Brødkrumme Brødkrumme

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Kriterier

Hvad skal der til for at få Den Blå Krans?

For at deklarere et nyt produkt kræver vi, at jeres produkt udgør en minimal allergirisiko for forbrugerne.

Krav til indholdsstoffer

Allergene stoffer

Alle stoffer kan give allergi. Men nogle stoffer giver hyppigere allergi end andre. Vi stiller krav om, at stoffer, hvor der er set allergi hos flere personer, ikke findes i produkter med Den Blå Krans.

Vi tillader derfor bl.a. ikke

  • Parfume – både naturlig og syntetisk
  • Tilsætning af formaldehyd og formaldehydfrigører
  • Kathon, MI og MCI
  • Kolofonium

Farvestoffer tillades ikke i kontakt med huden.

Visse ekstrakter, fx Aloe Vera, kræver vi oprenset for allergifremkaldende stoffer.
 

Stoffer der kan give irritation

Hvis huden er irriteret, er der større risiko for at få allergi. Du kan irritere huden på mange måder, men nogle kemiske stoffer kan også irritere huden. Derfor stiller vi krav til, at disse stoffer kun findes i lave mængder. Hvor meget afhænger af de andre indholdsstoffer og anvendelse af produktet – fx om produktet vaskes af (rinse-off) eller bliver på huden (leave-on). Det er derfor altid en konkret vurdering af det enkelte produkt.

I Kemilex kan du se vores vurdering af indholdsstofferne – både dem vi ikke tillader, dem der er begrænsninger på og de stoffer, der gerne må anvendes i produkterne.

For visse produkttyper har vi udarbejdet uddybende kriterier. Disse kan ses nedenfor. Denne liste vil løbende blive udvidet til at omfatte kriteriedokumenter for alle produkttyper:

  • Dyner
  • Maling
  • Papirprodukter (husholdningspapir)
  • Vådservietter

Vi skal have fuldt indblik i indholdsstofferne

For at vurdere, om et produkt kan bære vores allergimærke, kræver vi oplysninger om alle indholdsstoffer, koncentrationer og funktioner af stoffet. Vi skal også have stoffernes cas. numre tilsendt samt sikkerhedsdatablade og tekniske datablade.

For pleje og vaske- og rengøringsmidler kræver vi fuld deklaration på produkterne.

For en række produkter, såsom bleer, vådservietter, papirprodukter, maling mm., kender I som producent måske ikke alle indholdsstoffer. For at vi kan lave en fuldstændig vurdering, skal vi have oplyst råvarenavn, leverandør samt i hvilken mængde, I anvender råvaren. Så tager vi kontakt til jeres leverandør for at få de fortrolige oplysninger. Nogle gange skal vi flere led tilbage for at få alle oplysninger til vores vurdering. Hvis eventuelle underleverandører ikke via jer vil videregive information om det indhold, de har bidraget med, kan vi lave en fortrolighedsaftale direkte med den pågældende leverandør.

Sådan vurderer vi

Når vi skal vurdere, om et stof kan give allergi eller er en irritant, benytter vi os af viden fra en række databaser og tidsskrifter.

Det drejer sig bl.a. om harmoniserede klassificeringer, klassificeringsforslag, CIR (cosmetic ingredients rewiev) rapporter, BotaDerma, Botanical Dermatology Database, Toxnet, Medscape, Videncenter for Allergi, Dermatitis og Contact Dermatitis.

Vi skal have en aftale

Inden vi kan vurdere, om et eller flere af jeres produkter kan deklareres i samarbejde med os, skal vi underskrive en samarbejdsaftale. Heri beskrives bl.a. de forpligtelser, der er ved produktændringer, stikprøvekontroller og markedsføring af produkterne.

Sagsbehandlingstid

Når I sender en ansøgning til os, tager det typisk 1-1½ måned, fra I indsender ansøgningen, til I har vores vurdering. Det forudsætter dog, at alle data er indsendt til os.

For visse produkter, såsom bleer, dyner, papirprodukter, er vores erfaring, at det kan tage noget tid at få indsamlet alle data fra leverandører, underleverandører og til tider under-underleverandører. Når vi modtager jeres ansøgning, sættes indsamlingen af data i gang med det samme, og jeres ansøgning vil være registreret i vores kø med jeres ansøgningsdato. Hvis indsamlingen af data tager længere tid, vil vi gå i gang med sagsbehandlingen af jeres ansøgning, så snart vi har alle data i hus.

Ændringer skal vurderes

Når I har fået et produkt deklareret i samarbejde med os, så gælder denne godkendelse for de oplysninger, som vi har fået indsendt om følgende:

  • Produktnavnet
  • Producent
  • Fabrik
  • Indholdsstoffer
  • Koncentrationer
  • Etiket
     

Hvis der sker ændringer i ovenstående, skal I indsende en ansøgning om ændring af jeres godkendelse.

Det koster det

Vores prismodel er bygget op om to forskellige betalinger:

  • Vurdering af produktet inden godkendelse
  • Omsætningsafgift for produkter med Den Blå Krans
     

Vurdering

Vi fakturerer vurderingen på timebasis til 1.020 kr. i timen.

Denne fakturering sker fire gange årligt. Løber en vurdering af et produkt over flere faktureringsperioder, kan I opleve at få mere end én opkrævning for jeres produkt. Men det er stadig kun det antal timer, vi bruger i vurderingen, som I bliver opkrævet for.


Omsætningsafgift

Omsætningsafgiften opkræves to gange årligt.

Afgiften er afhængig af omsætningen på jeres mærkede produkter, og I vil derfor modtage et brev inden opkrævningen, hvor vi beder om oplysninger om jeres omsætning.

Årsafgiften afhænger af omsætningen og er følgende:

  • 0,7 pct. af omsætningen op til 10 millioner
  • 0,5 pct. af omsætningen mellem 10 og 20 millioner
  • 0,2 pct. af omsætningen over 20 millioner


Vi har en minimumsafgift på 15.000 kr. om året og en maksimumafgift på 350.000 kr. Disse minimum- og maksimumsafgifter er for jeres samlede omsætning af alle de produkter, I har med Den Blå Krans på.

Der opkræves ikke årsafgift for produkter, som sælges i udlandet, og hvor produktet også bærer et lokalt astma-allergiforeningsmærke.

Årsafgiften dækker driftsomkostninger i forbindelse med mærket, fx administration, vedligehold og opdatering af Kemilex, godkendelse af artwork samt almen dialog om produkterne, forbrugerhenvendelser mm.

Se også:

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Bliv sponsor

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Rikke Bille
Chef for Den Blå Krans
Tlf. 43 43 59 11
rb@astma-allergi.dk

Contact image

Webindholdsvisning Webindholdsvisning