Navigation Navigation

Brødkrumme Brødkrumme

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Offentligt ansvar

Den 21. september var vi i Astma-Allergi Danmark med til at introducere en ny mærkedag, nemlig Parfumefri Dag. Vi ønskede at sætte fokus på, hvor ofte vi rent faktisk hver eneste dag møder produkter med parfume.

Vi ønskede at sætte fokus på, hvor ofte vi rent faktisk hver eneste dag møder produkter med parfume. Vores formål med dagen var både at forebygge parfumeallergi og at øge tilgængeligheden for alle dem, der ikke tåler parfume – hvad enten det er på huden eller i lungerne.

Der er mange gode grunde til at begrænse sit forbrug. Parfume er et af de mest allergifremkaldende stoffer, vi kender, og antallet af parfumeallergikere er i dag op mod 200.000 her i Danmark.

Heldigvis kræver det hverken store investeringer, anlægsplaner eller langsigtede strategier at gøre noget ved forebyggelsen af parfumeallergi. Det kræver blot, at vi tænker os om og vælger produkter uden parfume, i hvert fald noget af tiden.

Nu er det selvfølgelig op til den enkelte at vælge, om man bruger parfumerede produkter eller ej. Det er dog ikke besværligt at fravælge parfumen hjemme på badeværelse eller i køkkenet, for i dag findes der masser af uparfumerede produkter til både vask, rengøring og personlig pleje. Til gengæld har vi sjældent et valg, når vi færdes i det offentlige rum.

Forebyggelse er også at sikre sunde indkøb i det offentlige

Som astmatiker og allergiker kan det være mere end svært at færdes på de offentlige steder. Ofte er der parfumeduft i rummet og man ved ikke, hvilke stoffer, der er i sæben i dispenseren.

Ønsker du at forebygge parfumeallergi er det samme problem. Der er ikke nogen garanti for, at fx håndsæber i børnehaver og skoler er uden parfume eller andre kendte allergifremkaldende stoffer.

Hvorfor ikke? Det undrer vi os over i Astma-Allergi Danmark.

Vi bliver flere, der er allergiske over for parfumestoffer, og en af årsagerne er helt sikkert, at vi udsættes for en større og større dosis. Det gælder ung som gammel, og hvor parfumeallergi tidligere mest ramte ældre kvinder, så ses den nu også hos børn og unge.

I den offentlige indkøbsordning, SKI, findes der ganske vist i dag krav om, at produkterne ikke må indeholde fx parfume. Kravene blev indført sidste år, men kun godt halvdelen af landets kommuner med i ordningen - for de øvrige er der ingen krav.

I Astma-Allergi Danmark mener vi, at det offentlige bør gå foran og være rollemodel, både når det gælder at øge tilgængeligheden borgere med eksem, astma, høfeber, mcs, kol og andre lungesygdomme, og når det gælder forebyggelse. Hvorfor kan vi ikke stille krav og give garantier for, at alle børn undgår allergifremkaldende stoffer i håndsæben på skolen, alle syge undgår det i rengøringsmidlerne på hospitalet og alle de aktive ældre undgår det i baderummet i svømmehallen?

Det er nemlig ikke et spørgsmål om tid, penge eller ressourcer. Det er et spørgsmål om at have en holdning og tage et ansvar.

Gi' os en kommentar på facebook