Astma er ingen undskyldning

18.01.2012: Nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om fysisk aktivitet. Vi skal bevæge os mere intenst – og astma bør ikke være en hindring.
 

Vi skal have mere sved på panden i de anbefalede 30 minutters daglig fysiske aktivitet, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det fastslår den nye reviderede udgave af håndbogen "Fysisk aktivitet – håndbog i forebyggelse og behandling". Bogen fremlægger den nyeste viden om fysisk træning som behandling for 32 sygdomme herunder astma.

Den største ændring er at man nu som voksen skal bevæge sig i 30 minutter og børn 60 minutter med moderat til høj intensitet, hvor det førhen var anbefalet at bevæge sig blot med moderat intensitet. En anden anbefaling lyder, at deler man sin aktivitet op, skal den vare mindst 10 minutter for at tælle med i regnskabet.

Tag stadig trappen

Det betyder dog ikke, at de små valg i dagligdagen, som for eksempel at tage trappen i stedet for elevatoren, er uden betydning, da al bevægelse gavner sundheden.

I håndbogen fremgår det også, at selv om man har astma bør man stadig tilstræbe at bevæge sig ifølge de nye anbefalinger, men at man måske skal tage nogle forholdsregler.

- Kan du som astmatiker ikke følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet, så bør du drøfte din medicin og behandlingsplan med din læge. Måske skal medicinen justeres samtidig med at du bliver instrueret i, hvordan du kan forebygge anstrengelsesudløst astma, siger sygeplejerske i Astma-Allergi Danmark Christine Højer Eriksen.

Kort om de nye anbefalinger

Anbefalingerne er specificeret til forskellige målgrupper, fx børn og unge (5-17 år), voksne (18-64 år), ældre (+65 år) og gravide. Derudover er anbefalingerne specificeret de 32 sygdomsgrupper.

Håndbogen beskriver udelukkende grundlaget for den fysiske træning og inddrager ikke andre behandlingsformer såsom medikamentel behandling, diæt eller rygeophør, og kun i enkelte tilfælde berøres fysioterapeutisk behandling eller ergoterapi.

Læs flere gode råd i forbindelse med astma og fysisk aktivitet

Gratis rådgivning

Ring og bliv klogere på din astma, allergi eller eksem!


Tlf. 43 43 42 99
 

Hverdage ml. 9-12 samt onsdag ml. kl.16-18.


Dit Mobile Pollental

Har du endnu ikke hentet Dit Mobile Pollental? Scan koden - det er gratis!