Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

SkinZone: Børn og unge lærer at passe godt på huden

Hudallergi kan have store konsekvenser i hverdagen og for fremtidige jobvalg, så det er vigtigt at passe på sin hud, allerede når man er ung - sunde vaner starter tidligt. Med informationsindsatsen Skinzone vil Astma-Allergi Danmark lære børn og unge, hvorfor og hvordan man skal passe på sin hud.

Hudallergi er nok ikke lige det, som danske børn og unge generelt bekymrer sig mest om. Men der er god grund til at være opmærksom på sin hud allerede fra en tidlig alder. Hudallergi kan nemlig ramme alle og i alle aldre – men risikoen kan minimeres, hvis man tænker over, hvad man udsætter sin hud for. 

Og det er netop nogle af de pointer, som Astma-Allergi Danmark med SkinZone, vil gøre børn og unge opmærksom på.

"Børn og unge bruger også plejeprodukter, og sunde vaner skal indarbejdes tidligt. De er ofte ikke opmærksomme på, at de selv kan gøre en forskel i forhold til at reducere risikoen for hudallergi. Vi vil gerne bidrage til, de får en større viden om hudallergi og kan træffe bevidste valg om deres huds sundhed," siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Hudallergi kan stoppe karrieredrømme

Flere og flere børn med eksem får påvist hudallergi overfor parfume og konserveringsmidler, viser undersøgelser. Har man først fået hudallergi, har man det resten af livet, og det kan få store konsekvenser for barnets hverdag. Kommer man i kontakt med det stof, man er allergisk over for, kan det vise sig som kontakteksem med rødme, kløe og evt. blæredannelse og sår. Det er ikke kun generende, men kan også være hæmmende ved, at barnet skjuler de steder, hvor eksemet opstår.

På længere sigt kan hudallergi også få indflydelse på det job, man vælger. Nogle job er nemlig udsatte i forhold til kontaktallergi. Det drejer sig bl.a. om jobs som frisør, social- og sundhedshjælper samt mekaniker. Hudallergi kan dermed blive et benspænd for karrieredrømme og de interesser, den unge har.

Det er derfor vigtigt at gøre en indsats for at nå de unge, og i den forbindelse kan man også som voksen være med til at gøre en forskel, ikke mindst ved at sætte det gode eksempel.

Hvad er der i min shampoo og creme? 

Som en del af indsatsen om børn, unge og hudallergi vil Astma-Allergi Danmark over de næste tre år undervise 30 sjette- og syvendeklasser på forskellige skoler rundt omkring i landet. Klasserne, der modtager undervisning i 2018, er allerede fundet, og der er oprettet venteliste med interesserede skoleklasser.

Undervisningen vil veksle mellem teori og praksis. Eleverne skal f.eks.  gennemgå ingredienser i deres egne produkter, som de har taget med hjemmefra. Formålet er, at de skal blive gode til at afkode, hvilke indholdsstoffer der er i de produkter, de bruger i det daglige – fx cremer, sæbe og shampoo.

Alle duftstoffer – også fra naturlige kilder som f.eks. æteriske olier eller blomster og planter – kan give allergi. Faktisk er den hyppigste årsag til parfumeallergi naturlige ekstrakter. Den viden er bl.a. en del af den teoretiske læring, børnene får igennem undervisningen.

Fokus på hudallergi på sociale medier

Undervisningen i skolerne suppleres af en digital indsats, hvor Astma-Allergi Danmark sætter fokus på hudallergi på de sociale medier. Så hold øje med – eller fortæl dit barn, barnebarn, niece eller nevø, at de skal holde øje med SkinZone - på FacebookYouTube og på kampagnesiden fra starten af september.  

Hvad er hudallergi?

  • Du kan få hudallergi, hvis din hud kommer i kontakt med allergifremkaldende stoffer som fx parfume, visse konserveringsmidler og metaller. Din risiko for at få hudallergi øges, jo længere tid du er i kontakt med stoffet, og det har også betydning, hvor ofte du kommer i kontakt med stoffet.
  • Det vil sige, det betyder noget, om det er en creme, som skal blive på huden hele dagen, eller om det er en shampoo, som du vasker ud med det samme. Det betyder også noget, om du bruger det samme produkt hver dag eller kun ved særlige lejligheder.

Sådan kan du hjælpe dine børn i hverdagen

• Har du små børn, kan du være opmærksom på, hvilke stoffer legetøjet indeholder.

• Har du større børn, kan I sammen tage en tur i supermarkedet, hvor I bruger appen Kemilex eller Tjek Deklarationen til at undersøge, hvilke stoffer der er i de forskellige produkter.

• Gå efter sæbe og shampoo, som er uden parfume.

• Vask tøj i parfumefrit vaskemiddel.

• Lær dit barn at gå efter Astma-Allergi Danmarks allergimærke, Den Blå Krans.

• Fortæl barnet om vores indsats SkinZone og de kanaler, hvor de kan følge med (FacebookYouTube og på kampagnesiden).

Projektet er støttet af Sundhedsstyrelsens Pulje for sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.

Nyhed: 03.09.2018


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores nyhedsarkiv


Astma-Allergi Danmark skriver nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Find nye og gamle artikler i vores nyhedsarkiv her.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores bladarkiv

 

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning