simple image

Manglende hjælp, når forbrugerne skal finde parfumefri produkter

Astma-Allergi Danmark arbejder for en astma- og allergivenlig dagsorden, som kan forbedre vilkårene for alle med astma, allergi, høfeber og eksem og deres pårørende. Derfor sætter vi politisk fokus på Manglende hjælp, når forbrugerne skal finde parfumefri produkter.

Hvad er situationen og udviklingen lige nu?

Indholdsstoffer i plejeprodukter skal deklareres. Parfumestoffer skal deklareres med ordet parfume eller aroma, hvis stoffet er tilsat med den funktion at parfumere produktet. Hvis stoffet tilsættes med en anden funktion end parfumering, fx som blødgører eller konserveringsmiddel, skal stoffet deklareres med ingrediensens INCI-navn.

Derudover er der krav om at de 26 deklarationspligtige parfumestoffer skal deklareres med parfumestoffets INCI-navn og parfume/aroma, hvis de er i mængder over 0,01% i rinse-off og 0,001% i leave-on produkter.

De 26 deklarationspligtige parfumestoffer skal deklareres med parfume/aroma, hvis de er i mængder under 0,01% i rinse-off og 0,001% i leave-on produkter.

Hvis de deklarationspligtige parfumestoffer er tilsat af andre årsager end den parfumerende funktion, skal ingrediensens INCI-navn deklareres, men parfume/aroma skal ikke angives i deklarationen.

Tilsætter man en naturlig ingrediens indeholdende parfume, skal denne deklareres med INCI-navn for den naturlige ingrediens, og parfumestofferne skal deklareres efter ovenstående system.

Visse producenter bruger ordet ”fragrance” ved deklarering af parfume, men dette er ikke lovligt i henhold til Kosmetikforordningen.

Tidligere har Miljøstyrelsen fortolket reglerne anderledes. Her var deres fortolkning, at producenterne altid skulle angive parfume/aroma, hvis produktet indeholdt parfumestoffer. Efter at have drøftet det med de øvrige medlemsstater, blev fortolkningen ændret og Miljøstyrelsen kom med et fortolkningsnotat. Det kan findes her.

Hvad er problemet?

Med den nuværende fortolkning, kan det være svært for forbrugerne at gennemskue om et produkt er uden parfume, idet parfume ikke altid fremgår med ordet parfum/aroma. De eneste muligheder er at gå efter Astma-Allergi Danmarks allergimærkning eller at finde produkter, som decideret skriver at de er uparfumerede, uden parfume eller lignende. Selve deklarationen kan altså ikke bruges til at se om produktet er med eller uden parfume.

Hvorfor er det et problem?

Mindst fem procent af den danske befolkning har parfumeallergi og har derfor, i større eller mindre omfang, et behov for at finde og købe parfume fri produkter.

Samtidig vurderer forskerne på området, at problemet er stigende. Derfor prøver mange interessenter, her i blandt Astma-Allergi Danmark og Miljøstyrelsen, at få forbrugerne til i stigende grad at købe uparfumerede produkter. Miljøstyrelsen har de seneste år haft et særligt fokus på unge og parfume. Skal dette lykkes, skal det være let at finde parfumefri produkter. Det er det ikke på nuværende tidspunkt.

Selv hvis man har lært sig navnene på de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, så kan parfume stadig være i en lang række ingredienser, som bruges med anden funktion end den parfumerende funktion. Det er særligt for de naturlige ingredienser, at dette kan være tilfældet. Hvis man for eksempel tilsætter et naturligt ekstrakt indeholdende parfume med en plejende funktion, skal ingrediensen kun deklareres med INCI-navnet for ekstraktet og ikke selve parfumestoffet.

Mange forbrugere har efterhånden lært, at deklarationen kan anvendes til at se, hvilke ingredienser der er i et produkt. Det kan derfor være misvisende for forbrugerne, at et produkt, hvor der ikke er angivet parfume/aroma, alligevel kan indeholde parfume.

Kontaktperson

Anne Holm Hansen

Vicedirektør

Tlf.: 43 43 59 11
Mail: info@astma-allergi.dk