Velkommen til vores nye hjemmeside.

Klik her, og læs mere

Hårfarve

Mange hårfarver indeholder et eller flere allergifremkaldende stoffer, som kan forårsage allergiske reaktioner.

Publiceret 03/09 2021

Ca. 5 min. læsning

Del artikel

Cirka halvdelen af den danske befolkning har prøvet at farve deres hår. Heraf har fem procent oplevet en allergisk reaktion i huden på grund af hårfarvningen.

Gode råd til at undgå allergi

  • Den sikreste måde at undgå allergi over for hårfarve er at lade være med at farve dit hår.
  • Jo yngre man er, og jo flere gange man farver sit hår, des større risiko er der for at udvikle allergi senere i livet
  • Minimér allergirisikoen ved at få lavet striber i stedet for en helfarvning. Dermed er hårbunden mindre udsat.
  • Undlad helt at farve hår, hvis du har fået udslæt, rødme, kløe eller sår efter at have farvet hår, øjenvipper, øjenbryn eller efter en hennatatovering.
  • Undgå at teste hårfarven på huden, som mange producenter ellers foreslår. Dels kan gentagne selvtest fremprovokere en allergi, og dels er disse tests usikre. Følsomheden ved testen kan variere, og en negativ test, giver ikke sikkerhed for at hårfarven tåles ved efterfølgende farvning.
  • Stop straks med at bruge produktet, hvis du reagerer på hårfarven. Kontakt din læge, som kan henvise dig til en hudlæge.

Symptomer

Den allergiske reaktion kommer typisk inden for de første døgn efter, du har farvet hår.

Symptomerne på hårfarveallergi kan være forskellige, men viser sig ofte ved eksem, knopper, rødme og eventuelt blærer i hårkanten, i ansigtet og på halsen. Reaktionen kan være ledsaget af betydelig hævelse i panden og omkring øjnene.

Man skal ikke farve sit hår, hvis:

  • man har udslæt i ansigtet eller en følsom, irritabel eller beskadiget hårbund
  • man tidligere har haft en reaktion efter hårfarvning
  • man tidligere har haft en reaktion på en midlertidig tatovering med sort henna

En lille del af dem som reagerer allergisk på hårfarve, udvikler meget voldsomme reaktioner, hvor hævelser i ansigtet og på halsen bliver meget omfattende, hævelserne kan brede sig til andre dele på kroppen og det kan blive svært at trække vejret.

Symptomerne kan vare ved i flere uger, da det allergifremkaldende stof fortsat findes i huden.

Hvad fremkalder allergien?

Allergi over for hårfarve fremkaldes primært fra det sorte farvestof PPD (para-phenylenediamine), som er stærkt allergifremkaldende. En række andre farvestoffer anvendt i hårfarve er nært beslægtede med PPD og er enten påvist allergifremkaldende eller er sandsynlig allergifremkaldende, ud fra stoffets kemiske struktur.

De hyppigst anvendte farvestoffer beslægtede med PPD er:

  • PTD (para-toluene-2,5-diamine)
  • Resorcinol
  • 4-amino-2-hydroxytoluene
  • P-aminophenol

PTD erstatter ofte PPD i hårfarver på det skandinaviske marked, men stoffet har de samme allergifremkaldende egenskaber som PPD.

Har du først fået allergi overfor PPD eller PPD-beslægtede stoffer, har du det resten af livet. Derfor kan du heller ikke tåle at farve bryn eller vipper med produkter, der indeholder samme farvestof. Enkelte personer vil heller ikke kunne tåle mørke tekstiler, da der kan være farvestoffer i, som ligner PPD.

Forskellige typer hårfarve

Permanent, semipermanent hårfarve eller skyllefarve

Permanente farver bliver i håret og kan ikke vaskes ud. Semipermanente bliver vasket ud efter en periode på typisk fire til seks uger. Skyllefarve giver blot håret en ny tone og holder kun ganske få vaske.

PPD hører til de farvestoffer der typisk anvendes i permanente hårfarver, men PPD-lignende stoffer anvendes også i hårfarver, der kan vaskes ud.

Det er altså vanskeligt at undgå PPD, eller PPD-beslægtede stoffer, da de anvendes i stort set alle permanente og semipermanente hårfarver.

PPD og de andre allergifremkaldende stoffer, kan både findes i hårfarve som anvendes hos frisøren og i den hårfarve du selv kan købe i butikkerne.

Henna

Den naturlige henna er rødbrun og udløser sjældent allergi, men du kan ikke ved blot at se på farvenuancen afgøre, om der er tilsat allergifremkaldende stoffer i hårfarven.

Selvom hårfarven sælges under navnet henna, kan den være tilsat andre allergifremkaldende stoffer, fx farvestoffet PPD.

Sort hennahårfarve indeholder med stor sandsynlighed PPD.

Vil du være sikker på at din henna-hårfarve ikke indeholder allergifremkaldende stoffer, bør du altid tjekke indholdsdeklarationen.

Økologisk hårfarve

At hårfarven er anført som økologisk, giver ingen garanti for, at produktet ikke er allergifremkaldende. Økologiske indholdsstoffer kan også give allergi.

Afblegning

Afblegningsprodukter kan indeholde persulfater. Der findes 3 forskellige persulfater og de er alle allergifremkaldende.

De tre persulfater hedder:

  • Ammonium persulfate
  • Potassium persulfate
  • Sodium persulfate

Symptomerne på allergi overfor persulfat er udover eksem også nældefeber, høfeber og astma, da man også kan have en straksallergi over for persulfater, hvilket kan ses hos frisører.

Desuden kan der ses ætsningsskader ved afblegning.

Det siger loven

EU har vedtaget, at hårfarver, der indeholder visse allergifremkaldende hårfarvestoffer, som fx PPD og PTD, skal være mærket med lovpligtige brugsanvisninger samt en advarselstrekant på produktet.

På produktet skal der stå:

  • "Hårfarvestoffer kan fremkalde alvorlige allergiske reaktioner."
  • "Læs og følg brugsanvisningen."
  • "Dette produkt er ikke beregnet til brug på personer under 16 år."
  • "Midlertidige tatoveringer med sort henna kan øge risikoen for allergi."

Bemærk at ovenstående lovgivning gælder hårfarver, og ikke afblegningsmidler

Medlemskab for dig med kontakteksem

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med kontakteksem har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem for kun kr. 225,- om året