Årets første tal for svampesporer

09.06.2010

Så er der svampesporer i luften. I dag bliver målingerne for svampespore-
niveauet udsendt for første gang i år. Niveauet er dog stadig lavt.

Under betegenelsen Dagens svampesporeniveau udsendes meldinger om luftens sporeindhold fra de vigtigste allergifremkaldende skimmelsvampe - Alternaria og Cladosporium.

De to skimmelsvampeslægter spiller den største rolle ved allergi og udgør ca. 70 % af alle sporer i luften. Omkring 2-6 % af alle danskere har allergi overfor en af de to svampesporer.

- Cladosporium er den svampespore der er flest af i luften lige nu, men niveauerne for både Cladosporium og Alternaria er stadig lave, siger Janne Sommer og fortsætter:

- Hvis man har allergi overfor svampesporer er det derfor en god idé at finde medicinen frem eller få fornyet recepten hos lægen.

Tallene bliver offentliggjort som henholdsvis lavt, middel eller højt niveau, der viser, hvor mange sporer fra disse svampe, en kubikmeter luft gennemsnitlig indeholder i et døgn. Målingerne stammer fra København og slutter midt i september - afhængigt af vejret.

Om Cladosporium

Cladosporium er udbredt over hele verden og langt de fleste sporer i luften stammer her fra. De forskellige arter indenfor Cladosporium er typisk saprofytter på døde plantedele, men kan i nogle tilfælde være parasitter på levende plantemateriale. De fleste sporer i luften stammer fra arten Cladosporium herbarum. I naturen findes denne art bl.a. på blade på løvtræer, døde plantedele og i jord. Svampekolonierne er olivengrønne til olivenbrune.

LAVT: 0-1999
MIDDEL: 2000-5999
HØJT: over 6000

Om Alternaria

Slægten Alternaria er udbredt over hele verden og findes overalt i naturen. Mange arter indenfor Alternaria er parasitter og opholder sig på levende plantemateriale. Andre arter er saprofytter (rådsvampe), som udnytter dødt organisk materiale. Alternaria alternata er en meget almindelig saprofyt. I naturen findes den bl.a. på planter, frugter og grøntsager, råddent træ og i kompost og jord. Svampekolonierne er sorte til olivensorte eller grå.

LAVT: under 20
MIDDEL: 20-99
HØJT: over 100

Dagens svampesporeniveau
 
Behandling af høfeber