Dagens Pollental skruer op for funktionerne

Astma-Allergi Danmark er klar med en helt ny version af appen Dagens Pollental. Appen har i årevis hjulpet flere end 450.000 danskere med at komme gennem pollensæsonen. Med Dagens Pollental får du nu flere redskaber, der kan hjælpe dig med at følge dine symptomer og optimere din behandling.

Publiceret 23/04 2026

Ca. 3 min. læsning

Med Dagens Pollental får du nu flere redskaber, der kan hjælpe dig med at følge dine symptomer og optimere din behandling.

70 PROCENT AF foreningens medlemmer bruger appen Dagens Pollental. I pollensæsonen leverer vi dagligt Dagens Pollental og en prognose for pollenniveauerne i Danmark. Dem er der mange, der bruger, så de kan planlægge, hvordan de mindst bliver syge af deres pollenallergi. Og det er ikke kun foreningens medlemmer – flere end 450.000 danskere har indtil nu downloadet appen.

Vi har i mange år ønsket at gøre appen endnu bedre for vores medlemmer, og gennem det sidste år har vi arbejdet med at udvikle en helt ny version, der indeholder helt særlige medlemsfordele. Ud over et komplet nyt design og brugerflade kan medlemmer nu også bruge en dagbogsfunktion og få gode råd til at komme gennem hele sæsonen.

– Vi har virkelig glædet os til at sende et nyt digitalt værktøj på gaden, der kan hjælpe vores medlemmer med pollenallergi. Tjenesten er blevet markant forbedret, og nu kan man ikke kun bruge den til at planlægge sin dag i pollensæsonen, men også som et konkret værktøj til at tale med lægen om, hvordan man kan få en bedre behandling, siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.

Nyt våben mod pollenallergi

Appen er blevet udvidet med en dagbog, der gør det muligt at tracke og sammenholde sine egne symptomer, medicinindtag og pollentallene, så man kan følge udviklingen af sin egen allergi gennem sæsonerne. Man får også et samlet overblik over sin sæsonhistorik, som man kan tage med til lægen for at få optimeret sin behandling.

Brugerne kan også få tilsendt brugbare notifikationer og beskeder, så man er klædt på til at håndtere sin allergi gennem hele sæsonen. Det betyder blandt andet, at man kan få tidligere varslinger af forestående sæsonstart for forskellige pollentyper og dermed tage sin medicin i god tid. Man kan eksempelvis også få indblik i, hvordan forskellige pollentyper og fødevarer kan krydsreagere med hinanden og forværre symptomer.

– Jeg er virkelig afhængig af Dagens Pollental for at komme gennem sommeren. Ellers kan jeg ikke planlægge mine dage, og det får ofte konsekvenser for mine sociale aktiviteter og mit arbejde, siger Tine Fjord fra Aarhus, der har haft pollenallergi i 15 år.

Bliv medlem i dag

Med et medlemskab af Astma-Allergi Danmark er du med til at skabe bedre vilkår for alle med astma, allergi, høfeber og eksem.

Bliv medlem

Fra lommen til lægen

Dagens Pollental er baseret på næsten 50 års erfaring med at stå for pollentællingen i Danmark og er udviklet af specialister i høfeber og pollenastma. Appen er også blevet til i samråd med læger med specialviden inden for allergologi.

– Med den nye app fra Astma-Allergi Danmark får patienter et bedre overblik over pollen i luften, deres symptomer og brug af medicin. Når appen bruges rigtigt, kan den være en stor hjælp for mennesker med moderat til svær pollenallergi, siger overlæge Jesper Elberling, Klinik for Allergi, Gentofte og Herlev Hospital.

Det får du med Dagens Pollental-appen

  • Dagens Pollental 5-dages pollenprognose
  • Vejrudsigt for dit område
  • Sæsonoverblik med grafer
  • Registrér symptomer og medicin i din allergidagbog*
  • Se sammenhænge mellem pollental, medicin og egne symptomer*
  • Forbered lægebesøget med sæsonhistorik*
  • Opsæt medicinpåmindelser i appen*
  • Få tidlige varsler ved første registrerede pollen*
  • Få ny viden om pollenallergi, eksempelvis krydsreaktioner mellem pollen, fødevarer og symptomer*
  • Hold dig opdateret med nyt fra forskningen, pollenrekorder og gode råd til personer med allergi*
*Disse funktioner er særligt til medlemmer af Astma-Allergi Danmark

Dagens Pollental app

Hent vores app Dagens Pollental og kom godt gennem pollensæsonen.
Som medlem får du adgang til alle appens funktioner.

Hent appen her