Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Pollen i hverdagen

Undersøgelse gav nyt om pollenallergikers hverdag

Astma-Allergi Danmark lavede i maj-juni 2008 en spørgeskemaanalyse af, hvordan en pollenallergikers hverdag ser ud. Svaret var, at de fleste har en hverdag, hvor de er stærkt plaget af allergien.

Hvordan påvirker det din hverdag at være ramt af pollenallergi? Og hvilken behandling bruger du mod din allergi? Det var temaet i en stor spørgeskema-analyse, som Astma-Allergi Danmark gennemførte i maj-juni 2008. Undersøgelsen foregik primært gennem vores pollenmails, men også via hjemmesiden.

Formålet var at belyse, at pollenallergi er meget mere end nys og snue, men ofte påvirker livskvaliteten og de daglige aktiviteter.

Knap 1100 gennemførte spørgeskemaet, og konklusionen var, at pollenallergi går hårdt ud over hverdagen.  De røde, kløende øjne samt trætheden er de symptomer, der begrænser mest i hverdagen – men også mange svarede, at de døjer med symptomer som løbende eller stoppet næse, astma, tung i hovedet og manglende koncentration.

Knap halvdelen har sygedage pga. pollenallergien. Faktisk er hver tiende syg i mere end en uge. Endnu værre står det til med arbejdsevnen. To ud af tre har nedsat arbejdsevne i pollensæsonen og 30 % har mere end en uge, hvor de ikke kan yde en sædvanlig præstation på jobbet.

De fleste pollenallergikere går hos deres praktiserende læge, mens en mindre gruppe går hos speciallægen eller på et allergiambulatorium. Knap en tredjedel svarede dog, at de behandler deres pollenallergi helt selv uden hjælp fra læge.

Undersøgelsen af pollenallergikernes hverdag blev lavet i samarbejde med ALK-Abello.