Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Få den seneste viden om astmabehandling, symptomer, forskning mv.
Læs alt om allergibehandling, symptomer og forskning.
Læs alt om høfeberbehandling, symptomer og forskning.
Læs alt om eksembehandling, symptomer og forskning.
Læs alt om kolbehandling, symptomer og forskning.
Læs alt om mcsbehandling, symptomer og forskning.
Jeg skal købe ny dyne og pude. Jeg har husstøvmideallergi, så hvilket materiale skal jeg vælge?
For dit valg af ny dyne og pude er det afgørende, at den kan vaskes ved 60 grader, så husstøvmiderne dør.
Mange dyner og puder uden dun bliver kaldt allergivenlige, men en dundyne kan være lige så god som en syntetisk. Nogle producenter fremhæver silke, uld, latex og sølvtråde som særligt gavnlige ved husstøvmideallergi, men vi har ikke kendskab til dokumentation, der viser, at disse materiale adskiller sig fra dun, fjer eller andre materialer.
Det, du skal købe, er altså materialer, der kan vaskes ved 60 grader for at forebygge symptomer ved husstøvmideallergi. Vær opmærksom på, at silke og uld ofte ikke tåler vask ved så høj temperatur.
Jeg har både birk- og græspollenallergi og har været meget plaget af høfeber hele foråret og sommeren. Jeg tager både forebyggende medicin med næsespray, øjendråber og antihistamintabletter, og jeg har prøvet flere forskellige mærker. Men jeg synes ikke, at medicinen virker godt nok. Nu er sæsonen heldigvis slut, men hvad gør jeg til næste år?
For dem, som er så hårdt ramt, at kombinationen af forebyggende næsespray, øjendråber og antihistamintabletter ikke er tilstrækkelig, kan det være relevant med allergivaccination.
Allergivaccination er en tidskrævende tre- til femårig behandling, hvor jævnlig ind sprøjtning med helt små mængder af allergen gradvist vænner din krop til at kunne tåle mere af det, du har allergi overfor. Du kan blive vaccineret med flere allergener samtidig - dog indsprøjtet hver for sig og med 30 minutters mellemrum. I begyndelsen skal du stikkes hver uge og senere med seks-otte ugers mellemrum.
Det er muligt at vaccinere mod både birk og græs i form af indsprøjtninger, og det er muligt at vaccinere mod græs med en tabletvaccine. Tabletten skal tages én gang dagligt, og man bør indlede behandlingen senest 16 uger før den forventede start på græspollensæsonen. Herefter skal man fortsætte med at tage tabletterne hver dag hele året i minimum tre år.
Det er altid lægens vurdering, om allergivaccination vil være relevant for dig, men idet man skal opstarte behandlingen uden for græssæsonen, vil det være en god ide at kontakte din læge allerede nu, så du er forberedt inden næste års sæson.
Jeg har kromallergi og havde fundet nogle lædersandaler, som blev solgt som kromfri. Men i år har jeg alligevel fået eksem på mine fødder, og nu siger forhandlerene, at de ikke kan garantere, at der ikke er rester af krom i produktet. Hvad skal jeg gøre?
Omkring 80 procent af alt læder er garvet med krom. Det betyder, at langt de fleste læderprodukter indeholder krom. Hudkontakt med krom(VI) kan føre til allergi og eksem.
Man kan kun finde ud af om et produkt er garvet med krom ved at spørge producenten/ forhandleren.
Forklaringen på din oplevelse er måske, at den EU-lovgivning om krom i læder, der trådte i kraft i 2015, betyder, at der er fastsat en grænse for indholdet af krom(VI) i lædervarer, som kan komme i kontakt med huden.
Læder garves for at opnå blødhed, holdbarhed og fleksibilitet. Garvning med krom (alkalint krom(III)sulfat) er langt den vigtigste metode til garvning og anvendes af mere end 80 procent af læderindustrien på verdensplan. Krom(VI) anvendes ikke i garvningsindustrien, men lys og varme kombineret med oxiderede fedtstoffer, kan omdanne krom(III) til krom(VI) i bestemte typer læder.
Lædervarer, der kommer i kontakt med huden, må ikke markedsføres, hvis de indeholder krom(VI) i koncentrationer på eller over 3 mg/kg (0,0003 vægtprocent) af den samlede tørvægt af læderet.
Man har vurderet at grænsen beskytter mod udvikling af nye tilfælde af kromallergi, men desværre kan der være allergikere, som fortsat får eksem under den tilladte grænseværdi. Og det lyder som om, du er en af dem.
Vores bedste råd til dig vil være, at du vælger lædersko, der er garvet med plantestoffer (vegetabilsk garvet læder), eller læder der er garvet med kunstige stoffer fx fenoler. Anvendelse af tykke sokker kan for nogen være beskyttende ved brug af kromgarvet læderfodtøj. Man kan også bruge sko af andre materialer som plastik, lærred eller gummi.
Min søn er lige startet i 1. klasse, og han har astma. Jeg kan se, at de bruger en del leg og bevægelse i undervisningen, og det er jo godt. Han kommer bare hjem og fortæller, at han altid er den sidste i mål, og at det er svært at følge med. Han får forebyggende medicin morgen og aften og har en blå inhalator med i skole, som han må bruge til sport osv. Det burde vel være godt nok, eller findes der bedre medicin? Kan det være hans astma, som begrænser ham?
Det er rigtig fint at være fysisk aktiv - også, når man har astma. Men det er vigtigt, at behandlingen justeres løbende, så astmaen er velbehandlet. For det kan godt være, at det er astmaen, der begrænser ham.
Grundbehandlingen af astma er forebyggende medicin morgen og aften og en inhalator, der kan bruges ved behov, så på den måde får din søn relevant behandling. Men det kan være, at der skal justeres på den dosis, han får. Det kan også være, at I skal være opmærksomme på, om han tager sin medicin på den rigtige måde, så han får gavn af den. Selvom man har taget medicin længe, kan man godt tillægge sig forkerte vaner, og de skal rettes op. Snak med jeres læge om et astmatjek, og få lægen til at kontrollere, at inhalationsteknikken er i orden.
Når man har astma, kan man have gavn af lidt mere opvarmning end andre, inden aktivitetsniveauet stiger til høj intensitet. Det kan være, at I skal have en snak med din søn og lærerne om muligheden for lidt opvarmning. Her kan både du og lærerne finde inspiration i vores web-app, som har forslag til forskellige aktiviteter og lege. Hvis ikke lærerne er opmærksomme på, at din søn har en inhalator, som han må bruge, eller hvis han selv glemmer at bruge den, kan det være, I også skal have en snak om det.
Jeg fik for nogle uger siden et voldsomt ansigtseksem og hævelse af øjne, hals og læber. Jeg kom på allergiklinik til udredning for, hvad det kunne skyldes. I den forbindelse fik jeg foretaget en masse blodprøver, og en af dem viste, at jeg var positiv over for rejer. Betyder det, at jeg er allergisk over for rejer? Jeg spiser aldrig rejer, da jeg ikke bryder mig om konsistensen. Men jeg spiser tit rejeost og thaimad, hvor der indgår rejer, og mærker aldrig symptomer. Det skal dog siges, at jeg piller rejerne fra. Jeg havde ikke spist mad med rejer forud for denne allergiske reaktion. Skal jeg undgå rejer fremover?
Generelt er det sådan, at for, at der er tale om fødevareallergi, skal man både have en positiv test og have symptomer, når man indtager den pågældende fødevare. En positiv test kan både være priktest og blodprøve.
Ved fødevareallergi vil man typisk have symptomer fra flere organer, og symptomerne kan være opkast, diare, nældefeber, høfebersymptomer, astmasymptomer eller hævelser på kroppen.
Symptomer kommer ofte kort tid efter, man har indtaget det, man ikke kan tåle. For at stille diagnosen fødevareallergi skal man typisk have foretaget en fødevareprovokation. Det foregår ved, at man i en periode holder diæt fra den fødevare, man mistænker, hvorefter man på allergiklinik eller hospital indtager den pågældende fødevare og ser, om der kommer en reaktion.
Som sagt skal man for at være allergisk derfor både have positiv test og reaktion ved indtag.
Når du ikke har reaktion efter, du har spist mad med rejer, selv om du piller rejerne fra, er sandsynligheden for, at du har rejeallergi meget lille, eller også har du en høj tærskel for, hvor meget reje du kan tåle. Selvom du ikke indtager rejerne, vil der være rejeallergener i maden, som man kan reagere på.
