simple image

Kæledyr i det offentlige rum, på plejecentre og handicapinstitutioner m.m.

Astma-Allergi Danmark arbejder for en astma- og allergivenlig dagsorden, som kan forbedre vilkårene for alle med astma, allergi, høfeber og eksem og deres pårørende. Derfor sætter vi politisk fokus på kæledyr i det offentlige rum.

Hvad er situationen og udviklingen lige nu?

I Astma-Allergi Danmarks Rådgivning hører vi om medlemmer der møder dyr, særligt hunde, i det offentlige rum.

Vi har ingen statistik på antallet af henvendelser gennem tiden, men det er en klar opfattelse, at det sker i stigende omfang.

Hvad er problemet?

Prævalensen af allergisk rhinit på grund af hund er i Danmark 4,91%*.
Derudover viser undersøgelser, at antallet af europæere der er sensibiliseret mod allergener fra hund er 27.2%, varierende fra 16.1 til 56%. Sensibilisering er markant højere I de nordiske lande (fx Danmark og Finland) og lavere i central/vesteuropa og landene omkring Middelhavet (fx Østrig, Belgien og Italien).**

Prævalensen af allergisk rhinit på grund af kat er i Danmark 4,46%*.
Derudover viser undersøgelser, at antallet af europæere der er sensibiliseret mod allergener fra kat er 26,3%, varierende fra 16.8 til 49,3%. Sensibilisering er markant højere I de nordiske lande (fx Danmark og Finland) og lavere i central/vesteuropa og landene omkring Middelhavet (fx Østrig, Belgien og Italien).**

Der er derfor grund til at tro at der kan ske en stigning af antallet af allergikere i fremtiden.

*Allergisk rhinit er defineret som en kombination af selvrapporterede næsesymptomer nær hund og positiv priktest. Kilde: Generel dansk voksen (18-69 år) population i 2016–2017 (Health2016). Center for Clinical Research and Prevention, Health2016. Unpublished data.

** Kilde: Heinzerling LM et al. GA 2 LEN skin test study I: GA2LEN harmonization of skin prick testing: novel sensitization patterns for inhalant allergens in Europe. Allergy (2009) 64(10):1498–506. Info fundet via: Eva Zahradnik and Monika Raulf. Animal Allergens and Their Presence in the Environment. Front Immunol. 2014; 5: 76.

Hvorfor er det et problem?

  • Mennesker med allergi over for hund oplever det som en indskrænkning af deres bevægelsessfære, at de ikke kan bevæge sig frit uden risiko for at møde dyr de ikke kan tåle.
  • Nogle oplever også, at det indskrænker deres jobmuligheder, fx hvis arbejdspladsen har en kontorhund.
  • Vi oplever tillige en bekymring fra vores medlemmer omkring muligheden for at komme på plejehjem, når den tid kommer, hvor der er fx bor katte eller kommer besøg af besøgshunde.
  • I dag er det optil den enkelte restaurant om de tillader dyr eller ej. Der er ingen lovgivning på området og ingen retningslinjer fra HORESTA.

Hvad kan Astma-Allergi Danmark foreslå?

Astma-Allergi Danmark ønsker at det er muligt for allergikere at færdes i det offentlige rum, bo på plejecenter, være ansat på plejecenter osv. uden risiko for at få symptomer.
Fx bør der ikke være dyr på en arbejdsplads, med mindre hunden har en funktion for arbejdet. Da hunde ikke har en funktion på en restaurantbesøg, bør det være forbudt.
​Plejehjem og institutioner bør som udgangspunkt være fri for dyr. Og ønsker man at bo med dyr, skal dette være et aktivt tilvalg.

Kontaktperson

 

Anne Holm Hansen
Vicedirektør

Tlf.: 43 43 59 11
Mail: info@astma-allergi.dk