Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Der iværksættes en ny vaccinationspakke, som skal hindre at folk i risikogrupper og ældre over 65 år bliver ramt af alvorlige infektionssygdomme. Vaccination mod pneumokoksygdom, som kan forårsage lungebetændelse, er en del af pakken.
Foto: Colourbox
Folketinget og regeringen har vedtaget en ny vaccinationspakke, der skal reducere antallet af sårbare patienter, som rammes af alvorlige infektionssygdomme.
Det betyder, at alle fyldt 65 år og dem, som tilhører særlige risikogrupper (fx folk under 65 med kroniske sygdomme), fremover kan blive gratis vaccineret mod pneumokoksygdom, som kan give lungebetændelse.
Mange ældre med astma får hyppige lungebetændelser, og det kan være en risikofaktor for et svært forløb, hvis man bliver ramt af COVID-19. Astma-Allergi Danmark ser derfor meget positivt på det nye vaccinationsprogram, som vil yde beskyttelse for sårbare grupper.
De første vacciner vil blive leveret i løbet af april, og bliver ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger tildelt de mest sårbare grupper. Beboere på plejehjem, folk over 65 år med en kronisk lidelse som fx kronisk lungesygdom, samt personer under 65 år, som af andre årsager er i særlig høj risiko for alvorlig pneumokoksygdom, bliver tilbudt den første omgang af vacciner.
Til efteråret vil alle over 65 år samt særlige risikogrupper også blive tilbudt vaccination mod pneumokokker, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Vaccinationerne vil bl.a. kunne fås hos egen læge. Astma-Allergi Danmark anbefaler alle i risikogruppen at kontakte egen læge for mere information om vaccination mod lungebetændelse.
Nyhed: 06.04.2020
AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.
Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.