Viden om Børneeksem

Hvad er børneeksem?

Børneeksem, også kaldet atopisk eksem, er en arvelig hudsygdom, som giver tør, kløende hud og perioder med eksem. Børneeksem rammer mest børn, men unge og voksne kan også have børneeksem.

Publiceret 14/03 2022

Ca. 5 min. læsning

Del artikel

Børneeksem har flere navne og kaldes for eksempel også atopisk eksem, atopisk dermatitis eller astmaeksem. Astma-Allergi Danmark bruger ordet børneeksem som det gennemgående ord, selvom også unge og voksne kan have sygdommen og opleve de samme symptomer og udfordringer i hverdagen.

Ved børneeksem mangler huden de naturlige fedtstoffer, der limer hudcellerne sammen. Fugten fra huden fordamper lettere, huden bliver tør og føles ru, og i perioder blusser den op med eksem.

Ved børneeksem er balancen i hudens immunsystem også lidt anderledes end hos andre med rask hud. Det betyder, at huden reagerer let på forskellige påvirkninger, og den er mere modtagelig for infektioner.

Antallet af børn med børneeksem i Danmark er steget kraftigt i 50 år, og forekomsten er nu stagneret. Omkring 20 procent af alle børn, der bliver født i Danmark i dag, udvikler børneeksem. I 1960 var tallet tre procent.

Halvdelen af de børn, der udvikler børneeksem, får sygdommen, inden de fylder et år, og 9 ud af 10 har fået sygdommen, inden de starter i skole. Mange af disse børn vil vokse fra sygdommen igen, inden de når puberteten. Men 10-15 procent har fortsat børneeksem som teenager og voksen, ligesom nogle vil opleve at få tilbagefald efter en symptomfri årrække. Mange oplever et tilbagefald i form af håndeksem.

Børneeksem er en kronisk sygdom, og forløbet er meget forskelligt fra person til person. Nogle har lange perioder med svært eksem, mens andre kun har korte perioder med let eksem.

Hos de fleste bliver eksemet værre om vinteren, hvor den tørre og kolde luft øger fordampningen fra huden. Den tørre hud kan øge risikoen for eksem, og der kan gå infektion i det angrebne område.

Der findes ikke en behandling, som kan helbrede børneeksem, men man kan forebygge udbrud ved at smøre huden med fugtighedscreme – gerne flere gange dagligt.

Hvis den forebyggende smøring med fugtighedscreme ikke kan holde udbrud af eksem helt væk, findes der også behandling ved udbrud.

Læs mere om den daglige behandling.

Læs mere om behandling ved udbrud.

Læs mere om kontakteksem.

Årsager til børneeksem

Både arv og miljø spiller en rolle for, at nogle udvikler børneeksem. De fleste med børneeksem har forældre eller søskende, der har eller har haft høfeber, astma eller børneeksem.

Arv

Et barn har 35 procent risiko for at få børneeksem, hvis den ene af forældrene har sygdommen. Har begge forældre børneeksem, har barnet 75 procent risiko for at udvikle børneeksem. Nogle mennesker er født med en arvelig genmutation, som bevirker, at de mangler filaggrin.

Andre ord for børneeksem:

  • Atopisk eksem

  • Atopisk dermatitis

  • Prurigo Besnier

  • Astmaeksem

  • Bøjefureeksem

  • Kløeeksem

Filaggrin er et protein, som findes i huden, og som er med til at sørge for en god hudbarriere. Mangel på filaggrin kan medføre tør hud og øger risikoen for eksem. Op mod 50 procent af dem med børneeksem mangler filaggrin i deres hud, hvilket betyder, at de skal passe ekstra godt på deres hudbarriere. Det betyder omvendt også, at halvdelen af dem med børneeksem har normalt filaggrin. Det vil sige, at man godt kan udvikle børneeksem, selvom man ikke har denne genmutation. Men dem, som har børneeksem og filaggrinmangel, har sværere ved at vokse fra eksemet.

Miljø

Forskere mener, at miljøet medvirker til den store stigning i antallet af børn med børneeksem. 

De har imidlertid ikke kendskab til alle de faktorer i vores omgivelser, der har betydning for udviklingen af børneeksem.

Men der er en tendens til, at flere børn udvikler børneeksem i lande med vestlig livsstil. Årsagen er sandsynligvis et samspil mellem arv og mange forskellige faktorer i omgivelserne. 

Allergi

Allergi er ikke årsag til børneeksem, men allergi kan forværre eller vedligeholde eksemet.

Allergi over for en bestemt fødevare viser sig ved, at eksemet blusser op, kort efter at du har spist den fødevare, som du ikke kan tåle. Husstøvmideallergi kan også forværre et eksem, og ved dyreallergi kan man også opleve, at huden reagerer ved for eksempel berøring med dyrets pels eller spyt.

Medlemskab for dig med børneeksem

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med børneeksem har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu