Børn og voksne med astma glemmes i undersøgelse af luftforurening fra Københavns Lufthavn

Luftforurening fra Københavns Lufthavn udgør en alvorlig sundhedsrisiko – især for børn med astma. Alligevel er hverken børn eller voksne borgere inkluderet i en undersøgelse af helbredskonsekvenser af luftforurening fra Kastrup Lufthavn. Det kan få alvorlige følger for beboere i boligområder tæt på lufthavnen.

Publiceret 02/06 2025

Ca. 1 min. læsning

Foto: Shutterstock

Astma-Allergi Danmark har gennem den seneste tid arbejdet for, at mennesker med astma bliver inkluderet i en igangværende undersøgelse af helbredskonsekvenserne af luftforurening med ultrafine partikler fra Kastrup Lufthavn. De er nemlig særligt sårbare over for luftforurening med ultrafine partikler. Det er sket i samarbejde med lokale borgere fra Amager, forskere og politikere.

»Lufthavnen udleder mange ultrafine partikler, og ved at udelade astma hos voksne og børn i undersøgelsen får man ikke et fyldestgørende billede af de sundhedsmæssige konsekvenser af luftforureningen«, siger Anne Holm Hansen, direktør i Astma-Allergi Danmark.

Politiken har beskrevet problemstillingen i denne artikel. Artiklen kan læses gratis ved oprettelse af en profil.

Miljøministeren skal tirsdag den 3. juni i samråd, hvor han skal forholde sig til, om børn og astma skal inkluderes i undersøgelsen. Det kræver både Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.

Undersøgelsen er igangsat forud for en større planlagt udvidelse af Københavns Lufthavn. I den forbindelse er mange borgere bekymret for, hvad det vil betyde for den i forvejen høje luftforurening i nærområderne.

Vi følger løbende med i denne sag, der kan få stor betydning for borgere med astma, der bor tæt på lufthavnen.