Navigation Navigation

Brødkrumme Brødkrumme

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Passiv rygning

Passiv rygning er yderst skadeligt, og det er meget beklageligt, at mange mennesker ikke kan blive fri for den farlige røg – selv i deres eget hjem.

Når en ryger pulser på sin cigaret er det rent faktisk kun 20 % af røgen, rygeren selv hiver indenbords. Resten ryger ud i omgivelserne, hvilket er yderst skadeligt for specielt børn. Forskning viser, at passiv rygning er næsten lige så farligt som at ryge selv, og kan føre til eller forværre luftvejssygdomme, give dårlig lungefunktion og er yderst skadeligt for børns helbred.

Nye tal viser, at røg fra naboer i etageejendomme er et stort problem. 23 % af 5000 adspurgte siger, at de registrerer røg fra naboen, mens 10 % siger, at de mærker røgen hver dag eller hver uge. Undersøgelsen er udført af Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse. Det er den første danske undersøgelse, der siger noget om omfanget af problemet med "naborøg".

Hyklerisk rygelovgivning

- Det er dybest set lidt hyklerisk, at vi ikke tillader rygning i offentlige institutioner, på barer og des lige, når man i sit eget hjem kan blive udsat for røgen i stedet. Vi bør stille krav til ældre byggerier, der ikke er så tætte som moderne, og derfor lader røgen sive imellem lejlighederne, siger Thorkil Kjær – Direktør for Astma-Allergi Danmark.

Undersøgelsen om naborøg viser, at et direkte rygeforbud bliver foretrukket af 39 procent af beboerne i lejlighed eller på kollegium, og det er overraskende et ønske hele 14 procent af de adspurgte rygere deler.

- Vi ser gerne, at man arbejder på at finde tekniske løsninger, der kan begrænse generne fra røg der siver mellem lejlighederne. Men udfordringen og de gener vi også hører om, er folk der ryger på altaner, på terrasser, ud af vinduet osv., hvor røgen føres med vinden ind hos naboerne.
Der er mange problemstillinger omkring rygning og røg der bør tages fat på. I Astma-Allergi Danmark anbefaler vi selvfølgelig, at man helt undgår røgen, og hvis man bor i et etagebyggeri, hvor naboens røg generer, må man forsøge at ordne det på den diplomatiske måde – altså vende problematikken med naboen, siger Betina Hjorth, Rådgivningschef hos Astma-Allergi Danmark.

Børn er de mest udsatte

20 procent af alle danske børn stadig udsat for de farlige cigaretter i hjemmet. Det viser tal fra en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) fra marts 2009.

Dertil kommer det, at den nuværende lovgivning giver dagplejere mulighed for at ryge i deres private institution efter arbejdstid. Det indebærer en stor risiko, da de skadelige partikler fra røgen ikke forsvinder ved almindelig udluftning.

- Børn har ikke muligheden for at sige fra, i samme grad som voksne, og derfor er det også vigtigt, at rygere med børn bliver opmærksomme på konsekvenserne af deres handlinger. Det er under al kritik, at dagplejere må ryge i deres private institution efter arbejdstid, når vi ved hvor længe de skadelige partikler bliver ved med at være der. Men det er ikke nok med lovgivning alene på området, det handler i lige så høj grad om oplysning, afslutter Thorkil Kjær.


Fakta om børn og passiv rygning

Sammenligner man børn, der er udsat for passiv rygning med andre børn, er fakta, at de har:

  • Større risiko for vuggedød
  • Nedsat lungefunktion
  • 2-4 gange større risiko for luftvejssygdomme
  • Øget forekomst af mellemørebetændelse, lungebetændelse, kolik og måske allergi
  • Dobbelt så mange små børn får astmatisk bronkitis, heraf udvikler ca. 1/3 senere astma
  • Større risiko for at udvikle astma især ind til 6-års alderen

Astma-Allergi Danmarks holdning til passiv rygning

  • Alle har ret til frisk luft.
  • Ingen skal ufrivilligt udsættes for passiv rygning.
  • Vi skal alle beskytte børn imod passiv røg. Det er dit valg at være ryger – lad dit barn vælge selv!

 

 

 

Kilder

  • Arne Høst, Odense Universitetshospital
  • Kræftens bekæmpelse
  • Politiken

Webindholdsvisning Webindholdsvisning