Tal med lægen igen og få afklaret, om den positive test for rejer skal give anledning til yderligere udredning, og hvordan du skal forholde dig til indtag af rejer fremover.
Jeg har haft astma i et halvt år, og lægen siger, at der nu er styr på behandlingen. Jeg får både en forebyggende medicin og en akutmedicin. Men efter jeg har fået astma, oplever jeg et meget stort problem, som påvirker mig i hverdagen. Jeg holder ofte foredrag, hvor jeg skal tale højt og tydeligt, men jeg synes, at min stemme er blevet meget hæs. Er det en tilfældighed, eller kan det hænge sammen med astmaen?
Tak for dit spørgsmål. Måske kan din hæshed godt have noget at gøre med den medicin, som du tager i forbindelse med din astma. Visse forebyggende astmapræparater har nemlig hæshed som en bivirkning. Her er nogle erfaringer, som vi kan give videre i forsøget på at afhjælpe hæsheden:
– Husk altid at skylle munden efter inhalation af din forebyggende astmamedicin, så medicinresterne bliver skyllet væk fra mundslimhinden og halsen. Derudover bør din læge tjekke din inhalationsteknik i forbindelse med, at du tager din astmamedicin. Man kan nemlig nemt tilegne sig en forkert teknik, som kan være en årsag. – Hvis din inhalationsmedicin er på spray-form, så kan du forsøge at tage medicinen via en åndingsbeholder/spacer for at se, om det kan afhjælpe hæsheden. Din læge kan også forsøge at skifte det pågældende astmapræparat til et andet med samme virkning, men med andre indholdsstoffer. Under alle omstændigheder skal din læge være med til at afklare, hvad årsagen til hæsheden kan skyldes. Hvis din læge er i tvivl om, hvorvidt hæsheden skyldes medicinen eller ej, er der også mulighed for at blive henvist til en læge med speciale i lungesygdomme eller til en øre-næse-halslæge.
Jeg har allergi over for mandler og hasselnødder og holder mig generelt fra alle nødder for en sikkerheds skyld. Men jeg bliver altid i tvivl om, hvorvidt fx kokos og muskat også er nødder, for dem holder jeg mig fra nu – men det behøver jeg måske ikke?
Når man har allergi over for nødder, er det ikke nødvendigvis alle nødder, man ikke kan tåle og derfor skal holde sig fra. Kokosnød, muskatnød og jordmandel, (som er et sivlignende halvgræs, der på rødderne udvikler små stængelknolde på 1-2 centimeter, der med deres søde, nøddeagtige smag kan spises som mandler) er normalt ikke et problem.
Man har set nogle sammenhænge hos birkepollenallergikere, der antyder, at allergi over for cashew- og pistacienødder næsten altid forekommer samtidig. Der ses hyppig krydsallergi over for hasselnød og valnød og over for hasselnød og peanut. Allergi over for mandel forekom i et studie udelukkende hos patienter med allergi over for hasselnød, og ingen af dem havde allergi over for cashew og pistacie. Umiddelbart er der ikke noget galt med at spise kokos og muskat, men hvordan man skal forholde sig til de øvrige nødder, er individuelt, og det bør du vende med din læge.
Når nødder skal oplyses eller angives på en varedeklaration, drejer det sig om: mandel, hasselnød, valnød, cashewnød (akajon), pekannød, paranød, pistacienød og queenslandnød (også kendt som macadamia). De skal oplyses så præcist, som det er muligt. Det vil sige med deres navn og ikke bare ”nødder”. Det samme gælder, hvis producenten anvender ”Spor af…”-mærkning. Også her skal angivelsen af spor være så præcis som muligt. Det er ikke præcist nok at anføre ”kan indeholde spor af nødder”. Der skal fremgå, at produktet ”kan indeholde spor af hasselnødder”.
PS: Jordnød er ikke en nød, men en bælgfrugt. Og den skal oplyses for sig selv.
Jeg er lærer på en skole, som gennemgår en løbende renovering af lokalerne. I foråret oplevede jeg at få eksem i ansigtet og på armene ved ophold på skolen, og jeg har efterfølgende fået konstateret allergi over for konserveringsmidlet MI. I løbet af sommeren har jeg haft ro i mit eksem og er nu blevet klar over, at mine hudproblemer kan skyldes, at der på skolen males med maling, der indeholder MI. Hvad gør jeg? Renoveringen er ikke færdig, og jeg forudser, at jeg får problemer igen. Skal jeg sygemelde mig på forhånd eller vente, til symptomerne viser sig igen?
Maling og afgasning på din arbejdsplads kan bestemt godt have betydning, og her må du gøre din arbejdsgiver opmærksom på dit problem og eventuelt fortælle ham/ hende om muligheden for at vælge en maling uden det allergifremkaldende stof MI.
Hvis det ikke er en mulighed, kan I tale om, hvorvidt din undervisning kan foregå i lokaler, som allerede er malet og afgasset over sommeren. Hvis dette ikke er muligt, må du tale med din læge, om du skal sygemeldes på forhånd. Her kan det være svært at give en præcis tidshorisont, da det kan være individuelt, hvor længe man påvirkes af MI. Man skal dog forvente, at det tager flere uger.
Når man har allergi, handler det først og fremmest om at undgå udsættelse for det, man ikke tåler. Derfor skal du også være opmærksom på indholdet i de hudplejeprodukter, du bruger, og på maling i hjemmet. Du kan bruge Astma-Allergi Danmarks app Kemilex til at finde produkter med Den Blå Krans, som er uden MI – der findes både maling, husholdnings- og plejeprodukter.
Nu er vi nået efteråret, hvor min hud bare altid går agurk. Mine hænder, fødder og kinder bliver rigtig tørre, og det bliver nærmest til skællende eksem. Jeg har prøvet at smøre mig med creme, men jeg synes ikke rigtigt, at det virker godt nok. Jeg er i gang med pædagoguddannelsen, og jeg er rigtig meget udendørs sammen med børnene, når jeg er i praktik, og det kolde vejr og vind forværrer min hud. Har I lige nogle gode ideer?
Det er en rigtig god idé, at du smører dig med creme, men det er også vigtigt, at du vælger den rigtige creme, og at du smører dig flere gange dagligt. Vælg en creme med en høj fedtprocent og gerne en creme uden parfume. Du kan finde forslag til fede cremer på vores hjemmeside her: eksem.astma-allergi.dk/fede-cremer.
Hvis du skal ud i kulde eller frostvejr, kan det være en god idé at bruge en ekstra fed creme på kinderne, da du derved beskytter din sarte ansigtshud. Hvis den er meget fedtet, kan det være, du har brug for at duppe den af igen, når du kommer indendørs. Du kan også smøre dine hænder og fødder ind til natten med et tykt lag
fedtcreme, tage bomuldshandsker og strømper uden på cremen og sove med denne behandling. Det kan give ekstra fugt og fedt til din tørre vinterhud. Pas også gerne på din hud udendørs med vanter eller handsker ved den mindste kulde og eventuelt et tørklæde eller en hætte, som kan beskytte kinderne mod blæsten. Beskyt også dine hænder ved at bruge handsker, både på job og i fritiden, fx ved bleskift, opvask, madlavning og så videre. Hyppig brug af vand og sæbe udtørrer huden, og når det er muligt, kan du med fordel erstatte håndvask med brug af hånddesinfektion.
Jeg har eksem på min ene hånd. Jeg spiller violin i vores lokale folkedanserforening, og jeg har mistanke om, at jeg har udviklet allergi over for noget, der er i den harpiks, som jeg smører på violinbuen. Jeg har prøvet at spille med en handske på, og så forsvandt eksemet. Da jeg holdt pause med handsken, kom eksemet igen. Nu spiller jeg igen med handske på og er eksemfri, så problemet er egentlig løst. Jeg er bare nysgerrig efter at vide, hvad jeg kan være allergisk overfor?
Man kan godt udvikle allergi overfor kolofonium, som er et stof, der findes i harpiks. Kolofoniumallergi giver eksem, hvis huden udsættes for kontakt med stoffet. En hudlæge kan stille diagnosen kolofoniumallergi ved hjælp af en lappetest, så tal med din egen læge om muligheden for en henvisning.
Vi får indimellem henvendelser i Astma-Allergi Danmarks Rådgivning fra violinister, som har udviklet kolofoniumallergi. Det er ikke ret hyppigt, og det er oftest professionelle violinister, som spiller i mange timer dagligt, der rammes af allergien. De professionelle musikere har mulighed for at blive henvist til Klinik for Musikersundhed, som hører under Odense Universitetshospital.
Mandag-fredag kl. 9-12 og onsdag kl. 16-18