Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Vær opmærksom på migrænesymptomer, hvis du har astma

Ny forskning viser en betydelig sammenhæng mellem migræne og astma. Den nye viden kan bidrage til bedre behandling af begge sygdomme og indikerer, at det er en god idé at være særligt opmærksom på migrænesymptomer, hvis man har astma.

Sammenhæng mellem migræne og astma
Mennesker med astma her en forhøjet risiko for også at have migæne – og omvendt. ​Foto: Colourbox

Hvis du har astma, er det en god idé at være opmærksom på, om du også har symptomer på migræne. Ny forskning fra Medicinsk Afdeling, Lungemedicinsk Sektion, Herlev-Gentofte Hospital viser nemlig, at mennesker med astma har en forhøjet risiko for også at have migræne – og omvendt.

Studiet består af undersøgelser af data fra Det Danske Tvillingeregister, som rummer oplysninger om tvillinger født i Danmark gennem 140 år. Registret bruges til videnskabelige analyser og bliver drevet af Syddansk Universitet.

Ud fra data om 12.449 voksne tvillinger fandt Howraman Meteran, læge og forsker ved Lungemedicinsk Sektion, en signifikant sammenhæng mellem de to sygdomme, også når man har taget højde for andre risikofaktorer såsom rygning, alkohol, overvægt og fysisk aktivitet. Personerne med diagnosticeret migræne havde en 32 procent højere risiko for også at have astma end gruppen uden migræne.

I Danmark lever mellem 250.000 og 300.000 voksne med astma og omkring 640.000 med migræne. Sygdommene tilhører kategorien af inflammatoriske sygdomme, og forskningens næste skridt er at undersøge, om der findes et genetisk overlap, som betyder, at det er de samme gener, der er på spil, når det kommer til at udvikle migræne og astma.

Den rigtige behandling er vigtig

Astmapatienter kan med fordel være særligt opmærksomme på hovedpinesymptomer, som kan indikere migræne:

– Mange astmapatienter oplever hovedpine fra tid til anden. Det kan skyldes, at de har en ukendt allergi, som påvirker bihulerne, og det kan også være et tegn på migræne. Derfor er det vigtigt at besøge lægen, så man får den rigtige behandling, fortæller Howraman Meteran. 

Mange snupper en håndkøbspille med paracetamol eller ibuprofen, når de har hovedpine. Men ifølge Howraman Meteran kan øget brug af netop den type medicin faktisk forværre ens astma. Derfor er det vigtigt, at man får den rigtige behandling, hvis det er migræne, der er skyld i hovedpinen: 

– Overdreven brug af paracetamol og ibuprofen kan faktisk godt forværre astma. Så hvis man går og behandler sin migræne udelukkende med Panodil og Ipren, fordi det er det, man kan få i håndkøb, så kan det forværre astmaen.

Fakta: Hvad er migræne?

  • Anfald med oftest ensidig hovedpine af pulserende karakter, som varer 4-72 timer
  • Ofte ledsaget af kvalme og opkastning, lys- og lydfølsomhed
  • Hvilken side, smerterne rammer, kan variere fra anfald til anfald
  • Mange migrænepatienter har også spændingshovedpine

Kilde: Sundhed.dk

Behandling af den ene sygdom kan muligvis hjælpe på den anden

Howraman Meteran fortæller, at det vil være spændende at undersøge, om migrænemedicin kan have en positiv indvirkning på astma. Tidligere har studier nemlig vist, at blandt mennesker, som lider af flere inflammatoriske sygdomme, kan behandlingen af én sygdom lindre symptomerne på de øvrige sygdomme.

– Der er ingen grund til at tro, at det ikke også skulle forholde sig sådan for patienter med astma og migræne, men vi ved det ikke med sikkerhed endnu. Det vil være spændende at undersøge, da vi ved, at behandling og kontrol af den ene sygdom kan mildne symptomerne ved den anden sygdom. Forklaringen er, at det er nogle af de samme inflammatoriske reaktioner, der går i gang. Hvis man kan dæmpe den ene sygdom, så er der et mindre inflammatorisk udbrud, som gør, at den anden sygdom bliver mildere, udtaler Howraman Meteran.

Samtidig er det også en god idé for mennesker med migræne at være opmærksomme på, om de har ubehandlet astma, fordi et migræneanfald ofte også medfører en påvirkning i lungerne.

Nyhed: 03.01.2020

Medlemskab for dig med astma

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med astma har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Vi er din medlemsforening.


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores bladarkiv

 

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning