Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Innovativ dyne hjælper børn med eksem

Bedre nattesøvn kan gøre en stor forskel for børn med eksem, og nu er en helt særlig dyne på trapperne. Dynen kan ved hjælp af tryk og temperaturregulering lindre kløe hos børn, som har svært ved at finde ro om natten.

Innovativ dyne hjælper børn med eksem
Foto: Thomas Hjort Jensen

Da de tre diplomingeniørstuderende på Proces og Innovations-uddannelsen på DTU, Simone Ellebæk Nielsen, Valdemar Batory Østergaard og Frederik Kragh Brandt, blev stillet overfor opgaven om at udvikle en løsning, der kan lindre generne for mennesker med hudsygdomme, besluttede de sig for at fokusere på børneeksem. 

Omkring 20 procent af alle børn, der bliver født i Danmark, udvikler børneeksem, også kendt som atopisk eksem. Et af studiegruppens medlemmer, Valdemar Batory Østergaard, var også selv plaget af børneeksem i barndommen og vidste derfor, at det gav mening at udvikle en løsning, som kunne gøre en forskel for de mange børn, som plages af rødme, irriteret hud og kløe på grund af eksem.

Løsningen viste sig at være noget så simpelt som en dyne – men dog en rimelig teknologisk avanceret en af slagsen.

Nedsat søvnkvalitet

Opgaven til de ingeniørstuderende blev stillet i en projektkonkurrence, hvor ét projekt blev udvalgt og fik økonomisk støtte og hjælp til videreudviklingen. Der var 300 andre projekter at vælge imellem, men valget faldt på dynen, som sidenhen er blevet døbt ADUVET. 

I forskellige forældrefora på Facebook kontaktede studiegruppen en række familier, som de kunne få lov at observere og interviewe for at finde ud af, hvordan de kunne gøre livet bedre for børn med eksem. 

Gennem interviews og videoer fra dagligdagen, som de deltagende familier selv optog, kunne de tre studerende stille skarpt på et problem, som gik igen: Børnenes søvn – eller snarere mangel på samme. Mange af børnene fik slet ikke nok søvn, fordi de blev holdt vågne af hudirritation og kløe. Den dårlige nattesøvn forfulgte børnene resten af dagen og gik ud over både skoledag, leg og fritidsinteresser.

– Vi vendte rigtig mange idéer til projekter, der kunne gøre en forskel for børn med eksem, men vi kunne især se, at hvis børnene kunne få forbedret nattesøvnen, så ville deres hverdag og livskvalitet blive bedre, siger Simone Nielsen. 

Det stod klart, at nedsat søvnkvalitet kan sætte sit præg på børnenes skolegang, deres generelle trivsel og i det hele taget påvirke hele familielivet. Med fokus på børnenes problemer med at finde ro om natten var vejen til produktudviklingen af de særlige dyner lagt.

– Det er lidt sjovt at sige, at man er ingeniør, og så har man lavet en dyne. Men vi valgte at kigge på noget, man har i forvejen og forbedre det, frem for at skabe et helt nyt produkt, fortæller studiegruppen.

En helt særlig dyne

Den specielle dyne blev skabt som følge af to vigtige pointer om, hvordan eksem påvirker børn og deres søvn. Først og fremmest handler det om, hvad der kan irritere huden, og dernæst hvordan man kan aflede og lindre kløen. 

– Vi er jo ikke eksperter i medicin eller børneeksem, men udgangspunktet for vores produkt er brugerforståelse, og det er ud fra det, at vi har udviklet dynen. Vi fandt ud af, at når børnene får det varmt og sveder, kommer irritationen og kløen. Man begynder at svede, når ens hudtemperatur når over 30 grader, så vi undersøgte, hvordan man kan holde et fast temperaturniveau natten igennem, fortæller Simone Nielsen. 

Løsningen skulle vise sig at være et temperaturregulerende materiale, som optager, gemmer og frigiver varme, når det er nødvendigt. På den måde hjælper man eksembørnene med at bevare en kropstemperatur på omkring 30 grader natten igennem og kan dermed forebygge, at de begynder at svede og klø.

Bedre søvn med dynen

De tre diplomingeniørstuderende blev yderligere inspireret af, hvordan forældrene allerede tacklede børnenes utilpashed om natten. Flere af forældrene fortalte, at de afledte børnenes opmærksomhed med anden berøring ved at ae og holde om børnene. I nogle tilfælde kunne børnene slet ikke sove, med mindre mor eller far holdt om dem i sengen. 

Det ledte gruppen til den anden del, som den højteknologiske dyne består af, nemlig at aflede børnenes opmærksomhed med tyngde og berøring.

– Når hjernen modtager to signaler samtidig, kan den finde på at ignorere det ene, siger Valdemar Batory Østergaard og fortsætter:

– Gennem research opdagede vi en teknologi, som bliver brugt til at berolige blandt andre ADHD-patienter, hvor man bruger tyngdedyner. I den første prototype af dynen syede vi kæder af rustfrit stål ind for at skabe tyngde og trykpunkter. Når nerverne bliver stimuleret på den måde, kan man faktisk aflede hjernens kløe-input med andre input, ligesom når forældrene aer børnene om natten.

God respons

Den første prototype af ADUVET blev afprøvet hos en række testfamilier, og mange af dem sendte positiv respons tilbage. Tilbagemeldingerne lød for eksempel på, at dynen hjalp børnene med markant bedre morgener efter en bedre søvn, at de vågnede af sig selv, og at resten af dagen blev præget af mere overskud og bedre humør.

Stort potentiale

Selvom det ikke var alle testpersonerne, der oplevede lindring ved at bruge dynen, har flere af familierne spurgt til, hvornår dynen kommer på markedet, og om de kan få ”opskriften” på, hvordan man selv kreerer dynen, indtil den færdige udgave kan købes. Efterspørgslen på dynerne har givet gruppen endnu mere blod på tanden: 

– Vores produkt er meget hands-on og håndgribeligt, og da vi oplevede, at der fortsatte med at være interesse for dynerne, efter vi havde afsluttet opgaven, er vi gået videre med det, lyder det fra gruppen.

Derfor er de tre studerende, som snart skal afslutte studierne, i fuld gang med at finde en samarbejdspartner gennem Teknologisk Institut, så de forhåbentlig kan få dynerne på markedet. 

– Vi er meget spændte på de næste skridt for ADUVET og opsatte på at få dynen ud til dem, som den kan gøre en forskel for. Vi blev jo helt rørte over at høre familierne fortælle, hvor stor en forskel dynen har gjort for nogle af børnene. Og det er supermotiverende at vide, at den har potentiale til at hjælpe eksembørn med at få en bedre hverdag, siger Simone Nielsen.

Hold øje med ADUVET

På nuværende tidspunkt kan de tre kreative opfindere ikke sige noget helt præcist om, hvornår den innovative dyne kommer på markedet, da den stadig er under udvikling. Men de opfordrer forældre til eksembørn og andre interesserede til at holde øje med ADUVET, og de ser frem til at kunne præsentere et færdigt produkt inden for den nærmeste fremtid.

Ny dyne til eksembørn under udvikling

HVAD: ADUVET er en højteknologisk dyne, der skal hjælpe med at forbedre søvnen hos børn med atopisk eksem, også kaldet børneeksem.

HVORFOR: Mange eksembørn har søvnproblemer, fordi de bliver holdt vågne af, at huden klør og er irriteret i løbet i af natten. Den dårlige nattesøvn går ud over både skoledag, leg og fritidsinteresser.

HVORDAN: Ved hjælp af tyngde og temperaturregulering stimuleres forskellige sanser hos børnene, så de bedre kan abstrahere fra kløen og finde ro til at sove.

HVEM: Dynen er udviklet af tre diplomingeniørstuderende fra DTU og blev skabt i forbindelse med en innovationskonkurrence, hvor projektet blev udvalgt til at få økonomisk støtte og hjælp til videreudviklingen.

HVORNÅR: ADUVETs tre udviklere arbejder på at få dynen på markedet og er ved at finde samarbejdspartnere, som kan hjælpe med den videre produktudvikling.

Nyhed fra AstmaAllergi-bladet nr. 1, februar/marts 2019. Online: 02.04.2019

 


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores nyhedsarkiv


Astma-Allergi Danmark skriver nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Find nye og gamle artikler i vores nyhedsarkiv her

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores bladarkiv

 

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning