Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Årets YouTuber deler erfaringer om eksem

Foto: Sophia Andersen
En sommerdag slår den dengang fireårige Rasmus Brohave græs med sin far. Det nyklippede græs hvirvler pollen op i luften – og mere skal der ikke til. Hans eksem i ansigtet bliver rødt og begynder at væske og hæve voldsomt op. På Odense Universitets Hospital finder hans forældre ud af, at det er græspollen, der har provokeret hans immunsystem. Hospitalet beholder ham under opsyn en uge. Selvom Rasmus Brohaves forældre er klar over, at han har kraftig eksem og er multiallergiker, har de nemlig aldrig vidst, at det kan gå så galt.

For Rasmus Brohave er det både græs, birk, kurvblomster, katte, hunde og heste, der kan få øjnene til at klø og næsen til at løbe. Mandler, æbler, pærer, gulerødder, ferskner og blommer må han også holde sig fra. Derfor er han nødt til at indrette sig efter sin allergi og eksem, men han nægter at opfatte forbehold og forbud som begrænsninger.

– Siger I, at jeg ikke kan være i naturen? Fedt, så spiller jeg da computer. Hvem vil ikke gerne det som 10-årig? siger den nu
18-årige Rasmus Brohave med et bredt smil.

Og heldigvis giver de mange timer indendørs en sidegevinst. I dag er han nemlig et mindre computergeni, der selv optager og redigerer sine videoer.
 

Folk skal vide, de ikke er alene

I juli 2011 opretter Rasmus Brohave sin egen YouTube-kanal, hvorfra han frit kan dele sine videoklip. Et år senere uploader han sin første video på den populære webportal. Videoerne består af en god blanding af indhold fra hans eget liv. Antallet af visninger stiger, og han får hurtigt et trofast publikum, der fortsat vokser. Det har i dag gjort det muligt for ham at være Youtuber på fuldtid.

I takt med populariteten går det op for Rasmus Brohave, at han ud over at underholde kan bruge nogle af sine videoer til at inspirere og hjælpe andre til at få det bedre. Derfor beslutter han sig for at dele en video, hvor han fortæller om det at have svær eksem som barn. Videoen bliver hurtigt en af hans mest sete videoer, og kommentarfeltet eksploderer.

– Mange roser mig for at fortælle om en så svær episode i mit liv, fordi de også selv slås med forskellige ting. Flere har fx delt
deres egne historier om, hvordan de har haft det og har været glade for at vide, at de ikke er alene – og det har sådan set været målet med videoen, siger Rasmus Brohave.

Det gør især indtryk på ham, når han får at vide, at han er med til at gøre en forskel for andre, der nu ikke længere er flove over deres eksem. For han mindes selv, hvor irriterende det var at rende rundt med en stor håndcreme i lommen og sove med bomuldshandsker på hos kammeraterne, så han i søvnen ikke kradsede hul på sårene i sit ansigt og på armene.

Han husker også tydeligt, hvordan han gemte sig i et skab og græd hele morgenen, da hans klasselærer skulle forklare de andre børn i klassen, hvorfor hans hænder var brune og røde. Dengang var han nemlig flov over sit eksem, der den ene dag kunne være væk for så et par dage senere at være tilbage som sår i hele ansigtet.

– Det har altid været et kæmpe tabu for mig, som jeg aldrig har villet snakke med folk om. Jeg skammede mig på en eller anden måde over det og tænkte, at de andre ville synes, jeg var ulækker, siger Rasmus Brohave.

Man skal turde åbne op

For Rasmus Brohave er der ingen tvivl om, at det at fortælle andre om ens udfordringer hjælper. Hans egen oplevelse med at fortælle om sin allergi og eksem har nemlig været så god, at han til enhver tid vil opfordre andre til at sige tingene, som de er, og turde tro på, at det bliver bedre.

– Når man fortæller andre, hvordan man har det, løber man selvfølgelig altid en risiko for, at der falder et par dumme kommentarer. Heldigvis opvejes det af, at de fleste får lettere ved at forstå, hvad det er, man døjer med, siger Rasmus Brohave.

Han kan derfor også sagtens se sig selv lave flere videoklip om allergi og eksem i fremtiden. I dag har Rasmus Brohave dog så godt styr på allergien, at han ikke føler, den fylder i hverdagen. Så det bliver kun, hvis han kommer på noget fra sin barndom, som han har lyst til at dele. Samtidig har han næsten aldrig mere eksemudbrud, og når han har, er det langt mindre end tidligere. Så selv om Rasmus Brohave stadig går til tjek på Odense Universitetshospital tre gange om året, synes han i dag, at han lever fint med sygdommene.


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores nyhedsarkiv


Astma-Allergi Danmark skriver nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Find nye og gamle artikler i vores nyhedsarkiv her.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Besøg vores bladarkiv

 

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning