Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Flere naturlige produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning på vej

Forbrugere efterspørger i stigende grad allergivenlige produkter med naturligt indhold. Men naturlige ingredienser er også ofte årsag til hudallergi. Derfor har Astma-Allergi Danmark nu styrket sin viden om naturlige ingredienser, så der fremover kan findes flere naturlige produkter, hvor der er taget hensyn til allergi.

Allergimærkede produkter med naturlige ingredienser er på vej

Foto: Colourbox

Naturlige ingredienser, som eksempelvis mandelolie, grøn te eller agurk, er komplekse størrelser, og mange af de naturlige ingredienser kan være allergifremkaldende.

Ingredienserne er svære at blive kloge på, fordi en naturlig ingrediens er sammensat af hundredvis af forskellige komponenter – komponenter, som kan være allergener, parfumestoffer, hudirriterende eller helt ukendte stoffer.

Til sammenligning består et kemisk indholdsstof, der er blevet isoleret i et laboratorium, typisk kun af én enkelt hovedkomponent. Det er derfor mere ligetil at vurdere de syntetiske ingredienser i forhold til at være allergifremkaldende.

– Hvis man har et ekstrakt fra en plante, indeholder det mange forskellige stoffer. Derfor har det været vanskeligt at vurdere dets allergipotentiale. Og set ud fra et allergisynspunkt, er det at foretrække, at man vælger de rene stoffer, hvor man ved præcis, hvad der er i, forklarer Rikke Bille, som er chef for Astma-Allergi Danmarks allergimærkning.

Et ønske om naturlige allergivenlige produkter 

Astma-Allergi Danmarks allergimærkning har i de seneste år mødt en stor efterspørgsel efter naturlige ingredienser fra foreningens medlemmer og andre forbrugere og producenter.

Udviklingen kan sandsynligvis skyldes flere ting, blandt andet at ønsket om det naturlige og økologiske i den mad vi spiser, nu også bliver afspejlet i hvilke produkter, vi efterspørger.

Samtidig er det store fokus på miljø og klima måske også en parameter, når det gælder den stigende efterspørgsel på produkter med naturlige ingredienser. Men med større eksponering for ingredienserne, følger også større risiko for allergi:

– Det er vigtigt for Astma-Allergi Danmark som allergimærkning at gå ind i det, fordi der med øget brug også er en øget risiko for at få allergi over for de naturlige indholdsstoffer. Vi vil derfor gerne give et naturligt alternativ til dem, som både vil købe naturlige produkter og også gerne vil være forsigtige i forhold til allergi, fortæller Rikke Bille, og uddyber:

– Men samtidig må der ikke gives køb på den faglighed og tryghed, som er kendetegnet for vores vurderinger i Astma-Allergi Danmark.

Den stigende interesse for naturlige produkter og ingredienser har givet anledning til en grundig gennemgang hos allergimærkningens fagmedarbejdere. Flere mennesker kommer i kontakt med de naturlige ingredienser, fordi de findes i flere produkter, hvilket er god grund til at undersøge, hvordan ingredienserne kan bruges på sikker vis i forhold til allergi.

Også blandt Astma-Allergi Danmarks medlemmer bliver der udtrykt ønske om naturlige, allergimærkede produkter. Derfor har allergimærkningens fagmedarbejdere brugt et par år på at skabe et fagligt fundament som basis for at stille krav til de naturlige ingredienser.

Nye krav gør det nemmere for producenterne

Allergimærkningen har ikke været fuldstændigt afvisende overfor naturlige ingredienser tidligere, hvor for eksempel aloe vera har været tilladt i allergimærkede produkter, i en form som er oprenset for allergifremkaldende stoffer.

Men da allergimærkningen kunne se en udvikling mod flere og flere ønsker om naturlige ingredienser, stod det klart, at der var behov for at være helt skarpe på problematikkerne vedrørende naturlige ingredienser, og i sidste ende sætte nogle klare kriterier for, hvad der skal til for, at man kan godkende en naturlig ingrediens til produkter med Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordic.

Helt konkret undersøger allergimærkningens fagmedarbejdere de naturlige ingredienser og inddeler dem i tre kategorier baseret på deres potentiale for at være allergifremkaldende. Den nye indsats gør det nemmere for producenterne at finde ud af, hvilke naturlige ingredienser de kan bruge i produkter, som også er allergivenlige.

Misforståelse: Naturlige ingredienser er ikke mindre allergifremkaldende

Mange forbrugere vælger naturligt ud fra forventningen om, at de naturlige produkter er mindre allergifremkaldende end produkter med syntetisk fremstillede ingredienser. Og det er ærgerligt, lyder det fra Rikke Bille, for sådan forholder det sig desværre ikke.

Naturlige ingredienser indeholder mange af de stoffer, som vi ofte udvikler allergi overfor, og derfor er natur ikke nødvendigvis af det gode i denne sammenhæng.

Derfor vil Astma-Allergi Danmarks allergimærkning hjælpe producenterne på vej til at skabe produkter, der både kan være naturlige og allergivenlige med tiltaget om at udvikle det nye sæt rammer for, hvordan man kan anvende naturlige ingredienser på en sikker måde.

Allergimærkningens nye krav til naturlige ingredienser bliver implementeret fra årsskiftet, og man kan derfor som medlem og forbruger se frem imod at møde flere produkter på hylderne, som både indeholder naturlige ingredienser og bærer allergimærkningen Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordic.

Hvad er naturlige ingredienser?

Naturlige ingredienser er ingredienser, som er blevet hentet i naturen, og som er komplekse på den måde at de kan indeholde mange forskellige stoffer. Det kan fx være olier fra planter og frø, planteekstrakter eller voks som eksempelvis bivoks eller jojoba-voks. 

Enkeltstoffer kan også have sin oprindelse i naturen, men vil have været igennem en lang række trin i laboratoriet for at blive isoleret. Den type ingredienser defineres som naturafledte ingredienser hos Astma-Allergi Danmarks allergimærkning.

Nyhed: 16.09.2019

 

Medlemskab for dig med allergi

Som allergiker i Danmark står du ikke alene. Omkring 1,5 millioner danskere lider nemlig af en eller flere overfølsomhedssygdomme, fx for fødevarer, dyr og husstøvmider.

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med allergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Vi er din medlemsforening.


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores nyhedsarkiv


Astma-Allergi Danmark skriver nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Find nye og gamle artikler i vores nyhedsarkiv her

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores bladarkiv

 

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning