Kasper lever med en usynlig fjende
Kasper er allergisk over for BIT, som findes i mange dagligdagsprodukter. Hans liv er præget af konstant forsigtighed, da selv små mængder BIT kan udløse smertefulde hudreaktioner.
Publiceret 20/02 2025
Ca. 4 min. læsning

Kaspers liv af præget af konstant forsigtighed. Han har nemlig allergi over for BIT. Foto: Flemming Gernyx
BENZISOTHIAZOLINON. Du kender måske ikke det mundrette stof, men det er et stof, du nok møder hver dag. Benzisothiazolinone (BIT) er et konserveringsmiddel, der bruges i en lang række produkter som rengøringsmidler, kosmetik og imprægnering.
BIT bliver også brugt i produktionen af materialer til tøj. For Kasper Hansen fylder BIT meget i tankerne. Kasper er nemlig en af de få, der er allergisk over for BIT, og for ham kan selv den mindste eksponering udløse en voldsom reaktion. Hvis du har allergi over for BIT, skal du hele tiden være på vagt. Fjenden er usynlig, og faren lurer overalt.
Reklamen, der rørte Kasper
Det starter som en mild, men irriterende stikken og niven. Især ved syningerne i tøjet. Langsomt dukker der små, røde knopper op, der klør intenst. Når Kasper giver efter og klør, blusser nældefeberen op. Kroppen bliver rød og hævet. Og den insisterende, brændende nældefeber kan fortsætte i ugevis. Når Kasper er i kontakt med BIT, reagerer kroppen hurtigt og ubarmhjertigt.
Forleden så Kasper en tøjreklame, der rørte ham. Det var en reklame, der viste et flot vintersæt, og da han så den, gik det op for ham, at han aldrig ville kunne bære sådan et sæt igen.
– Jeg endte med at sidde og græde for mig selv. Man tænker måske ikke så meget over det i hverdagen, men det at tage et lækkert outfit på giver selvtillid. Og livskvalitet. For mig var det især sådan et flot vinteroutfit, der gav mig selvtillid, men det er bare slut nu, fortæller Kasper, mens hans stemme knækker. Han tøver et øjeblik, samler sig og fortsætter:
– Jeg har ringet rundt til alle tøjfirmaer i Danmark for at spørge, om der er BIT i deres tøj, men de aner det ikke. De kan ikke svare mig på, om der er BIT i deres tøj eller ej. De kan ikke gå så langt tilbage i processen, så de har ikke en chance for at svare på det.
Så hvad er der egentlig i vores tøj? Jeg har en allergi, som ingen rigtig kender, og det gør det virkelig svært. Min allergi over for BIT har ændret mit liv for altid. Det er svært for mig at finde arbejde. Og hvis jeg skal ud blandt andre mennesker, så skal jeg være meget opmærksom på, hvad jeg rører ved.
Det er især tøjet, der skaber store udfordringer for Kasper. BIT er nemlig et konserveringsmiddel, der bruges i en del tekstiler.

Foto: Flemming Gernyx
I Astma-Allergi Danmark er vi opmærksomme på, at personer med allergi over for stoffer i tøj kan opleve allergiske reaktioner. Derfor arbejder vi målrettet for at lancere tekstilkriterier, som hjælper folk med allergi i deres hverdag.
Vores mål er at gøre det lettere for jer at vælge tøj, der både er sikkert og skånsomt for jeres hud.
I løbet af 2025 får tøjproducenter mulighed for at ansøge om at få Astma-Allergi Danmarks allergimærke, Asthma Allergy Nordic, på deres produkter. På den måde kan vi være med til at skabe større tryghed for jer, der har allergi, og sikre, at I kan finde tøj, der ikke forværrer jeres allergi.
En hverdag fyldt med spørgsmål
Kaspers liv er blevet ændret markant efter, at han er blevet allergisk over for BIT. Kaspers liv er præget af spørgsmål, som de fleste af os aldrig ville overveje: Kan jeg bruge denne shampoo? Er der BIT i sokkerne? Kan jeg sidde på sædet i bussen uden at få en reaktion? Kan jeg kramme mine nevøer og niecer uden at få udslæt? Hver eneste lille beslutning kan have store konsekvenser. Det er ikke bare et spørgsmål om at finde produkter uden BIT. Det er en evig, udmattende kamp mod en usynlig fjende.
Den konstante opmærksomhed tærer på Kaspers kræfter og livskvalitet. Hver dag er fyldt med nervøsitet og frygt for, at en utilsigtet kontakt med BIT udløser en reaktion.
– I to år led jeg med røde knopper og kløe, uden at nogen kunne finde ud af, hvad der var galt. Jeg trak mig tilbage fra omverdenen. Jeg isolerede mig. Hvad skulle jeg stille op? I to år rendte jeg rundt herhjemme med en dyne omkring mig. Og så havde jeg en heldragt, som jeg kunne bruge. Det var det eneste, som jeg kunne have på, uden at jeg fik udslæt, fortæller Kasper.
Efter to års søgen fandt lægerne endelig ud af, at Kasper er allergisk over for BIT. Men selvom han nu kender årsagen til sine reaktioner, er han langt fra at have løsningen. Han er stadig i gang med at forstå, hvad det betyder for hans liv på lang sigt, og hvordan han kan leve med allergien på en måde, der giver ham mulighed for at fungere normalt i hverdagen.
– Jeg har smidt alt ud – sofaer, tøj, håndklæder, ja, alt. Jeg måtte starte forfra, og det har været en lang proces. I dag får jeg alt mit tøj speciallavet. Jeg har fået speciallavet underbukser, joggingsæt og strømper. Men det er alt, hvad jeg har, som jeg kan gå med, fortæller Kasper.
Kasper modtager et månedligt beløb fra kommunen, som hjælper ham med at dække nogle af de ekstraudgifter, hans allergi medfører. Kommunen har også været hjemme hos ham for at gennemgå hans bolig og sikre, at han har en seng og en sofa, der ikke udløser reaktioner.
BIT er desværre ikke Kaspers eneste allergi. Han er også allergisk over for gummikemikalier, og så lider han af nældefeber og varmeknopper. Men det er allergien over for BIT, der er mest udfordrende, fortæller han.
Bliv medlem i dag
Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.
Bliv medlem