Creme uden steroid

Som alternativ til steroidholdige cremer, kan man behandle med andre immundæmpende præparater.

Publiceret 03/09 2021

Ca. 3 min. læsning

Del artikel

Primecrolimus og tacrolimus er stoffer der påvirker immunsystemet og dæmper eksemudbrud. Stofferne binder sig til huden og bliver ikke optaget i kroppen. Præparaterne er en mulighed for dem som har vedvarende eksem, som ikke falder til ro med steroidholdige cremer eller salver. Eller hvor det ikke er muligt at holde pause med steroidcreme, uden at eksemet straks blusser op igen.
Præparaterne bruges ofte også ved eksem i ansigtet.

Primecrolimus findes som cremen Elidel og tacrolimus findes som salven Protopic.

Receptpligtig

Du kan kun købe Elidel og Protopic på recept. Elidel cremen, som er den svageste, kan du bruge til mild og moderat atopisk eksem. Protopic salven, som er stærkere, kan du bruge til svær atopisk eksem.

Protopic findes i to styrker. Du bruger Elidel eller Protopic to gange daglig.

Fordele

  • Elidel og Protopic giver ikke tynd hud, som de stærkeste steroidcremer kan gøre ved måneders brug uden pause.
  • Du kan anvende cremerne i ansigtet og helt tæt på øjet, hvor du ikke må bruge steroidcreme.

Vær opmærksom på

  • Behandling kan i starten give en varm og/eller brændende følelse i huden, hvor cremen påføres.
  • Nogle børn og unge får oftere forkølelsessår og børnesår ved brug af præparaterne, da de påvirker hudens immunforsvar.
  • Du må ikke bruge steroidfrie creme og salve, når der er betændelse i huden, for eksempel ved børnesår og forkølelsessår.
  • Hudens udsættelse for sol skal begrænses, mens den er under behandling.
  • Nogle oplever øget følsomhed i huden, specielt over for varme og kulde.
  • Behandlingen skal muligvis stoppes før en vaccination.
  • Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme.

Hvornår vælger lægen immundæmpende creme/salve?

  • Når patienten ikke kan tåle steroidcreme.
  • Når steroidcreme ikke virker på eksemet.
  • Når eksemet sidder i ansigtet, for eksempel helt tæt på øjet.

Nogle hudlæger behandler ansigtet med steroidfri creme eller salve og resten af kroppen med steroidcremer.

Hudlæger anbefaler også, at man behandler eksemet i ro med steroidcreme, inden du begynder at smøre med steroidfri creme eller salve.

Medlemskab for dig med atopisk eksem

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med atopisk eksem har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu