Esther, der har en livsfarlig jordnøddeallergi, skal til Japan

Kan man rejse til Japan med et barn, der har jordnøddeallergi? Ja, det kan man, mener familien Henningsen. Men det kræver, at man laver et grundigt stykke forarbejde, inden man rejser afsted. Kom med hjem til familiens rækkehus i Jonstrup, hvor de fortæller om, hvilke overvejelser de gør sig, inden de flyver afsted til Japan.

Publiceret 29/06 2023

Ca. 6 min. læsning

Del artikel

^{Foto: Flemming Gernyx / Tekst: Katrina Gillies Rasmussen}

Omkring familiens runde træbord sidder Troels, Anne Marie, Esther og Peter. I familiens stue er der grønne planter, der strutter af sundhed. Det kræver et helt særligt sæt grønne fingre, inden planter kommer til at se sådan ud.

På det runde bord ligger der bøger om Japan. Familien har samlet bøgerne sammen hen over de sidste 10 år. Drømmen om Tokyo, Universal Studies og at bestige Fuji er nemlig en drøm, som familien har haft længe. Og sparet sammen til i mange år. Inden længe rejser familien til Japan, men med i kufferten er der en fødevareallergi, der kræver, at familien er godt forberedt, inden de rejser afsted.

Esther, familiens yngste medlem, har nemlig en livsfarlig jordnøddeallergi.

– Når man tager til Japan, vil man jo vildt gerne udforske små gadekøkkener, men det har vi mentalt indstillet os på, at sådan bliver det ikke for os. Det kan sagtens være, at der vil være aftener med McDonalds, selvom man er i et kulinarisk mekka, fortæller Troels, mens han kigger forsigtigt hen på sin datter, der hviler sit ansigt på sin hånd.

Troels og Anne Marie forsøger at skabe en balance. De ønsker at tale åbent om Esthers fødevareallergi, men de ønsker samtidig heller ikke, at den fylder for meget. Hvordan lærer man sit barn om dets alvorlige sygdom? Samtidig med at man sørger for, at ens barn ikke bliver bekymret og bange? De ønsker, at Esther oplever verden, selvom hun har en alvorlig fødevareallergi. Men de forstår også godt, hvorfor der er nogle, der bliver hjemme. Det handler om at gøre det, der giver mening for ens familie.

– En helt afgørende ting er, at hospitalet har sagt: ”I kan godt gøre det.” Hvis der havde været noget slinger i valsen fra hospitalets side, var vi ikke taget afsted. Hospitalsforholdene i Japan er gode, så hvis uheldet er ude, er vi sikre på, at vi kan få den hjælp, som vi har brug for, fortæller Anne Marie.

– Vi sørger også for at booke steder i Japan, hvor vi ved, at der er hospitaler i nærheden, supplerer Troels, mens han nikker anerkendende til sin kone.

Der er et stort vinduesparti i stuen, der lukker dagens lys ind. Vinduespartiet fylder hele endevæggen, så vi får hurtigt varmen, mens vi sidder og taler sammen. Måske lyset også bidrager til, at de grønne planter er så struttende sunde.

Dengang Esther tog en bid af en myslibar

Det er april måned, og der er temauge på Esthers skole. Esther bygger kulisser til et teaterstykke, der handler om ressourcer og affald. I et par uger bliver matematik og dansk skiftet ud med et særligt fokus på klodens tilstand.

Alle børnene i Esthers klasse får tilbudt snacks, fordi det er temauge. Herunder en myslibar. Sådan en har Esther aldrig smagt før. Hun tøver indledningsvis med at spise den, fordi hun ved, at der måske er noget i den, som hun ikke tåler. Men hun ender med at tage en bid af den alligevel.

Det begynder hurtigt at klø inde i Esthers mund. Esther fortæller en lærer, at der er noget galt. De voksne på skolen ved, at Esther ikke tåler jordnødder, så de tjekker varedeklarationen, som desværre viser, at der er 17 procent jordnødder i myslibaren.

Jeg har det underligt, fortæller Esther sin mor, som bliver tilkaldt med det samme. Anne Marie undersøger sin datters krop for nældefeber. Der er ikke noget at se. Hvis der ikke er noget at se, er det måske ikke så galt? Esther virker okay, men hendes blik er vandigt. Og hun fortæller, at hun har ondt i maven. Anne Marie og Esther går ned til bilen, så de kan komme hjem. Esther vil bare hjem nu. Men mavesmerterne udvikler sig. Esther hoster og vrider sig på en måde, der gør, at Anne Marie beslutter sig for at køre mod Herlev Hospital. Hun har alarmcentralen i røret. Esther har aldrig reageret så voldsomt før.

Alarmcentralen fortæller, at der er en stue klar til Esther, så snart de kommer. Personalet måler lavt blodtryk og ser, at Esther nu har nældefeber på sin overkrop. Esther hoster og fortsætter med at have mavesmerter. Esther siger, at farverne forsvinder, og at hun gerne bare vil sove. Anne Marie bliver bange. Personalet giver Esther drop, så blodtrykket kommer op igen. Det hjælper.

Esther er under opsyn resten af dagen. Hun får det gradvist bedre. Sent på eftermiddagen får Esther lov til at komme hjem igen.

ラッカセイ

... eller pīnattsu. Sådan siger man jordnødder på japansk. Det er et ord, som Esther har lært, fordi hun ved, at det bliver et vigtigt ord, når de kommer tilJapan. Men derudover taler familien ikke japansk.

– Vi kommer til at bruge Google Translate rigtig meget. Det gode er, at de generelt set har samme regler, som vi har, når det kommer til varedeklarationer. Det er jo et superorganiseret samfund, fortæller Troels, mens han tager en tår af sin kaffe.

– Vores erfaring er også, at så længe det er rene produkter som for eksempel en pose ris, æg, friske grøntsager eller et stykke kød, så er der ikke spor af jordnødder. Vi kan på den måde sagtens sørge for, at Esther får mad, mens vi er afsted, supplerer Anne Marie.

Alle de steder, hvor familien skal bo, er der et køkken. Familien har prioriteret, at der altid skal være mulighed for at lave mad selv. De ved også, at de ikke kommer til at spise på mange forskellige restauranter, men at de kommer til at spise på få udvalgte steder, som de føler sig trygge ved.

Peter, parrets søn, tager på efterskole efter sommerferien, så det er måske en af de sidste muligheder for at rejse sammen. Det er vigtigt for dem, at de rejser som en familie. Som et fællesskab.

– Det handler jo også om: Hvor meget skal man lade angsten styre? Det nemmeste er jo, at man bygger et fængsel op omkring sygdommen, så man hele tiden er i kontrol. Selvfølgelig kan rejsen lade sig gøre. Det er klart, at det er en anden type ferie, men det kan lade sig gøre. Oplevelserne er jo de samme. Det er vigtigt at se verden og også se noget, der er anderledes. Det er vigtigt for Esther at lære, at hvis hun tænker sig om og gør sig umage, så kan hun opleve præcis det samme som alle andre, fortæller Troels.

Esther drømmer om japanske souvenirs. En kimono og en kuglepen, hvor der står ”Japan”. Det ville være godt. Når familien sætter benene på dansk jord igen, håber de, at de har kunnet nyde turen. At de har været helt almindelige turister i Japan, selvom de har haft en fødevareallergi med i kufferten.