tyskland og Polen.

De danske forårsfornemmelser med sol og varme har givet gode betingelser for danske birketræerne, der nu udleder store mængder pollen. Pollenproduktionen hos birk er meget stor og anslås til 5,5 millioner pollen per rakle. 

I de seneste dage har tallene været høje og 5-døgns prognosen viser, at udledningen bliver høj i den næste periode på grund af varmere temperaturer og solskin.

Birkepollensæsonen er gennemsnitligt blevet 15 dage længere og mængden er steget med 35 procent sammenlignet med perioden fra 1985–2009. Det skyldes blandt andet klimaforandringer og manglende vedligehold af allergifremkaldende beplantning i by- og boligområder.

Bliv medlem i dag

Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.

Bliv medlem

Krydsreaktioner med fødevarer

Birkepollen krydsreagerer med en række fødevarer, så hvis man har allergi over for birkepollen, kan man også opleve at få symptomer, når man eksempelvis spiser æbler, gulerødder, mandler, tomater og hasselnødder. De mest almindelige symptomer er kløe og lettere hævelse på læberne og i munden og svælget. Det er derfor en god idé at holde øje med, om man oplever symptomer, når man spiser i den kommende tid.

Læs mere om krydsreaktioner i appen Dagens Pollental.

Ny digital hjælp i hverdagen og behandlingsforløb

450.000 danskere bruger allerede Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental for at komme godt gennem pollensæsonen. De aktuelle pollental og en 5-døgnsprognose gør det nemlig muligt at planlægge medicinindtag og udendørsaktiviteter i den del af året, hvor der er pollen i luften.

Nu byder en helt ny version af appen på flere funktioner, der kan gøre en forskel for både hverdagen med pollenallergi og den enkeltes behandling. I den opdaterede Dagens Pollental-app kan man føre dagbog og tracke medicinindtag, symptomer, trivsel og sammenholde det med aktuelle pollental. Appen samler data i et overblik, man kan tage med til sin læge.

– Vi tror og håber, at det vil gøre det lettere for både vores medlemmer og sundhedspersonalet at finde frem til den rette og mest effektive behandling, når de sammen kan gennemgå mønstre i sygdommen ud fra data i appen, siger Anne Holm Hansen.

Dagens Pollental kan downloades gratis i App Store og Google Play. Nogle funktioner kræver medlemskab af Astma-Allergi Danmark. Hvis du allerede har Dagens Pollental på din telefon, bliver den automatisk opdateret til den nye version.

Dagens Pollental app

Hent vores app Dagens Pollental og kom godt gennem pollensæsonen.
Som medlem får du adgang til alle appens funktioner.

Hent appen her